Millionbyen Lagos
En forholdsvis stor del af de storbybilleder, I kommer til at se i "Afrika
Live", stammer fra millionbyen Lagos i Nigeria. Byen er ofte blevet
betegnet som "Vestafrikas musikhovedstad."
Det er ikke tilfældigt.
Lagos har i hele dette århundrede været arnested for nye strømninger
i den moderne, afrikanske musik.
Siden 1980erne har byen haft mange orkestre, der spiller amerikansk mainstream
funk - og gør det så godt, at det knap er til at høre
forskel fra den ægte vare. Samtidig er en anden bølge skyllet
retur tværs over Atlanterhavet - ganske ligesom salsa, calypso og
jazz tidligere har fundet vej tilbage til Vestafrikas kyst. Denne gang er
det Jamaicas sorte, der har inspireret afrikanerne med deres reggae.
Men Lagos har også fostret sine helt egne stilarter.
Sangeren, komponisten og saxofonisten Fela Anikulapo Kuti, som bor i et
forstadskvarter i den nordlige del af byen, har skrevet musikhistorie med
sin karakteristiske, selvskabte 'afrobeat'. Han har indspillet over 50 albums,
og ikke mindst hans provokerende, politiske tekster har været med
til at gøre ham til en af Afrikas mest berømte musikere -
samt skaffet ham adskillige problemer på halsen med de skiftende nigerianske
militærregeringer. Gang på gang har han været i fængsel
og udsat for episoder, der efterhånden har gjort ham til lidt af en
levende legende i afrikansk musik.
Sangeren King Sunny Ade har med yoruba-folkets "talende trommer"
og sit svingende 22-mands orkester gjort den nigerianske juju-musik kendt
verden over. Han var en af de første afrikanske musikere, der fik
et "gennembrud" i Danmark i begyndelsen af 1980erne. Ligesom Fela
har han indspillet over 50 albums, hvoraf de bedste har solgt i hundredtusindvis
af eksemplarer i Europa og USA, og ingen af dem har solgt mindre end 200.000
i Afrika.
Berygtet og berømt storby
Der bor godt 5.000 aktive, udøvende musikere i Lagos. Syv ultramoderne
24-sporsstudier - hvoraf fire er digitale - og et utal af 16-spors og 8-spors
demostudier arbejder alle med at forevige byens kreative musikere på
bånd.
Men desværre ødelægger Lagos' barske kriminalitet mulighederne
for et blomstrende natteliv - af den simple grund, at folk nødigt
bevæger sig ud om aftenen. Også musikerne render ind i problemer,
når de skal hjem efter at have spillet sent ude om aftenen.
De mest veletablerede navne - som Fela Kuti og King Sunny Adé - har
løst dét problem ved at bygge deres egne natklubber. Her spiller
de fra klokken 24-05, så publikum kan vente med at køre hjem,
til det er blevet lyst.
Nigerias nedtur
Set fra Danmark er Nigeria bare et land blandt alle de andre afrikanske
lande. Måske har du hørt et eller andet om "Biafra-krigen"
og ved, at den foregik i Nigeria, men så strækker det sig heller
ikke meget længere. Vel?
I Afrika betragtes Nigeria som en gigant. Med sine over 100 millioner indbyggere
fylder Nigeria meget mere, end det giver indtryk af på landkortet.
Der bor over dobbelt så mange mennesker i Nigeria som i noget andet
land i Afrika, ja faktisk er hver femte afrikaner en nigerianer. Nigeria
er for Afrika, hvad Kina er for verden.
Men ikke nok med det.
Nigeria er rig på olie. Olien har givet landet milliardindtægter
i udenlandsk valuta lige siden 1970erne.
Resultatet er, at Nigeria på samme tid har flere mangemillionærer
og fattige bønder, flere musikere, flere skribenter og flere analfabeter
end noget andet sort afrikansk land.
Det er landet i Afrika, hvor der simpelthen er flere og mere af det hele:
Flere biler, universiteter, aviser, tv-stationer, musikstudier og verdensberømte
musikere - men også mere kriminalitet, korruption og forurening. Verdensrekord
i trafikuheld og afrikansk rekord i statskup.
Tikkende bomber
Nigeria er på godt og ondt et af de mest moderniserede lande i Afrika,
kun overgået af Sydafrika og Egypten.
Samtidig er nigerianerne knejsende stolte af deres kultur og landets gamle
kongeriger, der har efterladt sig Afrikas fineste bronzekunstværker.
Nigerianerne kan prale af at have Afrikas første nobelpristager i
litteratur, nogle af Afrikas bedst sælgende musikere - foruden at
have hentet adskillige sejre hjem i Junior World Cup.
Altsammen medvirkende til, at nigerianerne - indtil for nylig - så
Nigeria som Afrikas ubestridte centrum. I internationale forsamlinger stillede
nigerianske repræsentanter sig gerne frem som talsmænd for hele
det sorte Afrika.
I dag taler de med lavere røst.
I 1990erne har giganten fået sig nogle ordentlige drag over nakken.
Landet sidder i gæld til op over begge ører, de mange oliemilliarder
er ødslet bort og investeret i schweiziske luksuspaladser, mens befolkningen
trækkes med et militærstyre, der ikke skyr noget middel for
at beholde magten.
Forfatteren og menneskerettighedsforkæmperen Ken Saro-Wiwa havde talt
det nigerianske styre imod og blev henrettet i 1995. Regeringen er tilsyneladende
revnende ligeglad med verdenssamfundets foragt og fordømmelse.
Nigeria er blevet et skoleeksempel på, hvor galt det kan gå
for et land, der siden kolonitiden har været domineret af kræfter
uden for egne grænser - trods alle sine umådelige ressourcer.
Der ligger indtil flere tikkende bomber under Afrikas folkerigeste stat.
Levestandarden fortsætter med at falde, befolkningen fordobler sit
antal hvert tyvende år, og den er tilmed splittet i to store, modstridende
lejre: en kristen og en muslimsk. Modsætningerne mellem de to grupper
skærpes og er skyld i blodige opstande.
Men det er altsammen en anden historie...
I 'Afrika Live' indskrænker vi os til at se på musikken
fra denne 'Afrikas gigant'.
© 2000 Mik Aidt
Oversigt
|