Reportage fra et hul i jorden

Hvilket billede har du af Afrika? Har du tænkt over, hvor du har fået dette billede fra? Hvorfor fortæller pressen os mest om de negative nyheder fra kontinentet?

I Dar-es-Salaam sænker nattens mørke sig. Pludselig er det der bare - som havde nogen slukket for solen på en stikkontakt.
Det er ikke de 35 streger på kviksølvtermometeret, der fortæller, hvor varmt det er. Det er sveddråberne, der pibler frem på underarmen og drypper ned over maveskindet under skjorten og får huden til at smuldre i sort fnuller.
På samme måde som osen fra bilernes udstødning og den fugtige havluft får malingen på byens gamle husfacader til at rynke og skalle af.
Journalisten løsner slipset og tager jakken under armen.
Det har været en lang dag - på arbejde som "tredje-verdens-journalist". Et arbejde, der som oftest består i at vandre trapper, banke på ministersekretærers lukkede døre og at sidde i forkontorernes bløde plyssofaer. Ikke i sig selv hverken anstrengende eller ophidsende. Men dét er til gengæld frustrationen over - når dagen er til ende - intet at have udrettet.
Den gnaver og tærer.
"Afrika er stedet med elefanter, næsehorn og solnedgange på savannen... og hvad laver jeg? Spilder tiden med at sidde i forkontorer og trille tommelfingre."
Gennemblødt af sved læner journalisten sig tilbage i det sæde, det omsider er lykkedes ham at tilkæmpe sig i en minibus hjem til hotellet. Tager en dyb indånding kulilte, da trafikproppen lukker til.
"Hvad er det egentlig, jeg vil med den minister, jeg nu har kæmpet en hel uge for at få et interview med? Hvad ved han om Tanzania?"

Efter et bad og aftensmåltid på hotellet ser han mere lyst på tilværelsen. Men beretningen om aftenens videre forløb præges af, hvad byen - såvidt journalisten er orienteret - har at byde på efter mørkets frembrud. Journalisten kan fortælle den i tre ord:
"Der sker intet."

Dagen efter præcis klokken otte er han atter på arbejde. Tredje-verdens-journalistens arbejde. Banker pænt på og siger høfligt "Godmorgen!" til ministerens sekretær.
Natten igennem har han været 10 gange på toilettet. Han har spist alle de diarrémidler, medicintasken havde at byde på, men intet hjælper.
Sveden perler på hans pande, allerede i denne tidlige morgentime.
"Feber? Er jeg ved at få malaria?"
Ups!, netop som han skal til at spørge efter vejen til et toilet, kommer ministeren ind ad døren.
Journalisten klemmer balderne sammen og hilser på den store, sorte mand i lyserødt jakkesæt.
"Kom indenfor, tag plads. Jeg har læst dit brev. Jeg er ikke sikker på, jeg kan svare på dine spørgsmål," siger ministeren.
Det er ikke derfor, journalistens høflighedssmil virker anstrengt. Han kan mærke noget vådt i underbukserne, da han sætter sig.
Han får kuldegysninger. Alene tanken om, at han måske er blevet ramt af malaria, gør det mindre afgørende, hvad det egentlig var, han ville med denne minister.
Interviewet afsluttes på otte minutter.

En uge senere bringer et førende dansk dagblad journalistens "reportage" fra Afrika.
Den skulle have handlet om et dansk kulturprojekt i Tanzania. I stedet fremstår den som en serie mavesure opstød over, hvor dårligt turisterne i Tanzania bliver behandlet. Overfald, svindel, kontraktbrud.
Afrika er et hul i jorden.

        © 2000 Mik Aidt



Oversigt