- personlige rejsenoter (online backup)

 
Apropos det her med at føre dagbog på nettet...
Seneste nummer af Newsweek (aug 26, 2002) har en god artikel om "blogger"-fænomenet :
"** Living in the Blog-osphere **
Welcome to the world of a half million and counting Weblogs, where anyone can instantly publish his passions and favorite Weblinks. And the funs just begun..."
For eksempel skriver de om professor Glenn Reynolds's "Instapundit blog" som har 20.000 daglige læsere.
Se: http://www.msnbc.com/news/795156.asp
posted by Mik Aidt at 02:52

 
Når man så har været hjemme nogle dage - ja når en hel uge på ingen tid lige pludselig er fløjet afsted - så udkrystaliserer ens rejse sig langsomt for én: Når man mærker efter, hvad var så egentlig det vigtigste der skete undervejs? Hvilke var højdepunkterne? Hvad har rejsen haft af betydning for dig?
Først og fremmest er jeg blevet overrasket over så positiv en effekt jeg kan mærke at denne rejse har haft på mig og ikke mindst på mit humør - i forhold til noget med at få nye ideer, tanker, tænkemåder og inspiration. Det er kommet bag på mig at jeg virkelig gennem de sidste fem år kunne begynde at glemme eller fortrænge hvor godt det føles at komme ud og "strække vingerne" og få sig et forhold til planeten og de mange dejlige mennesker, man møder derude. Så positivt det påvirker ens følelse af at fremtiden tegner sig lys og alt er muligt.
Jeg kan mærke at jeg ikke er helt den samme person, som den der rejste afsted for to måneder siden. Hvem skulle tro det - i en alder af næsten 40 år....?
Man tænker anderledes om de dagligdags ting, man gør - og om de steder, man bevæger sig rundt i byen mellem. Ens tærskel for hvad der er "for besværligt" eller "vigtigt" har flyttet sig. Ens tempo er et andet. De gennem to rejsemåneder indarbejdede rutiner med at gå på café, have tid til at snakke med folk man møder, læse i en bog fra tid til anden, og så videre, bliver - indtil videre - holdt ved lige. Jeg er dog på det rene med at det kun er et spørgsmål om tid hvor længe der vil gå før den slags vaner og følelser bliver suget ned i hverdagens slam af stress.
Pludselig forstår jeg igen, hvorfor jeg i 1980erne prædikede for alt og alle, at det at rejse er som et narkotikum, man bliver afhængig af: man må ud igen.
Derfor er jeg i fuld gang med at udarbejde en plan for hvordan jeg kan blive vedligeholde rejseaktiviteterne og blive ved med at være "rejse-høj". (Mere om det senere.)
Denne rejses højdepunkter bliver ved med at stå klart og tydeligt i min hukommelse, ikke mindst fordi de hentes frem i hukommelsen igen og igen, når man fortæller venner og bekendte om hvordan rejsen gik. Heriblandt primært oplevelser som fuldmånefesten på Koh Pha Ngan (beskrevet under datoen ”Fredag 26. juli” og koncerten med Youssou N’Dour i Dakar (beskrevet under datoen ”Fredag 12. juli”). Og så vil alle selvfølgelig høre om hvordan det kunne gå til at jeg brækkede mit kraveben...

Har i øvrigt her kort efter hjemkomsten købt mig en god blender, som jeg dagligt laver herlige ”thailandske” frugtmilkshakes på. Og desuden nogle eksemplarer af Dalai Lamas ”The Art of Happiness” (”Kunsten at leve lykkeligt”), som jeg sad og læste i ved stranden på Koh Pha Ngan og blev ret grebet af - og derfor nu har delt ud til nogle af dem som står mig nærmest.
Fandt i dag ud af at en print af denne webside fylder godt 43 A4-ark...

posted by Mik Aidt at 22:47

 
Onsdag den 7. august

Okay, lige for at runde af med hensyn til min "knogle-status"...
Var til lægen i dag og hun sagde, kort fortalt, at man ikke opererer knoglebrud på kravebenet med mindre knoglen er trængt ud igennem huden, for erfaringen er at der ikke kommer noget godt ud af at operere. Så hellere lade benet gro forkert sammen, - det sker der ikke noget ved ud over det kosmetiske (en bule på huden).
Hvorefter hun strammede den "8tals-slynge" jeg har fået spændt skuldrene op i, så jeg resten af dagen her er gået rundt i en slags tåge af smerte. Slyngen har jeg åbentbart haft alt for løst og bekvemt på i den første uge, der er gået. Anyways, "det skal gøre ondt for at at det kan blive godt", siger man jo.
Ribbenene er der heller ikke noget at stille op med. "Sålænge de ikke har perforeret lungevævet er alt okay," sagde hun efter at have tjekket med et lytteapparat at det har de ikke. De skal bare have tid til at hele, stille og roligt.
Så... jeg bed tænderne sammen, rankede ryg og skuldre, aflyste min sygemelding og mødte op på arbejde, hvor resten af dagen sneglede sig muskelkrampe-agtigt frem (av-av!) med mail- og postbunker.
Lyttede med fornøjelse til Festudvalget og D'Store Mix-drengenes reportager og musik fra Ibiza. De har også lavet en god hjemmeside på http://dr.dk/p3/ibiza
Er i øvrigt begyndt at skrive på et "koncept"... Noget om at lave en serie musik-radioprogrammer (til flyselskaber såvel som DR), fuldmånefester og troperejser under én samlet hat, der hedder "Planet3" og som hovedoverskrift handler om at få et forhold til planeten.
Signing off for denne gang. Til jer der har læst med undervejs: tak for jeres reaktioner, hilsner og kommentarer. Vi skrives ved og videre deruda' via mailen og i RL ("Real Life"). KH Mik
posted by Mik Aidt at 21:32

 
Tirsdag den 6. august

Farvel til musik-øen som gennem tiderne er blevet kaldt Ibosih (af fønikerne), Ebysos (af grækerne), Ebusus (af romerne), Yebesah (af araberne), Eivissa (af katalanerne) og Ibiza (af spaniolerne), og som briterne i øvrigt udtaler 'Aybii-tha'.
Kært barn mange navne - og det er let at forstå at der er mange, der er faldet for dén lille baleariske ø i Middelhavet.
Farvel til vores dejlige ibizaske hotelvært, Toni, som hver aften har givet os supergode tips med hensyn til hvor man spiser godt på øen og som den sidste aften byder på hjemmelavet hierbas (udtales gírbas; tappet fra en fem-liters glasflaske fyldt med en mindre botanisk have af krydderurter) i hotellets bar klokken 02 om natten og fortæller om Ibizas historie og om sine hårrejsende fly- og taxi-oplevelser på Barbados og i Puerto Rico.
Farvel til vores hotelværelse, nr 105, der stinker af en form for kemisk gift eller myggespray. Til elkontakten, som falder af hver gang man kommer ind i hotelværelset og tænder lyset. Og til toilettet som nægter at skylle ud, uanset hvor mange gange vi trækker i metaldimsen i væggen og som er blevet gradvist mere og mere ulækkert som dagene er gået.
Farvel til den lejede Nissan og muligheden for at samle søde blaffende piger op.
Farvel til en super laid-back tilværelse som tilhører i musikkens univers, hvor det at købe en CD eller to kunne være det nærmeste vi kom en produktiv handling. Jeg som ellers aldrig bruger penge på at købe CDer... står pludselig i lufthavnen og er helt nostalgisk og ender med at investere i en hel lille stak lounge-CDer i en pladebutik. Nødvendige og uundværlige souvenirs fra sådan en dejlig sommeruge på verdens bedste lounge-ø. Man bliver jo helt opslugt af den musik! Vi fik danset og drukket for lidt (for mit vedkommende på grund af min dumme skulderskade)... - men ellers var det en formidabel, sjov og interessant måde at holde ferie på, - for sådan to næsten-40-årige "ungkarle" som Jens og jeg.
Farvel til den smukke spanske stewardesse, som fuld af humor og godt humør er liiiige ved at tage imod vores invitation om at tage med til København.
Farvel til tapas og café con lache og de få andre spanske gloser vi har lært os.
I Brussel øser det ned.
Efter 12 timers rejse med tre takeoffs og landinger hjemme i lejligheden igen, hvor planterne i vindueskarmen er gået ud og det flyder med aviser og post ved brevsprækken. I morgen har jeg en tid hos lægen, som jeg håber vil komme op med et godt råd til hvad der kan gøres med min skulder, så knoglen kan gro ordentligt sammen igen.

Mandag 5. august

Taking it easy-biza. Det er helligdag i Spanien. Dagens mest produktive handling må siges at være købet af nogle Ibiza chill out compilations i en pladebutik i Eivissa. Derudover: herlig chill out på Sa Trinxa, der bliver overrasket af et regnskyl, hvilket får DJ Jonathan til at skrue lounge-blusset op og spille den fedeste dansemusik til alle de regnvåde badegæster, der klumper sig sammen under stråtaget.
Aftensmad med mere på Cubanito - en lounge restaurant med cubanske islæt - hvor schweiziske Sabina, der flyttede til øen i maj, fortæller os om sine personlige favoritsteder og klubber på øen.

Lørdag 3. august og søndag 4. august

Tænker på - jeg har svært ved at lade være! - at skrive en form for artikel om "Det alternative Ibiza". For det har virkelig været sjovt og interessant at opleve. Nedenstående noter er ikke artiklen, endnu, men nogle skriblerier som måske kunne udvikles til at blive til én...
______

Det Alternative Ibiza - en ø af drømmere...

Ibiza er kendt som øen, hvor 20-årige englændere går amok i druk og trykker den af til techno og trance. Men Ibiza har også et alternativt musikliv, som slet ikke svarer til de forestillinger, medierne har skabt om øen.
Jeg havde hørt Kenneth Bager, Krede og andre af Danmarks mest kendte DJs tale om Ibiza som en fantastisk ø, som de - af samme grund - bliver ved med at vende tilbage til hver eneste sommer. Den lille grønne ø tæt ved Mallorca har gennem de sidste 20 år udviklet sig til at blive et mødested, ja nærmest en slags musikmesse for DJs fra hele verden - her kan du inden for én måned høre og møde så godt som alle verdens store berømtheder inden for DJ-verdenen; Fatboy Slim, Carl Cox, Erick Morillo, Todd Terry, Pete Tong, Roger Sanchez og alle de andre, som vender deres plader på diskoteker med plads til op til 10.000 festopgejlede mennesker.
Det var ikke derfor, jeg ville til Ibiza.
Jeg havde i løbet af de sidste par år fulgt hvordan nye pladehylde-sektioner er skudt frem i alle de store pladebutikker på Oxford Street i London under overskriften "Lounge". Det er ikke nødvendigt at kigge på ret mange af de nye lounge-CDcovers med titler som "Ibiza Chill Out Vol 1", "Ibiza Undiscovered", "Café Ibiza" eller "Café del Mar ChillHouseMix" for at forstå, at Ibiza er loungemusikkens vugge. Ibizas dampende sommermusiktog kører nemlig på to parallelle spor: den diskokugle-glitrende house og trance dansemusik trives side om side med alternative miljøer for den drømmende og udsvævende loungemusik, som også går under navne som chill out og ambient.
Man skal ikke have været på øen i ret mange dage, før systemet går op for én: alle de kulrede, råbende og alkoholrallende unge englændere "having a wicked time" på diskotekerne befinder sig næsten udelukkende lukket inde i to reservater, nemlig de to byer Sant Antoni og Eivissa, hvor de dresser op til fest og fylder gaderne om natten, brækker sig overalt og spiser morgenmad om eftermiddagen - "breakfast served all day" står der på skilte i restauranterne. De har ikke bil, så de bliver i byerne.
Et mindretal af englændere med eller uden tømmermænd finder i eftermiddagstimerne vej ud til nogle af strandene syd for de to byer. Resten af øen er efterladt i fred. Her er smukke udsigter over bjerge, klipper og Middelhavets bugter, masser af plads. Mod nord kan man have de små sandstrande mellem klipperne så godt som for sig selv. Eller man kan sidde på en lokal café i en lille stemningsfuld landsby, hvor gamle spanske mænd spiller backgammon og drikker carajillo - sort kaffe med brandy - som de altid har gjort det. Det meste af øen er uopdyrket, grønt bjerglandskab med smalle asfaltveje.
Og så er der hist og pist rundt om på øen en lille håndfuld restauranter og natklubber, som gennem de sidste 10-20 år har gjort det til deres speciale at servicere "det alternative" Ibiza med mad, musik og sjælfuld stemning - alle syreflipperne, som kom hjem fra Indien i 1972 såvel som unge, der ikke engang var født dengang, men som nyder afslapningen med frugtjuicer på marokkanske puder som opladning til eller afkobling fra nattens eventyr på techno-dansegulvene.
At opleve en eftermiddag blive til aften på en bakketop uden for Sant Antoni, hvor et nedlagt 'Fantasyland' hver søndag i sommermånederne omdannes til en slags mini-hippie-festival, er som at springe ind i en tidsmaskine og besøge en spansk version af københavnske Christiania på en glad solskinsdag i 1980erne, tilsat svømmepøl og et stænk smukke, solbrune, topløse 20-årige fra øens spanske overklasse-, kunstner- og in-crowd miljøer.
Det er spisesteder med navne som Bambuddha Grove, Cubanito, Km5 og Kumharas, som tegner øens alternative og etniske profil. Her møder Østens mystik og design forskellige spanske og nordeuropæiske bud på tilbagelænethed og afslapning, med alt fra hængekøjekomfort og solnedgangssofaer til massage og jongløroptræden.
Men også mange af de store natklubber har terrasser, hvor der spilles lounge hele aftenen, og klubben Las Dalias excellerer i alternative, grænsende til udsyrede, musikalske indslag og temaer ugen igennem under koncepttitler som Tribe Of Frog, Eartheart og Namaste. Øen har orkestre som spiller indisk, flamenco eller etnisk fusion på højt teknisk niveau.
Danskeren Lenny Ibizarre har slået sig ned på øen og gjort chill out musikken til sit varemærke: ikke kun som DJ, men også med fem udgivelser af opsamlingsalbums, video- og eventproduktioner.

- - -
GUIDE

Lounge restauranter
Man spiser aftensmaden sent på Ibiza. Det er ikke usædvanligt først at gå ud og spise ved midnatstid. Mange restauranter har egne faste hus-DJs og udgiver opsamlingsalbums med musikken, som de spiller.
* Bambuddha Grove. "MediterrAsian" fusion, blandt andet thai buffet. I den dyrere ende, men alle pengene værd. Ligger på vejen mellem Eivissa og San Juan. Tlf 971-197510
* Cubanito. På vejen mellem Eivissa og San Jose. Kl 18-01. Lukket søndag. www.bambuddha.com. Tlf 971-395168
* Km5. Tlf 696-255100
* Kumharas. I udkanten af Sant Antoni bugtens sydlige kyst. www.kumharas.org. Tlf 971-805740

Lounge klubber / alternative events
* Kumharas Concept. Søndage kl 14-05 på 'Gala Night' i Benimussa Hills, nær Sant Antoni
* Tribe Of Frog, Eartheart - såkaldt "psykedeliske" og magiske energi-mandage på Las Dalias, nær Sant Carles, kl 20-05
* Namaste – live ethno ambient, danseoptræden, med mere, onsdage på Las Dalias, nær Sant Carles, kl 20-05

Legendarisk lounge valfartssted
* Café del Mar, Sant Antonis 'sunset strib'

In-spot i sommeren 2002
* Sa Trinxa, populær bar på Las Salinas stranden

Tidsskrifter
* www.dubibiza.com – Ibizas virtureal magazine
* DJ Mag udgav i 2002 et særligt Ibiza-nummer, 'DJ Ibiza'
Kig efter gratistidsskrifter og flyers i pladebutikkerne. Det er dér du kan finde ud hvad der foregår på øen.

Overnatning
* De billigeste pensionater - fra 100 kroner per nat og opefter - finder du i Eivissa og Sant Antoni, som også kan være de meste larmende, grænsende til irriterende hysterisk larmende, steder at bo, hvis du får et værelse ud til gaden. Santa Eularia er mere rolig, nogen vil sige kedelig. Her koster hotellerne fra 250 kroner og opefter.
August er turisthøjsæson, hvor man generelt render i 'completo'-skiltet næsten alle vegne.
* Hostal Yebisah (to-stjernet, 60 euro for dobbeltværelse) Att: Toni. Santa Eularia. Tlf 971-330160, email: hostalyebisah@terra.es

Rejsen til Ibiza
* Tag et fly til Palma på Mallorca og derfra videre med et andet fly til Ibiza Airport. Det spanske flyselskab Iberia, eksempelvis. Eller med hurtigbåd, to timers sejlads, to afgange dagligt.
* Alternativt tag fly til Barcelona og derfra videre med et andet fly til Ibiza Airport. Virgin Express er billige på strækningen Kastrup-Barcelona (www.virgin-express.com). Der går også en færge fra Barcelona, men sejladsen tager ni timer. Hurtigfærgerne går kun på bestemte dage. Tjek Trasmediterranea (www.trasmediterranea.es, Tlf +xx 902-454645). Book hjemmefra, for i højsæsonen er der mange udsolgte afgange.
* Direkte fly fra Danmark til Ibiza. Ung Rejser hyrer nogle charterfly og flyver direkte til Ibiza i juli måned, men i august, som er musikalsk højsæson på øen, er der såvidt vi har kunnet finde ud af ingen direkte flyafgange. Åbentbart er der ikke mange danskere, der rejser til Ibiza for musikkens skyld.

______

posted by Mik Aidt at 23:14

 
Torsdag 1. august og fredag 2. august - Santa Eularia

Vi sætter os for at tjekke Ibizas strande ud, startende med øens nordside den første dag, sydsiden den anden.
Strandene kan deles op i tre kategorier:
1) Hippiestrandene langt væk fra reservaterne. Her mødes hvorfor-kan-vi-ikke-bare-allesammen-være-søde-ved-hinanden folket, de små enligt beliggende stråtagsrestauranter har ingen musikanlæg, men har billig og god mad, og der bliver spillet bongo- og djembetrommer ved solnedgangstide. (Cala Benirras)
2) De hippe strande tæt på reservaterne. Det er her du tager hen, når du vil være smart med de smarte, eller se på dem som er det, hænge ud på en strandbar og lytte til noget hipt musik udvalgt af de hippeste DJs. (Cala La Salinas)
3) Familie- og charterturist strandene. Tyske turister, der ikke er kommet til øen for at drikke sig fra sans og samling og gå på diskotek, har deres egne strandhoteller, hvorfra de går ned på stranden for at sole sig, mens børnene leger i vandet. Men det kommer dog end ikke i nærheden af Rhodos- eller Mallorca-helvederne: der er ikke overfyldt, og man ser ingen af de store busser på parkeringspladserne. (Santa Eularia, Cala Xarraca)

Torsdag og fredag i øvrigt:
* Vi gennemtrævler hele den sydlige del af øen for overnatningsmuligheder og finder kun ganske få. De er alle fire-stjernede hoteller på flotte udsigtspunkter til priser på den eksklusive side af 100 euro.
Små billige herberger finder man kun i Sant Antoni og Eivissa.
* Besøger det hus, hvor P3 sender fra - det er en dejlig spansk villa med svømmepøl lige ved siden af verdens største natklub, Privilege, hvor der kommer tusindvis af gæster hver nat ugen rundt, heriblandt op mod 10.000 gæster hver mandag nat.
* Besøger det sted syd for Sant Antoni hvor BBCs Radio 1 sender fra hele weekenden: en åben plads lige ved vandet, hvor op mod 5.000 unge stimler sammen og ser ud til at opfatte det som en form for festival. Ud over at der bliver spillet høj musik fra P.A.-anlægget sker der nu ikke så meget.
* 'Kulharas - A Meeting Point for Crossing Cultures' er en laid back lounge beach bar og restaurant syd for Sant Antoni, som det meste af vores torsdag aften chilles ud med. Stemningen er meget á la Had Riin Beach på Koh Pha Ngan.
* Næste aften tager vi til 'Las Dalias' - en mere eksklusiv natklub i nærheden af Sant Carles, (nord på øen), hvor Lenny Ibizarre, Krede og Madvig er DJs denne aften og vi har fået invitation/adgangskort. Tjekket sted med superdejlig juicebar(tender), der presser og blender alle mulige slags frisk juice, og indledningsvist en live flamenco performance af overraskende høj kunstnerisk standard: spansk guitarist, percussionist, danser og playbacktape, samt lysbilledbaggrund. Det fungerer!
Stedet ligger lidt "off the beaten track", langt fra reservaterne, og klientellet er tydeligt in-crowd, mest bestående af unge spaniolere, der alle kender hinanden. Folk er stadig først ved at ankomme, da vi smutter hjemad ved 03-tiden. Thumbs up for de gode rammer, hvor hippie møder hipt, men stedet er desværre for tyndt besøgt til at jeg kan tro det kan løbe rundt ret længe på den måde, de opskruede barpriser til trods.
* On a personal note: knoglerne i venstre skulder har det ikke godt, bruddet bliver ved med at gøre ondt. Der er en ordentlig bule i huden, hvor en knoglestump rager ud, den ser ikke ud til at kunne finde tilbage ind på plads af sig selv. Og så er et ribben eller to også begyndt at gøre opmærksom på sig selv. >:-(

Onsdag 31. juli - Sant Antoni, Ibiza

Hurtigbåd Barcelona til Ibiza ikke mulig før torsdag. Slowboat i aften, afgang 19:00, ankomst Ibiza tidligt næste morgen. Efter en del research - og en ren strøm af SMSer fra Palle - beslutter vi os for at speede processen op, tager et greb i kreditkortet og en taxi tilbage ud til lufthavnen for at hoppe på et SpanAir-fly til 168 euro per næse t/r.
Siestaen kan derfor holdes i højt humør på en havnecafé i Eivissa (Ibiza By) i strålende solskin, fremfor Barcelonas gråvejr, stadig sammen med de to fransk-canadiere, som vi giver et lift.
Vi finder et herligt og meget "lokalt" herberg i en af baggyderne i Sant Antoni, "Hostal Salada", drevet af et gammelt ægtepar, der ikke taler engelsk. Gaden hedder Carre de Solidad, 27 euro pr nat for et dobbeltværelse. Altan med udsigt ned gennem hyggelig (men støjende) gade. Trisser fra havnen ud på berømte Café del Mar, som ligger smukt placeret på en klippepynt ikke mange skridt derfra. Og jeps, det ER et superfedt sted at sidde og sippe til sin drink, mens man nyder solnedgangen over havets horisont og lytter til musikken. En lille færge sejler rundt i cirkler foran cafeen med et livligt cocktailparty på dækket, og en hurtig speedbåd har sin vandskiløber hængende højt oppe over havoverfladen under en faldskærmslignende sejldug. Der bliver tætpakket med mennesker og flammejonglører, da klokken ved 21-tiden nærmer sig solnedgang.
Hyggeligt sted. Nederste etage i en bygning på cirka 10 etager, større og mere tjekket gennemført i design og stil end jeg egentlig havde forestillet mig. Musikken er fed at lytte til, for det meste da, især efter at der bliver skruet op ved 20-tiden.
På vej væk fra cafeen kigger vi forbi en Café del Mar merchandise butik. Dér kan man for alvor fornemme omfanget af Café del Mars succes.

Tirsdag 30. juli - Barcelona

Pludselig klokken 14:30 ringer Palle og siger at Maersk har aflyst vores fly til Ibiza i aften 23:00, fordi DR pludselig har hyret det til at flyve til London med. Han kan få os på et andet fly til Madrid med forbindelse til Barcelona, afgang Kastrup 16:05, men det kræver at vi kan være i Kastrup Lufthavn om 40 minutter. Jeg pakker i hast, mit vasketøj endnu vådt, Jens kommer forbi i en taxa og samler mig op, og klokken 15:32 ankommer vi til Kastrup. Planen lykkes, og klokken 22:30 sidder vi i en taxa på vej mod Barcelonas havn.
Spanien er et sjovt land - på overfladen tjekket, men bag linjerne virker det som om alting er rimeligt kaotisk. Sådan er det ihvertfald i Madrids lufthavn, som arkitektonisk er flot og funklende, men hvor de informationer vi får om hvilken gate vi skal gå til er helt hen i vejret. "Gå til gate A7", siger damen i check-in skranken, men på skiltene står der A74, og i A74 sidder en gnaven mand og siger skråsikkert at vi skal gå til A79, mens der i højttalersystemet bliver sagt A81. Alle andre passagerer vi møder er ligeså forvirrede som vi. Det viser sig at A79 er det rigtige sted at stille sig op i kø, selvom der på intet tidspunkt kommer noget skilt eller tekst op på skærmene om det.
I Barcelonas havn er færgen mod Ibiza desværre lige gået for en halv time siden, næste ledige afgang på torsdag. Hmm... Barcelona er en populær turistby og det må være højsæson, finder vi ud af, da vi har kørt rundt i en taxa i styrtende tordenregnvejr fra det ene hotel til det næste, efterhånden til over 15-20 forskellige hoteller, der alle melder "completo". Har taget to unge rygsækcanadiere med på bagsædet, som også kom for sent til færgen og tilsyneladende slet ikke vidste hvad de skulle stille op. Tilsidst, henimod midnat, finder vores ihærdige taxachauffør os et hotel, der har én "compartment" med 2 x 2 senge til 25 euro pr næse. Så ud og fejre det med lækre spanske tapas og drinks på en nærliggende café. Buenos!
Klokken 02:00 står vi i receptionen og websurfer efter info om bådafgange. Hotellet har en Linux computer, som Jens hurtigt tager kontrollen over og begynder at downloade diverse programmer til som mangler for at kunne læse tidstabeller med mere, heriblandt en pdf reader.
posted by Mik Aidt at 13:00

 
Tirsdag 30. juli - København, Nørrebro

Lægen siger at det ud fra et lægeligt synspunkt (med hensyn til om knoglene vil gro rigtigt sammen) ikke er noget problem at jeg rejser videre til Ibiza. Så det regner jeg med at gøre. Bruger dagen på at tjekke op på post, email, vaske tøj, få computeren til at virke, og så videre. Knap har jeg været nogle timer hjemme, før telefonen begynder at kime... med folk som har dét eller dét problem eller som vil høre om jeg kan hjælpe med det ene eller det andet. I løbet af ingen tid har jeg tyve ting kørende, og nogle nye ideer som jeg også prøver at nå at blive færdig med. Hey, kender vi dén? Jeg skal vist passe på med ikke bare at falde tilbage i "hverdagsgængen" fra samme øjeblik jeg er landet. Ud i byen på en café!! "Kaffebroen" i solskinsvejr - kan man forestille sig noget bedre sted at sidde og føle sig "turist" på stop-over i København?

Mandag 29. juli - Koh Samui

Nå, Thailand, så skal vi til at runde af...
Konklusionen herfra er: Hvis det er et afslappende og meget charmerende dovne-dase-feriested på en "tropisk paradis-ø", du leder efter, er Koh Pha Ngan et rigtigt rigtigt godt bud - så længe det varer. Ja, for stedet er under ekstrem hastig udvikling, hvilket også vil sige: på vej til at miste sin charme, lidt ligesom det er sket for den større nabo-ø Koh Samui. Men-men: der kommer til at gå nogle år endnu. Så det er bare med at komme afsted mens tid er!
At bo ved Haad Rin Beach er som udgangspunkt lidt som at tage til Blokhus eller Løkken. Man skal være i humør til det: Mange mennesker allevegne, og derfor også mange gode spisesteder og et interessant natteliv. Mulighed for at have det sjovt sammen med andre. Men... hvis man mere er til fred, romantik og harmonisk natur findes der også bungalows rundt om på resten af øen, og på de omkringliggende øer, som ligger helt afsondrede i fantastisk smukke og idyliske omgivelser.
Alt i alt er Koh Pha Ngan virkelig cool-cool-quoi, feel good factor 18-19-20 stykker! (Ud af 20 mulige).
De to øer jeg har besøgt i Thailand har imponeret mig ved at være så velsmurte, gæstfri og afslappede. Som turist bliver man ikke antastet af folk som vil sælge én noget eller tigge eller stjæle fra én, man kan lade sine ting ligge på stranden uden frygt for at de vil blive stjålet, man skal ikke kæmpe for at få priserne ned på et rimeligt niveau, varer i butikker og restauranter kører efter faste priser, valutakurserne er der heller ikke meget pjat med: de står at læse i den daglige avis, transportmidler afgår til tiden og til faste priser, taxier og busser bliver ikke overfyldte, motorer, maskiner og elektronik - såsom aircondition, mobiltelefon og visakort-automat - virker, aviserne fra Bangkok er fulde af interessante og læseværdige artikler - også om musik, kunst og kultur i landet - og hvad der er nok så væsentligt: maden er fremragende og billig, vejret formidabelt, strandene er perfekte (lige bortset fra brandmændene), vandet er lunt og lækkert og naturen er venlig, indbydende og smuk.
Alt i alt, ikke noget dårligt bud på den perfekte tilbagelænede ferie med benene oppe på bordet og en dobbel Scotch On The Rocks (til under halv pris i forhold til Danmark) ved din side, med udsigt til palmeblade, solnedgangsskyer og med lyden af bølgeskvulp og måske et 'Café del Mar' album, et 'Buddha Bar' album eller lignende på højttaleranlægget.
Koh Pha Ngan og Koh Samui har det, der skal til.
Pønser nu på at lave et Koh Pha Nhagen "Relate To The Planet" party 2002 senere på året... ;-)
(See you there!??)
Mit forsikringsselskab, Gouda, i Danmark sørger for at lave min hjemrejse om til en tur med SAS på første klasse uden mellemlandinger. Det føles som at blive fløjet hjem på en lyserød sky af rendyrket flykomfort. De smertestillende piller klarer fint deres opgave med at tage smerterne, så jeg har absolut ikke noget at klage over og lander som en udhvilet og meget glad mand med bar mave under jakken og armen i en slynge i Københavns lufthavn klokken 06:00 tirsdag morgen.

Søndag 28. juli

Friendly Bungalows ligger 50 meter fra færgelejet, hvor der afgår færge mod Koh Samui tre gange dagligt. Efter den vanlige morgen-omelet og Lipton the snupper jeg færgen klokken 9:30. På Samui tager jeg mig en vandretur langs stranden Bo-Phut og tjekker de forskellige bungalow-steder ud. Finder mig én lige ud til vandet og sandstranden til 500 pr nat (100 kroner) - med aircondition, badekar, veranda og det hele. 'Sunset Song 2', hedder stedet.
Tager mig en gåtur i området og må med lidt vemod konstatere, at Koh Pha Ngan er langt mere charmerende og hyggelig end Koh Samui, der her på nordkysten virker støvet og industriel og også med et helt andet og meget ældre turist-klientel.
Anyways, solen, havbrisen og badevandet er det samme. Har dog fået en vis respekt for brandmands-problemet efter at set to ubehagelige eksempler på hvordan man kan få sin dag og efterfølgende nat ødelagt af at svømme ind i sådan én.
Her er relativt store bølger, og dermed færre brandmænd, lader det til. Så det bliver alligevel til en dejlig delvist blundende solskinsdag på det hvide sand med en piratkopieret BuddhaBar-CD i ørerne.
Sunset Song 2 baren åbner, da solen bliver dækket af skyer i løbet af eftermiddagen, og det kører deruda' på Sunny Side bølgen fra første minut. Har mig en herlig aften, og fortryder efterhånden alt, hvad jeg tidligere på dagen skrev om at Koh Samui ikke har lige så meget at byde på som Koh Pha Ngan. Det er bare anderledes herovre. Mere teknologi og flere biler, men i høj grad også sjove mennesker at være sammen med. Heriblandt Steve, en herlig strandløve-fætter, som lever i Japan af at sælge brugte biler til Australien og fra tid til anden hopper til Thailand for at holde 100%-ferie. Vi udveksler fuldmånefest-oplevelser, mens vi nyder panorama-solnedgangen til høj techno ('Clubbers Guide to...2001', mixed by Tall Paul, disc 2) og en pina colada.
Min sidste aften i Thailand ender med at køre i højeste humør-gear i selskab med Steve, tre thailændere - Tong, X og Louis (der fejrer sin 33-års fødselsdag) - samt to japanere, Mika og to fyre, jeg aldrig helt fik opfanget navnene på. Alle sammen dejlige mennesker! Én af de aftener hvor sprog og at alle taler ikke engelsk ikke er det væsentligste. Vi tager ud og danse og den ungdommelige kådhed ender for mit vedkommende på et hospital med brækket kraveben klokken 03:30 mandag morgen.... Pinligt (og ja, smertefuldt).
Så helt smertefrit skulle Thailand alligevel ikke være.
Til gengæld: hatten af for hospitalsstandarden her. Den lader tilsynelandende ikke dansk standard noget efter. Timerne fra 04:00 til 09:00 snegler sig frem med beskeden om at en anden læge, end ham der først tilså mig, vil komme og bedømme om jeg skal opereres eller hvad der skal ske.
Formiddagen går med at udarbejde diverse forsikringsbureaukratiske papirer - av, er jeg glad for at jeg tegnede dén forsikring hos Gouda! - og klokken 15:00 bliver jeg udskrevet og kørt tilbage til Sunset Song 2 bungalows.
Skriver disse linjer med én hånd.

Lørdag 27. juli

Forsvandt et sted nede i fuldmåne-dybet.

posted by Mik Aidt at 14:26

 
Fredag 26. juli - Full Moon Party på Koh Pha Ngan

Man skal høre meget før ørerne falder af. Tag til fuldmånefest på Koh Pha Ngan i Thailand og du vil befinde dig i risikozonen. For magen til højtgearet tropisk strandfest finder du ikke i nærmeste kloders omkreds. Og nu finder jeg et udråbstegn frem af skuffen, for det jeg taler om her, er ubetinget noget af det vildeste, der sker inden for party-life lige nu på... ja, hele planeten!
Stranden og musikken sætter kun rammerne. Det er de 8.000 danseglade partygale unge, som dukker op på stranden i løbet af aftenen, som skaber FESTEN. Men de fysiske rammer er også så tæt på perfekte, som man kan tænke sig for en hvid sandstrand under tropiske himmelstrøg ved fuldmånetide.
Det starter efter solen i smukke orange farver er gået ned på den anden side af den lille thailandske palmeø. Mørket falder på, stjernerne kommer frem, og ude i horisonten, hvor hav møder himmel, stiger en dybgul, fladtrykt appelsin af en måne op bag aflange sorte striber af skyer.
Med blinkende røde og hvide lamper begynder store speedbåde med tre motorer bagtil og thaifiskerbåde med deres osende motorer, der støjer mere end et trykluftbor, at ankomme til bugten. De sejler så tæt ind på strandkanten som muligt, hvorefter 30-50 mennesker springer ud i vandet, kvinderne løfter op i deres kjoler, og så vader de ind til land, hvor de fra første skridt i sandet bliver modtaget af pumpende technorytmer.
Næsten side om side er der stillet massive sorte højttalertårne og P.A.-anlæg op langs hele stranden. En lun brise løfter op i de mange kulørte flag og bannere, som er rejst på høje træpæle i sandet. De større bygninger, strandens permanente restauranter og natklubber, er i aftenens anledning omkranset af interimistiske boder, hvorfra der sælges drinks, shakes og alkohol, pizzastykker og thai grillmad i høje stabler. Det normale er at købe en lille plastikspand, som tre-fem forskellige flasker tømmes ud i og blandes med isterninger, og så ellers stikke tre eller syv sugerør i - alt efter hvor mange man ønsker at dele spanden med.
Bådfolkene, som er kommet tilrejsende fra de tilstødende øer, skiller sig ud fra fra "de lokale" festdeltagere, der mest består af unge engelske og israelske rygsækrejsende på krydstogt gennem Asien, som for en uges tid har slået sig ned ved i de mange bungalows her ved Haad Rin bugten. Ikke mindst fordi bådfolket bærer plastikbadges i snore om halsen, som de skal bruge for at komme med tilbage med speedbåden, der har bragt dem hertil. De ældre af mændene taler i mobiltelefon - noget som ingen ung jordomrejsende kunne drømme om - og er klædt i almindelige sko, lange bukser og skjorter. Dermed er du dømt "tilskuer". Hvis du vil være "deltager", er dress-coden for mænd i aften: bare tær, bar overkrop og et par shorts, suppleret med på huden påmalede flourcerende tegn - tatoo-agtige mønstre, tegn og bogstaver i ansigtet, på armene, brystet eller maven.
For kvinderne er standarden en bikinitop og et stykke farvestrålende stof viklet om lår og baller, med etniske mønstre og måske et par perlekæder. Tilsat maling på kroppen og de mest skøre hatte og masker, som gør stemningen til en hybrid mellem et nytårsparty, et karneval og en rockfestival. For småpenge kan man købe selvlysende ringe og stænger, som folk bruger til at sætte i håret, i ørerne, om halsen, eller laver et sæt briller ud af dem. Små drenge har godt gang i forretningen med at gå rundt og sælge lilla blomsterkranse.
Ved midnatstid står månen højt over os, og stranden er tætpakket i hele sin længde og bredde med mennesker, som danser eller sidder på tæpper ved små stearinoplyste borde.
Foran flere af de store diskoteker er der rejst to meter høje platforme på metalstativer midt på sandstranden, hvor folk springer op for at danse med armene i vejret, på samme måde som de gør det på alle trapper, mure og altanfremspring rundt omkring i den maleriske thailandske arkitektur på restauranterne. Synet minder om en reklame for et alkoholprodukt, men overgår alt, jeg nogensinde har set før - på film og i virkeligheden. Musikken, der brager ud, så det er umuligt at føre en normal samtale, er techno, house og trance. Flere af dansestederne har fløjet sine disc jockyer ind med deres pladestakke direkte fra hotte diskoteker i London. Hvert sted holder aftenen igennem fast i hver sin musikprofil, så man kan gå langs stranden og pejle sig ind på hvilken af de mange subgenrer, man mest har lyst til at danse til. Deep house, drum&bass, hard trance, og så videre. Et enkelt sted, Drop Inn, spiller gamle dansehits á la Abba og James Brown. Dette er ikke bare ét rave, det er 15 simultan-raves på én gang.
"It's a small world", står der på et banner over baren ved "The Original Full Moon Party Paradise Bungalows". Det var her, det hele begyndte, for ganske få år siden, da de første små flokke af rygsækrejsende begyndte at holde fuldmånefester, og nogle israelere fandt på at bygge den første restaurant og lodge ved hvad der dengang var en øde og ubeboet strandbred.
Nu er den skue for et imponerende panorama af dimensioner som ikke kan fotograferes, heller ikke selvom stranden ganske vist er oplyst af månens lys, tusindvis af kulørte lamper og stearinlys, samt endda i glimt også af en roterende laserprojektør, der på må og få kaster 15-20 skarpe stråler gennem luften - placeret på et klippefremspring i den ene ende af bugen kaster sine lysprikker hen over klipperne på bjerget i bugtens modsatte ende. Jonglører bidrager med at tegne flammende mønstre i luften bolde og stænger, de har dyppet i olie. Andre steder afbrændes træskulpturer eller store skilte, hvor flammerne tegner bogstavernes omrids.
En gang i mellem bliver der skudt fyrværkeri af, og bagefter leger laserprojektørerne med at tegne mønstre i røgen, som fylder luften efter hver kaskade. Der bliver sendt papirballoner op, som med deres orange flammer langsomt forsvinder højere og højere op i mørket under stjernerne, ud over bugten.
Jeg ser smil overalt. Ikke én gang ser får jeg øje på noget, der kunne minde om et optræk til vold, selvom folk uhæmmet hælder det billige alkohol i sig. Prisen for en pina colada drink eller en rom og cola er 15 kroner. En øl koster en tier.
I udkanterne af området, hvilket vil sige ved vandkanten og inde mellem palmerne, befinder sig det festival-obligatoriske antal mænd, som har drukket for meget eller spist for mange svampe og ligger og stener ud i deres eget bræk. Der bliver røget "græs" og spist piller, men det er ikke noget man ser eller hører noget til. Det thailandske politi er synligt til stede, og der er ingen der har lyst til at ende sin fest med at sidde i et thailandsk fængsel. Al handel med de for en rygsækrejsende forholdsvis kostbare stoffer er foregået ude omkring i bungalowerne i dagene op til festen.
Gennemsnitsalderen er som på et almindeligt diskotek: unge i starten af 20erne. I løbet af natten begynder også mange unge thailændere at tage del i festen. De er lige så opslugte af at danse som resten af flokken.
Festens udluftningssystem må siges at være ideelt, vi kan danse til vi segner uden at skulle kvæles i et lokale, som bliver mere og mere varmt og tilrøget. Så det gør vi. Danser, ryger og drikker. Det er mere fysisk anstrengende at danse i sand, men det glemmer man alt om, sålænge det står på. Som timerne skrider frem og solen står op, begynder folk at skabe sig mere og mere åndssvage. Op ad formiddagen bager solen umenneskeligt hårdt ned på alle de svedende udkoksede fuldmånefestdansere, og klokken 11 stopper den sidste DJ sin pladespiller, og de hundredevis af mennesker, som har danset nonstop hele morgenen, begynder så småt at diffundere hjem mod deres bungalows. Mange når først i seng eller op i en hængekøje ud på eftermiddagen. Hvem der har armen om hvem viser noget om, at der er opstået mange nye og uventede par-konstellationer i løbet af festen.
På restauranterne næste aften sidder folk og fortæller hinanden hvor meget - eller det lidt - de kan huske. "Det var mit livs højdepunkt!," udbryder den godt 20-årige engelske pige, som sidder ved bordet ved siden af.
Man skal høre meget før ørerne falder af. Mine to sidder der stadig, og to sammenrullede servietstumper har undervejs beskyttet dem en smule mod de mest voldsomme af musikkens frekvenseksplosioner. Men stemmen har jeg til gengæld ikke meget tilbage af.

posted by Mik Aidt at 15:25

 
Torsdag 25. juli

Uden denne min dagbog ville jeg efterhånden ikke ane hvad dag eller dato det var. Her på internetcafeen er der mange andre, der åbenbart har det på samme måde. "Undskyld, du ved vel ikke hvilken dag og hvilken dato det er?," spørger de.
Fuldmånen er her hver nat, men på grund af Store Buddha Dag eller noget i den stil er fuldmånefesten udskudt. Nogen siger til i aften, andre siger til i morgen aften. Andre regner med at det bliver en tre-dages nonstop party-event. Sover - som de fleste af denne natteravne-feriebys indbyggere - til hen over middag hver dag. Herligt at stå op til endnu en dag i frisk vind og palmetræsskygge. Sætter pris på de faste rutiner og den tilbagelænede atmosfære. Morgen-omeletten med en kop Lipton the (35 bat, syv kroner) hos Hiatus, for eksempel. De helt vildt herlige banana-shakes og thaistegte kyllingelår. At se en film til aftensmaden. Og så videre. Men må erkende at jeg ikke er og aldrig bliver særlig god til The Art Of Doing Nothing. Solbade- og læse-bøger-ferie. Hvis ikke det var fordi jeg havde min bærbare og fordi min historie om Lou, som jeg sidder og skribler på, bliver ved med at tage mig nye uventede steder hen, ville jeg ikke kunne holde det ferie-dase-party-liv ud, som mine naboer nu fører på niende dag.
Støder ind i en enkelt "slange" i paradiset: der er brandmænd i havet, og ja, de brænder, kan jeg konstatere, efter at have fået nærkontakt med (viklet foden ind i) én af dem.
Denmark makes world news. I onsdagsudgaven af avisen Bangkok Post kan man læse historier om at prinsesse Alexandra har fået en søn, og at 100 julemænd mødtes i Danmark til deres årlige kongres.
Waw, nyheder fra Danmark really makes waves!
Jeg er p.t. oppe at køre på et trip der handler om at "relate" (forholde sig) til planeten, inspireret af en lydbid på Giant Leap CDen, hvor en af sangene starter med at man hører en ældre mand sige noget i stil med: "Vi har været rundt og interviewe døende patienter, og ikke én person sagde at de fortrød at de ikke havde tjent flere penge eller at de ikke havde arbejdet mere hårdt end de gjorde. De sagde alle sammen at hvad de fortrød var at de ikke havde brugt mere tid sammen med de mennesker de elsker, og at de ikke var rejst mere ud og havde fået et tættere forhold til verden, til planeten."
Jeg sidder mange gange - ja nærmest dagen lang - og snakker med rejsende om steder de har været, i Asien og Sydamerika primært. Det er meget få af de rejsende her, som har været i Afrika. Faktisk er den eneste jeg har mødt, som har været i Afrika en israelsk pige, som for seks år siden tog til Nairobi for at starte en seks måneders tur gennem Kenya, Tanzania, Zanzibar, med mere. Hun kom aldrig længere end Nairobi, for dér blev hendes pas og penge stjålet, og efter en fire-dages safaritur afbrød hun rejsen og tog hjem. :-(
Solnedgang og vi raider en kokospalme, der hænger ud over stranden. Drikker kokosmælk og gnaver frisk kokos til overflod. Får øje på en hajfinne i silhouet mod den røde himmel efter den nedgåede sol.
Vader ind i en CD-butik, hvor de har stort set alt hvad der er oppe i tiden af Buddha-Bar og Buddha-Beat og Nirvana Lounge og Café del Mar og hele Ibiza-repertoiret - altsammen industri-piratkopiede udgaver til 100 bat (20 kroner) per styk. Jeg kommer forudsigeligt nok ud af butikken med lommen fuld, heriblandt også et bestemt live-album med Sade, som jeg har kigget efter siden Senegal, samt en stak Buddha-Bar albums. Har snart hørt mine andre 10 medbragte albums flade, så det er rart med noget nyt i ørerne.
Torsdag aften: stille fuldmåneaften ved Haad Rin Beach. Utroligt paradisagtigt sted. Lunt, vindstille, smukt som... ja, paradis. Restauranten i den sydlige ende med stearinbelyste borde i sandet på stranden, helt ud til vandet, er et "must try", hvis du en dag skulle komme hertil ved fuldmånetide.
Starter bortset fra det aftenen på ægte italiensk pizzaria, hvor vi snakker italiensk ("grazia", "prego", og så videre) og jeg sidder til bords med en pige fra Tokyo (fordi hun er sammen med Sam som kender min nabo Al, som også sidder med ved bordet) og ender med at tilbringe det meste af aftenen sammen med hende. Hun hedder Misi og er på vej til Laos, som hun hørt skulle være et sted hvor folk er meget spirituelle. Unødvendigt at nævne at hun er virkelig sød - og smuk ovenikøbet.
Det forlyder, by the way, at den første restaurant og bungalow resort her i bugten blev åbnet af nogle israelere. Jeg snakker med en fyr som var her for syv år siden, hvor der nærmest ingenting var bygget endnu.
- måske er det derfor der er så mange israelere her?
Misi var i Koh Phi Phi for tre år siden, og da hun kom tilbage igen til stedet i år, kunne hun næsten ikke genkende stedet. På bare tre år er det blevet til en ikke længere spor charmerende turistfælde, fortæller hun.
"Laila tov..."

Onsdag 24. juli

Spiller mig fire vabler til på nabohusets stålstrengede guitar. Banana shakes, sol og vand, gåture langs stranden, hyggesnak. Pineapple-shake ved Coral restauranten med udsigt til storslået solnedgang, 25 bat (fem kroner).

Tirsdag 23. juli

Hair cut koster 150 bat, shave koster 100. Så det bliver shave. Ligner en buddhistisk munk, ser ikke specielt venligtsindet ud, er mit første indtryk. Naboerne og de folk på cafeerne jeg efterhånden har lært at kende siger alle at de synes det klæder mig.
Catching the drift: Dette er stedet hvor alle excellerer i at lave ingenting, ud over én bestemt ting: at møde ligesindede fra det andet køn.
Må en gang i mellem nærmest knibe mig i armen for at huske mig selv på at det altså ikke var DERFOR jeg kom her. Jeg vidste ikke at israelske piger kunne være SÅ åndedrætsbremsende smukke. Hold da fast, der er noget at sidde og kigge på her.
Men når man er cirka dobbelt så gammel som de, fornemmer man på en eller anden måde også en afstand, som får én til at undlade at søge kontakt, sådan som jeg kan se de unge strandløver gør det uden blusel. Jeg nøjes med at læse i min avis og sippe til min kop te.
Læser i en avis om miljø- og vandproblemerne på disse thailandske paradisøer. Der bor 30.000 mennesker på Koh Samui - og 800.000 turister!
Finder en god indisk restaurant, til en aftensmads-afveksling.

Mandag 22. juli

Glad for jeg kom her i god tid i forhold til fuldmånefesten. Ved alle gæsthuse og bungalows er der sat skilte op: "Sorry, room full".
I løbet af dagen kommer dusinvis af nytilkomne med store tunge rygsække på ryggen. To og to kommer de vadende, foroverbøjede, ind over græsplænen og op til restauranten, for så at vende skuffede om, når de ser skiltet dér.
Det er fuldmåne den 24. juli, men det forlyder at den 24. er en buddhistisk helligdag, så festen er flyttet til den 26. juli. Hvem der organiserer det? Det er der vist ingen der gør. Det hele foregår på rygteplan. Fra mund til mund.
Eftermiddagen chiller ud i vandet foran Big Boom Bar. DJ'en spiller den mest fabelagtigt betagende musik denne eftermiddag, synes jeg, eller også er jeg bare rigtigt i humør til det. Tangerine Dream agtig techno, der cykler deruda uden for mange krumspring. Karim & Mathins vs Jomamma, blandt andet. Værd at tjekke ud.
Lazy House Restaurant & Bar og Café Hiatus er begyndt at blive mine to main hangouts. Den første mest på grund af navnet, den anden på grund af stilen, som er en multikulturel blanding af indisk, mellemøstligt og thai. Man stiller skoene udenfor og kravler op af en stejl trappe, hvorefter man sætter sig på puder ved lave borde og bliver betjent af en utroligt charmerende ung thailandsk fyr, der i bogstaveligste forstand gør kolbøtter for én.
Music is big, tænker jeg denne aften, efter at have oplevet et sted på stranden, der hedder Drop Inn. Det farver alt omkring ens oplevelser dér at musikken brager ud af de mange højttalertårne. Jeg har ondt af bartenderne, der nogle steder står i barer, som er stillet op lige foran højttalerne. De er allesammen jonglører og kan lave nogle superstunts med såvel flasker som stænger med flammer i enderne. Played-Alive The Bongo Song er stadig populær og kan fylde et dansegulv.
Tilbage på øens nydeligste græsplæne ved Friendly Bungalows er der næsten fuldmåne over os, og den lyser havets bølger og palmernes blade op i et fascinerende blåligt skær. En stærk men behagelig vind står ind fra havet og rusker palmebladene frem og tilbage i en bølgende form for bevægelse.
Herligt at komme sent hjem, træt efter en lang aften, først på restaurant med en gruppe på 10 fra nabo-bungalowerne, så på stranden hvor der var vildt gang i den med drinks, høj musik, dans og flammejonglering... og så står der på uret, at klokken hjemme i Europa er 21:49. Sådan kan man leve sit natteliv OG passe sin sengetid. :-) (To størrelser der ellers normalt er uforlignelige).
posted by Mik Aidt at 08:24

 
Søndag 21. juli

Klokken er sen eftermiddag, hjemkommet efter en afslappende dag ved stranden. Har ligget i timevis i badekar-lunkent saltvand ved "fuldmåne-stranden", hvor der i dag var hundredvis hvis ikke tusindvis af andre, der gjorde det samme. Det er forståeligt at dette turistby-mekka er sprunget op netop her, for dén bugt har naturen skabt som noget nær det perfekte for ferieparadis-søgende strandfreaks. Blødt hvidt sand á la Bellevue-stranden nord for Århus, varm sol men ikke FOR varm, rent og klart vand, så godt som ingen bølger, man kan ligge og flomme ud i vandet, mens man lytter til DJ-mixet kvalitets-dance fra et PA-anlæg, der kan spille en god del af bugten op. Folk tager deres drinks med ud i vandet, flere af barerne holder happy hour mellem 16 og 18. Ingen synes at bekymre sig om tyveri, alle lader bare deres tasker og tøj ligge ubevogtet i sandet på stranden, når de bader. Endsige voldtægt. Pigerne klæder sig så sexy som de overhovedet kan slippe afsted med inden for vestlige normer for anstændighed. Hvilket vil sige bare bryster på stranden, miniskirts, etc. Her er Vesten i flertal, så ingen tager hensyn til hvad thailænderne end måtte tænke.
Her vil Vestafrikas strande aldrig nogensinde kunne følge med i graden af komfort og behagelighed, dertil er Atlanterhavets bølger for voldsomme, vandet for salt, så man bliver helt fedtet og klistret på huden af det, og sandet for grovkornet.
Sidder i en stol og blunder med Kenneth Bagers 'The Grand Lounge' i ørerne, foran mig blafrer et Newsweek i vinden, som jeg har lagt fra mig på altanforsatsen.
Solen står lavt og gulligt og skinner gennem silhouetten af en lav kokospalme. Baggrund er havet og himlen i lyseblå, gule og grå nuancer, og i horisonten rager nogle klippeøer op i mørkelilla silhouet.
En fyr dukker op med sin kamerataske og bevæger sig frem og tilbage foran min altan, mens han drejer på linsen og forsøger at få indfanget det rette motiv. Jeg lukker øjnene, nyder stemningen, musikken, den behagelige luft og måden de tre elementer komplementerer hinanden. Nyder i fulde drag at jeg ikke har noget kamera med. Har købt et par postkort, de koster en krone stykket. Dér kan man se stort set de samme palmer, det samme hav og de samme klippeøer, som fyren arbejder hårdt for at få fanget ind i sin linse. Nu har han sat sig ned og venter sikkert på at solen skal blive mere rød. Det bliver den.
Helt ligesom på postkortene.
posted by Mik Aidt at 18:31

 
Lørdag 20. juli - Had Rin Beach

Hvem skulle tro det kunne føles så behageligt at stå op klokken 03 om morgenen?
Det står der faktisk på mit ur at klokken er, men udenfor er solen begyndt at skinne og thailandske kvinder gået i gang med at vaske tøj og lave mad. Og jeg føler mig oven i købet veludhvilet.
Vandrer lidt rundt i nabolaget. Det er næsten kun thailændere, der er oppe på dette tidspunkt, mellem 8 og 9 om morgenen. Antallet af ølflasker på terrasserne foran bungalowerne vidner om en aften med godt gang i hytterne.
Går langs den vestlige strandbred og kommer forbi et sted, der hedder 'Friendly Bungalows', hvor der er lyst og venligt, en stor åben græsplæne, fotogene kokospalmer og hvide bungalows, som ikke står helt så tæt som de andre steder.
I midten ligger en restaurant på en overdækket terrasse, hvor jeg stiller mig ind og venter. Efter lidt tid dukker en lille thailandsk kvinde op.
"Har I en ledig bungalow, og hvad koster den?," spørger jeg hende.
"Vi har kun én tilbage. Full moon party, you know. 200 bat per nat." (40 kroner).
Hun finder nøglen frem og vi går om bag ved restauranten, om til vejen bagved, hvor hun viser mig den sidste lille bungalow i rækken, længst væk fra havet.
"Men hvis der bliver en anden ledig, som ligger tættere på havet, så vil jeg gerne flytte over i den. Okay?"
"Det gør der ikke," beklager hun. "Full moon party!"
"Men fuldmånefesten er da først den 24. juli, altså på onsdag?"
Hun fortæller at folk har booket længe i forvejen, og at der efterhånden allerede begynder at være "alt udsolgt" fire-fem dage før fuldmånefesten. Ligesom til en stor festival.
"Men... så er der også huset dér," kommer hun pludselig i tanke om og peger på et af de to hvide murstenshuse helt nede ved stranden. "Det er ledigt. Men det koster 600 bat per nat." (120 kroner).
"Jeg tager det," siger jeg uden at betænke mig ét sekund.
I forhold til det lille mørke thai-hummer, jeg kommer fra, i et tætpakket og tætbefolket område, er dette som at flytte fra baggårdsslum til luksusvilla.
Og her sidder jeg så og skriver disse ord, på terrassen foran mit lille elegante hus med grønt tag og hvide mure - perfekt placeret med udsigt til det azurblå hav, hvor bølgerne bruser ind mod et koralrev godt 100 meter ude, kokospalmetræerne strækker sig ud mod den hvide sandstrand og den skyfri blå himmel, eksotiske fugle kvidrer og skræpper op, en hane galer. På trappen op til nabohusets terrasse sidder en smuk solbrun engelsk pige i bikini i skarpe lyserøde og orange farver og læser i en bog i morgensolen og den behagelige brise fra havet.
Mens jeg klasker fødderne op på balkon-gelænderet, åbner jeg den lille flaske Air France rødvin, som jeg ikke fik drukket på flyrejsen, også selvom klokken i øverste hjørne af min computerskærm her fortæller mig, at derhjemme er folk ikke engang begyndt at stå op endnu. Mærker feel-good-faktor smilet brede sig fra venstre mod højre.
"You are not WORKING, are you?," kommer en anden pige fra nabohuset op og spørger mig. Hun introducerer sig som Jo.
"No, just typing..." svarer jeg.
Hun fortæller mig hvor vild hun er med at bo her, "og du må endelig sørge for at være her klokken 18, for det er de mest fantastiske solnedgange man får at se her, med udsigt direkte fra balkonen," siger hun begejstret.
Le spectacle va commencer! - All set, lad tropeferien begynde.

Solnedgangen bliver aflyst.
For netop som solen er blevet gullig, er det som om nogen trykker på en knap, og en kraftig vind begynder at blæse ind fra havet; på få minutter bliver alting mørkegråt og det begynder at storme. Regnen driver nordover, vi kan stå og se på de mørke skyer der driver ind over de grønne bjergtoppe mod nord, men får kun selv nogle dråber, og efter en times tid er det som om alting er glemt. Vinden stilner af, tørvejret og den komfortable aftenluft vender tilbage.
Efter en aftengåtur ned ad "strøget" tænker jeg: Waw, det er interessant, det her.
Jeg er først langsomt begyndt at forstå systemet.
For eksempel hvordan mange cruiser rundt ved aftenstide og vælger deres restaurant ikke efter menuen eller madpriserne, men alt efter hvilken film, der vises. At se film er tilsyneladende "the big thing" her - i perioden fra mørkets frembrud og til technofesten går i gang på stranden. Restauranterne fungerer som en slags biografer. I stedet for at hænge menukort ud på et skilt ved gaden, hænger der et skilt med DVD-covers af de film, som vises i løbet af dagens program.
Jeg passerer et sted, hvor filmen 'The Beach' lige er startet. Går først videre og tænker, "ja, det er klart", (for den foregår og er filmet på en ubeboet ø her i nærheden), men bliver så alligevel grebet af musikken, går tilbage og finder mig en stol.
Det bliver en helt anderledes oplevelse at gense filmen, dels fordi jeg nu sidder på den lokalitet, hvor en kort del af filmen foregår og er filmet (Kho Pha Ngan er det sted, hvor Sal og Richard, filmens hovedpersoner, henter forsyninger og medicin), dels fordi det altid er anderledes at se en film anden gang; man lægger mærke til andre replikker og billeder, ser det hele på en anden måde.
Jeg synes stadig det er en "supergodt-skruet-sammen" film, som sætter fingeren på en hel masse aktuelle emner, ikke mindst omkring hvorfor et sted som dette - mekka for technofreaks, goa-flippere, rygsækrejsende og nybagte studenter - opstår, og hvad det er, vi mennesker søger efter.
Turistens søgen efter "paradiset" er blevet en massiv kraft, som kan ændre hele samfund i den tredje verden. Det er Koh Pha Ngan mekkaet et godt eksempel på. Jeg kunne godt blive fascineret af det og få lyst til at "researche" noget mere i det, fremfor bare at "nyde" det - for det er stort. En hel by er vokset op her, hvor tusindvis af unge, solbrune, halvnøgne europæere på den ene side opfører sig nøjagtigt som om de var på ferie en hjemlig strandby, på den anden side freaker ud og gør ting, de næppe ville gøre derhjemme. Det betyder alligevel noget at være minimums 24 timers fly- taxi- og bådrejse væk fra alt det derhjemme. Hvor thailænderne til gengæld er reduceret til at være de tjenende ånder, der holder sig i baggrunden bag bardiske og i køkkenerne og sørger for at det hele fungerer.
Det er ikke svært at få umiddelbar kontakt med thailænderne, men det er svært at trænge dybere ind og ned i den kontakt - ud over "goddag"-og-"hvad-koster..."-planet - for jeg har endnu ikke mødt én, som talte et bare nogenlunde engelsk.

Fredag 19. juli - Thailand: Bangkok >> Kho Samui >> Kho Pha Ngan

Hvad jeg kender til af Thailands kultur kan tilskrives en dejlig thailandsk kvinde, som bor og har børn i Danmark. Wan hedder hun.
Ved ankomsten til Bangkok Airport er det svært at få øje på nogen forskel mellem denne og en hvilken som helst anden international lufthavn. Men i løbet af min første dag på disse længdegrader åbner landet sig for mig, og alt hvad jeg møder minder mig hele tiden om Wan: charmerende, smilende, varmt, sjovt.
Det er en stor lufthavn, der er ingen trængsel. Alting fungerer, også airconditionen og selv sæbebeholderne ved toiletvasken er fyldt op. Jeg passerer hårdtarbejdende rengøringsfolk, der er sat skraldespande op overalt og de ser ud til at blive tømt regelmæssigt.
Altsammen ting, der minder mig om at jeg IKKE er i Afrika.
"Amazing Thailand", står der på et skilt. Jo, tak - jeg er faktisk lidt "amazed" over den renlighed og den afslappethed, der hersker her. Folk virker smilende og uden stress. Man bliver ikke forulempet eller antastet af nogen, end ikke i lufthavnen.
Thailand er da ikke noget u-land, tænker jeg. Thailand er et "a-land". "A" for amazing og for afslapning.
I lufthavnen spiller de golf på græsset helt op til landingsbanen. Fem golfspillere står og venter på at vores fly triller forbi, før de passerer asfalten. Ekspedienten i en toldfri lufthavns-kiosk sidder på gulvet i lotusstilling, med begge fødder trukket op over knæene.
Jeg hæver - hurtigt og uden problemer - 8.000 bat på visakortet. Det svarer til 1.600 kroner, med andre ord svarer 1 krone til 5 bat, siger en hurtig hovedregning mig.
Bagageindtjek: "Dit fly kl 13:50 er aflyst, spring på 14:25 i stedet." OK, det passer mig udmærket at få en ekstra halv time til at se sig omkring.
Burgerbar-menukortet ser klart mere interessant og krydret ud, end man er vant til i en burgerbar. Ved boarding-gaten står to online ADSL-computere, der er lagt lange baner af brochurer og guidekataloger og landkort over Samui ud på forskellige borde, foruden et udbud af internationale tidsskrifter og aviser til fri afbenyttelse. Så meget for mit dårlige fotokopierede Samui-kort fra Lonely Planet-guidebogen, det havde jeg ikke behøvet.
I baren uddeler de gratis juice og bananchips, og bag en stor bunke bananer står et stort skilt med en oplistning af de mange sunde mineraler, potasium og vitaminer sådan en banan indeholder.
"Hvad koster én?," spørger jeg - ihukommende prisen per banan i en lufthavnsbar i Paris: 1.17 euro. Her svarer kvinden i baren: "No charge."
Jeg nupper én, og få sekunder senere kommer en uniformeret kvinde og erstatter den, jeg tog, med en ny. Quite amazing.
Flyet til øen Kho Samui er fyldt med unge briter med ultrakort hår og muskuløse overarme. Hvis det ikke var fordi en del af dem havde deres kærester med, ville jeg tage dem for at være et bundt britiske hooligans. Mange har Lonely Planets "Thailand's beaches and islands" fremme på bordet eller stikkende ud af en lomme på ryksækken.

Kho Samuis lufthavn er overmåde charmerende. Den lever op til alle forventninger om hvordan en lufthavn på en lille tropeø á la Hawai eller Samui må tage sig ud. Store stråtagsoverdækninger, men ingen mure på bygningerne. Masser af grønt, palmer og blomster. Lufthavnsbusserne erstattet af små åbne "tivoli-togvogne", som kører folk til og fra flyene.
De er malet i spraglede farver. "Welcome to Samui – Paradise Destination", står der på dem.
Jeg bevæger mig uden at tænke nærmere over det med strømmen af unge rygsækturister og sidder pludselig i en fyldt minibus uden egentlig at have nogen klar idé om hvor jeg vil af. Det tager chaufføren ikke så tungt. Vi sætter i gang. På bagerste sæderække sidder to israelere, som skynder på chaufføren for at han skal nå en bestemt færgeafgang til øen Kho Pha Ngan inden klokken 17:00. Han tager sig alligevel god tid til at sætte de andre passagerer af, én for én, ved hoteller og herberger langs med kysten, og tilsidst er der kun det israelske par og mig tilbage. Jeg beslutter mig for at tage over på øen med det samme, hvis vi når færgen. Kho Pha Ngan er øen som er berømt for sine fuldmånefester.
Klokken er præcis 17:00, da vi ankommer til havnen. Ude for enden af en lang mole ligger en stor hvid speedbåd og venter på os. Jeg betaler taxichaufføren 120 bat og køber for 115 bat en billet til båden.
I lav sol krydser vi det blå hav, siddende på taget af speedbåden, otte briter, heraf fem drenge i bar overkrop og shorts, to flødebrune svenske piger, et israelsk par og en enkelt thailænder. Fire af dem lytter til musik med hovedtelefoner på, mens den israelske mand taler i mobiltelefon det meste af vejen. En nydelse at sidde under den store åbne sommerhimmel efter de mange indelukkede timer i fly. Horisonten er plettet af grønne øer, der stejlt rager op på sin karakteristiske thailandske måde - som set på film.
Vi ankommer til øen og vandrer ind ad molen, en lille gruppe taxaer står parat til at køre os til øens sydspids, som åbentbart er dér alle tager hen: en landtange ved navn Had Rin hvor der med årene er vokset en hel lille turistby frem - en slags Løkken for goa-folket: en hyggelig snæver gågade tæt pakket med restauranter, kiosker, internetcafeer og massagelokaler, samt et bagvedliggende virvar af lodges og bungalows. Alle steder hedder noget i stil med "Sunrise", "Paradise", "Wonderland", "Coconut", "Palmtree" og så videre. Englænderne som jeg kører i taxa med taler ikke om meget andet end "getting battered" og de fortæller mig, at det er den østvendte strand, som der er mest gang i. Så dér stopper taxaen og vi daffer ned til et sted der hedder "Sunrise Bungalows". De har ikke plads til den engelske gruppe på fem, men kan godt finde et enkelt værelse til mig, pris 30 kroner. Bad og toilet i gården.
I restauranten sidder en masse europæere og knalder ud til en Bollywood-film. Bagefter deler de et par piller og diskuterer længe om det er fedt eller ikke-fedt at de er overtrukket med en slags sukkerbelægning.
Der er en vis intimitet over restaurantbetjeningen: Den 22-årige thai-pige sætter sig ned på stolen ved siden af én, mens hun gennemgår menukortet.
Jeg tjekker stranden ud i skumringen: blødt varmt sand, høj techno fra solide PA-anlæg, de velkendte dance hits, folk og hunde chiller ud i sandet og i vandet. Det hele minder mig ret meget om Nueba i Sinai: restaurant skråstreg natklub side om side - folk sidder i sandet på stranden ved små borde med stearinlys. Der er mindst 1.000 europæere, de fleste er tilsyneladende englændere eller israelere.
I bugtens sydligste ende ligger "The Full Moon Party Vinyl Club" og "The Original Full Moon Party Paradise Bungalows". Det var her, det hele i sin tid begyndte, da de første små flokke af rygsækturister begyndte at holde fuldmånefester for 15-20 år siden.
For 80 bat (16 kroner) får man sig en formidabel ret med rejer i karry-kokossauce.
Mit lille værelse på 1. sal er omkranset af tynde vægge, flettet af strå, og med en åben sprække under taget, og dermed også omkranset af lyde fra alle fire verdenshjørner: musik fra filmsoundtracks på forskellige restauranter, stemmer fra gaden, technomusikken fra stranden, én som klirrer med flasker lige på den anden side af væggen.
Jeg har lidt af et søvnunderskud fra flyrejsen i nat, hvor jeg nærmest ikke fik lukket et øje, så jeg finder ørepropperne frem og går i seng ved 23-tiden, svarende til hvad der for min krop stadig registreres som 18-tiden.

Torsdag 18. juli
Malerisk nedstigning fra bjergene i strålende solskin. Pernille kører mig til lufthavnen. Afsted med næsen mod nord: Paris, og så 10.000 kilometer øst: Thailand.

posted by Mik Aidt at 09:04

 
Onsdag 17. juli - St. Julien du Verdon

Livet i en sydfransk landsby minder på mange måder om livet i en afrikansk landsby. Man lader sin bil stå på parkeringspladsen med åbne vinduer. Man sætter indkøbsposerne med kød og grøntsager, som man har handlet ind på markedet, fra sig ved springvandet midt på torvet, og sætter sig så hen på en café 50 meter derfra og slapper af - uden at bekymre sig det mindste om at nogen skulle kunne finde på at løbe med poserne.
Folk kommer forbi og hilser, og alle har god tid til at snakke.
Man lukker ned og alting går i slow-motion, når solen begynder at blive for varm.
Landsbyliv er landsbyliv. Og i St André er der ingen turister til at sætte hjulene op i hurtigere omdrejninger, som man ser det mange andre steder i Sydfrankrig.
Vi passerer et stort hotel med syv hektar tilhørende land og skov, som Cyril fortæller lige er blevet solgt på tvangsauktion for 900.000 kroner. Alle i landsbyen regnede nemlig med at det ville komme til at koste mindst syv millioner eller mere, så ingen regnede med at have råd til at købe og gad derfor ikke at møde op til auktionen, udover én enkelt mand, som således fik hele herligheden til ren foræringspris ved første bud.
Et alors, "Le Chalet Soir Classique", s'il vour plaît. Merci! Hvilket vil sige aftensvømmetur efterfulgt af barbeque-grill i cikaders, egerns og gode venners lag, (Peter Kyhn og Rita fra Danmark, Phillip og hans kone fra St. Julien, samt Pernille og Cyril). Cognac til måneglitterpanoramaet over den kulsorte sø, hvor snakken som så ofte under åben stjernehimmel bevæger sig rundt i universet og intelligent liv derude og lignende uendelige emner, mens halvmånen stille og roligt synker ned over himmelen mod bjergkammen. Tilsidst forsvinder den og vi sidder i mørket på badebroen og lytter til fiskene, der slår smut i vandet, mens et stjerneskud fra tid til anden falder ned fra Mælkevejen.

Tirsdag 16. juli - St. Julien du Verdon

Well-well, det er ikke kun Afrika, der har kontraster at byde på. Sydfrankrig har skam også sine. Som nu for eksempel: Kontrasten mellem at sidde fast i en trafikprop mellem tusinder af stressede og forsinkede mennesker bag hver deres bilrat på en tre-sporet motorvej mellem Cannes og Nice og at sidde tilbagelænet i en kano på en vindstille bjergsø ved skumringstide, helt alene som i en stor canadisk naturpark, kun omgivet af bjerge, skove, skyformationer, drivende træstumper og fiskene i det klare vand under mig - heriblandt en gedde på over en meters længde, som ved synet af den blå kano slår et voldsomt smut med halen tæt ved bredden og forsvinder ned i søens dyb.
Som kontrasten mellem at høre et diskoteksremix af Goldtrixs 'Trippin' og et ambient, jazzet film-soundtrack med Jon Hassel. (To numre som vi - blandt mange andre – ved aftenstide sidder og dyrker på Cyrils nye connaisseur-stereoanlæg med højttalere så store som klædeskabe.)
Der er folk, som KUN kan li' én slags musik. Nogle kan kun li' jazz, andre kan kun li' sokkepop-disco. Sagen med mig er at jeg har begge slags musik med i CD-tasken. (Plus en blandet global landhandel af andre genrer.) På nøjagtigt samme måde som jeg elsker den hektiske, overfyldte, trafikpropfyldte, turistindustrielle Riviera samtidig med at jeg elsker den storslåede stilhed heroppe i bjergene. Det behøver ikke at være et "enten-eller". For mig at se får kontrasterne mellem de to tilstande dem blot til at stå endnu mere tydeligt frem med hver deres kvaliteter.

posted by Mik Aidt at 15:16

 
Mandag 15. juli - Cannes >> St. Julien du Verdon

Dagen starter med noget der ligner en tarmgennemspuling. Efter 14 dage i Senegal var jeg nok lidt overmodig i går, spiste uvasket frugt og drak masser af postevand, "for nu er jeg jo tilbage i hygiejniske Europa," tænkte jeg. Men nej, tynd mave er det åbentbart ikke sådan at slippe uden om som nyankommet og utilvænnet dansker i Sydeuropa. Heller ikke i Cannes.
Eftersom regnen siler ned dagen lang, virker det som om samtlige områdets hundredetusinder af turister har fået samme idé som jeg: "Sku' vi ikke droppe strandturen og i stedet gå i butikker inde i centrum? Der er jo sommerudsalg!" Med lange køer og trafikpropper til følge.
Nu har jeg jo lige været i London, hvor jeg tog mig en grundig tøjshoppingtur op og ned ad Oxford Street, Soho, med mere, og der er ingen tvivl om, såvidt jeg kan se, at udbuddet er større og langt mere interessant i Cannes. Det er også mere pebret hvad angår priserne.
Jeg køber mig en ny lærredsjakke og nogle lærredsbukser, et par nye sko, et par nye superfede hovedtelefoner. Så er udstyret fit for fight til en troperejse mere!
Kører alene op i bjergene ved aftenstid. Pernille skal ud og spille for en millionærfest (værten er typen, der blandt andet plejer at invitere Nicholson og Moore).
Passerer nogle af Sydfrankrigs flotte middelalderlige slotte og en bymur med hængebro. Det regner i stride strømme under det meste af opstigningen, men ved ankomsten til St. Julien du Verdon er der tørvejr og helt vindstille. Hvilket vil sige: En slående smuk stilhed! Skyerne ligger lavt mellem bjergtoppene ud over den azurblå-grønne bjergsø.
Indlogerer mig i Le Chalet med høj musik på anlægget. Efter et par timer bliver det mørkt, og tid til at få hvilet ud for både egern og fordøjelsessystemer.

Søndag 14. juli - Cannes

Hov, det stod der da ikke noget om i rejseplanen? Gråvejr i Nice?!
Her havde jeg set frem til at ligge og boble under en skyfri himmel foran Promenade des Englais for så at springe ud i det azurblå Middelhav. Men nej. Regn, silende regn, våde sko og kolde tæer.
Er dumpet ned i den helt store festaften på Rivieraen, Bastille-dagen, hvor et i sandhed imponerende fyrværkeri til millioner af kroner bliver brændt af til et ligeså storartet synkroniseret lydbillede af musik fra et gigantisk PA-anlæg, der er placeret på fire tømmerflåder langt ude i havnen. Himlen oversprayes overdådigt af guldglimmer, der folder sig ud som intergalaktiske blomster – som i et orgie af stjerner, der eksploderer. Betagende ekstravaganza, som i kontrasten til Dakars misrøgtede strandbredder føles som at være dumpet ned i et overflodsland af fløde og honning.
På Hotel Majestic er klientellet ikke meget for at gå ud og blande sig med pøbelen i regnen på promenaden. Her sippes til de dyre vine og diskuteres problemer af den type, som man har, når man har mange penge at bekymre sig om.
Velkommen til den vestlige verdens overklasse, Sir! – slå dig ned og se ud som om du keder dig, for det er sådan vi gør her.
Mændene ligner næsten alle direktører eller filminstruktører i deres velmagts-alder, finansverdenens tunge drenge, Michael Douglas, Robert de Niro eller Harrison Ford-agtige typer de fleste af dem, alle klædt i sorte eller grå jakkesæt med slips, bortset fra de arabiske mænd, der hellere klæder sig som prototypen på en rig oliesheik fra Saudi Arabien. Déres kvinder er hyllet ind i sorte slør, mens de øvrige kvinder er klædt i næsten ingenting, en nedringet kjole eller top, bare skuldre, rygge og maver, (den alt for kølige airconditioning til trods), høje stiletter, diamantsmykker eller noget der ligner, og langt afbleget hår. En amerikansk familie har sine to Britney Spears-klonede døtre med rundt om bordet, men ellers er der ikke mange gæster, udover mig, som er født senere end 1950.
En middag koster fra 500 kroner og op. Og smager faktisk også derefter – måden kødet smelter på tungen er noget af en kontrast, når man lige er ankommet fra Afrika, hvor så godt som alt oksekød er kæbevridende sejgt.
Alt imens Pernille og Cyril underholder det bedre borgerskab med 'I Will Always Love You', 'Isn't she lovely', 'Bagdad Café' og flere fra samme skuffe.

posted by Mik Aidt at 19:13

 
Lørdag 13. juli - leaving Dakar

Vågner op til endnu en perfekt dag på Hotel La Madrague, og starter dagen med endnu en perfekt svømmetur helt over til N'Gor-øen hvor de store atlanterhavsbølger brydes og sprøjter i høje, hvide kaskader af skum og brus ind over klippeskærene ved øens næs.
Omelet-morgenmad serveres på altanen i en perfekt brise og behageligt diset solbelysning.
Ved 13-tiden begynder der at lyde høj mbalax musik, først tror jeg det kommer henne fra baren, men så ser jeg at der er blevet stillet et stort sort PA-anlæg op ude i sandet på stranden, få meter fra bølgerne hvide brænding. Det er lørdag, og der skal være koncert, eller ihvertfald strandfest, tænker jeg. Senere viser det sig at det er "store-kapronings-dag" og stranden bliver om muligt endnu mere sort af mennesker end den plejer at være, mens hotellet druknes i lydinferno fra megafoner og PA-anlæg, som restaurantens eget interne anlæg forsøger at spille om kap med.
Svært at acceptere at det allerede er den 13. juli og at der står i kalenderen, at to uger er gået og det er tid til at komme videre. Det er som om denne her Senegal-tur stille og roligt har listet sig fremefter af en støt opadgående kurve, der er endt med at samtlige feel-good metre bonger op i det røde max-område.
Her på afrejsedagen synes alting at mødes i én sansemættet multidimensionel rigdom på skarpe farver, polyrytmisk musik, udsøgt lækker mad, rosévin og livets sunny side up, mens en lang kano med 16 muskulære kroppe i silhouet spurtpadler forbi uden for strandrestaurantvinduet - et syn som for mig indeholder essensen af 'klassisk Afrika'.
Har vandret i sand og støv, har svømmet og danset og grinet og svedt og haft øjeblikke af stor menneskelig varme og naturskønhed og har indimellem bandet det her lands chancer for nogensinde at blive "turistmål" langt væk med alt dets stinkende forurening og spilden af tid og påtrængende huslere, men her på afrejsedagen er alt det negative glemt - tilbage står indtrykket af kontraster og af at det er kontraster, der giver livet krydderi og gør det sjovt at være til.
Alright, Afrika - du vandt matchen, ikke på tekniske point, men på din ligefremhed, din herlige, multifacerede og inspirerende energiudstråling. Og jeg... ja, jeg bliver nødt til at komme tilbage og tage revanche! >:-)
posted by Mik Aidt at 19:38

 
Fredag 12. juli

Super hotel, superkedeligt klientel. Bortset fra svømmepøl-barmand "Pap's", som er ret morsom at snakke fransk sammen med. Dét svinger!
Efter et døgns tid på hotellet går det op for mig, at dette er et ekstra privilligeret sted at være, fordi man nærmest er den eneste gæst blandt en stor stab af tjenere, bartendere og vagtmænd. Jeg har alting for mig selv, stort set. Hotellet blev indviet for et år siden, så det er faktisk et helt nyt hotel. Måske har de ikke rigtigt fundet deres kundekreds endnu. Både poolbar, indendørs bar og restaurant står for det meste tom, og når der endelig dukker nogen op, er det enten tykmavede libanesiske forretningsmænd eller kvindelige amerikanske ambassadefunktionærer.
Ingen bruger svømmepølen. I poolbaren sidder i løbet af eftermiddagen højst en enkelt, ældre franskmand, når det går højt. I restaturanten ser jeg i løbet af aftenen kun gæster ved to borde.
Hotellet er i øvrigt, ligesom de andre gode lokaliteter, jeg har fundet her i Senegal, ejet af udlændinge - en fransk kvinde, har jeg indtryk af.
Jeg hygger mig på Senegals bedste hotelværelses-altan med mangofrugter, papayaer og bananer, kombineret med svømmeture, god stærk kaffe med det lækre, franske expresso-skum i poolbaren, lidt skriblerier på den bærbare. Overvejer at prøve deres tilbud om en times surf-undervisning.
SÅDAN her kunne jeg godt finde ud af at leve i et par måneder mere, hvis nogen skulle få lyst til at finansiere det for mig.
Eller ihvertfald at vende tilbage til en anden god gang.
Chambre numero 18 også næste gang, s'il vous plaît!

Mer vil ha' mer.
Vi er nu gået over til Gammel Dansk, for cognac'en fik pludselig kunder og forsvandt som dug for den ubarmhjertigt brændende stærke afrikanske sol.
En flok fugle med store vinger flyver hen forbi min altan, og et stykke oppe på himlen, cirka dér hvor solen gik ned over havet og fiskerbådene for nogle minutter siden, står den klareste nymåne og smiler til mig, næsten vandret ligger den, og er i følgeskab med én enkelt stjerne, sikkert en planet, ihvertfald meget klartlysende og den eneste stjerne, der endnu er at se på den blå, omend hurtigt skiftende til en mørkere og dybere blå, himmel, der kun er plettet af et par små løsrevne skyer tæt ved horisonten.
Det er ikke helt mørkt endnu, men mørkt nok til at jeg ikke kan se en eneste af de taster, jeg sidder og trykker på. Det har taget nogle uger, men efterhånden kender jeg alle tasternes position selv i mørke, apostroffer og specialtegn inklusive, og det føles superfedt på den måde at være "integreret" med sin skrivemaskine, omsider.
Musikken der akkompagnerer disse linjer er én af de fem-seks chill-out CDer jeg købte i London, i en tilbudsrus ved HMV butikkens herlige sommerudsalg, som jeg tilfældigt rendte ind i på min vej ned ad Oxford Street i London.
Det er uforligneligt passende musik til stemningen her.
Jeg tror jeg bliver nødt til at gå ind og fylde glasset op med GD forstærkning. Den her solnedgang skråstreg måneopgang er for interplanetarisk suveræn at sidde og være vidne til fra - som bekendt - Senegals bedste altan.
Hej, nymåne. Når du engang (også) bliver fuld, om 12 dage, sidder jeg på en strand på en lille grøn ø i Thailand og ser dig stå op - sikkert sammen med tusinder af andre, der ligesom mig er kommet langvejs fra for at fejre den globale fuldmånefest. Det bli'r sjovt, så... see you there.
I aften vil jeg tage ind og opleve Youssou N'Dour live. En slags "pilgrimsbesøg". Ligesom da jeg i sin tid tog til Ikeja i Lagos for at opleve Fela Kuti live.
Købte Youssous seneste 'Ba Tay' album på markedet i Dakars centrum i dag. Det er såvidt jeg kan se kun udgivet i Senegal. (Pris efter lange forhandlinger: 5.000 CFA.)
Det var sjovt på markedet i dag, og langt mere afslappet end sidst. Abdulai, min chauffør, havde fået en bedre forståelse af hvad det vil sige at "prutte om prisen" og at det er nødvendigt at være hård til det, når man er sammen med en "toubab".
Jeg købte også en CD med Vivianne N'Dour, som er hustru til Youssous lillebror, samt yderligere fire kassetter, som Momodou via en email anbefalede mig at få fat i.
Besøgte den på markedet ofte omtalte 'fabrik' hvor dusinvis af syere sidder skulder ved skulder med deres symaskiner og producerer endeløse baner af bløde turistprodukter á la tasker, bukser, skjorter, og så videre. Det var ret sjovt at se. Endte med at købe nogle tasker, et par skjorter, bukser – og hentede også de tre små djember hos Tam Tam Magic som jeg bestilte i mandags. De var selvfølgelig ikke helt klar, da vi kom klokken 16, så vi måtte komme igen ved 18-tiden. På samme måde med min jakke, som jeg i onsdags indleverede til et renseri: "Vi er kede af det, men som du kan se er der strømafbrydelse, så vi har den ikke klar endnu. Kom igen i morgen."
Irriterende? Ja.
Samme mønster gentager sig på hotellet: "Hvor er mine bukser, som jeg gav jer til vask i går morges, og som I lovede ville være klar i dag?"
"Vent, så undersøger vi det".
Man venter på værelset. Ingen svar.
12 timer senere stiller jeg samme spørgsmål. "De er klar i morgen", lyder svaret da.
Alright. Man kender sangen - "mañana-sangen": "Bukkra..." "Demain..." "Tomorrow, sir..."
Nå, mens jeg sidder og skribler løs her har mørket for alvor sænket sig, musikken er stadig god, nymånen er så spinkel og tynd som den næsten kan blive, stjernerne er dukket op, når jeg læner hovedet godt tilbage, - en forbipasserende duft af grillstegte rejer skærper appetitten, - jeg tror det er tid til at lukke ned for den digitale skærm her og i stedet entrere RL (Real Life) i restauranten nedenfor.
Køkkenhygiejnen og postevandet fra hanerne her i Dakar-området er tilsyneladende OK, for ud over en enkelt dag med 'turistmave', efter den første uges ophold, har det hverken givet mig mave-tarm-problemer at drikke vandet eller spise de grønne salater, frugter, og så videre. Selv toiletbesøgene hernede er således en værdsat fornøjelse!
Aftenen i hotelrestauranten er præget af strømafbrydelser. Og her taler jeg ikke om at lyset forsvinder et par gange. Det forsvinder næsten hele tiden – i korte intervaller – så man lige så godt bare kunne tænde stearinlysene og nøjes med dem, hvis ikke det var fordi de hele tiden blæser ud i vinden. Det er hårdt at være elpære i dette land. Elpærerne må være blevet tændt og slukket de første 60 eller 80 gange denne aften.
Klokken 23:30 står jeg foran hotellet og venter på min chauffør, Abdulai. Sidste mand har forlængst lukket og slukket, nu holder kun den gamle vagtmand med machetten sig vågen, siddende på en stol ved indgangen.
Abdulai dukker op med et kvarters forsinkelse, og vi kører ind gennem byens tomme gader. Mange områder er ramt af strømafbrydelse, ser det ud til.
Abdulai er i topform, all dressed up, i fin sort skjorte og sorte bukser. Det virker sært at være på vej til fest i en død og mørkelagt by, hvor hele resten af befolkningen forlængst har sagt go'nat og er gået i seng - og man også selv må gribe sig i at gabe og have mest lyst til at se lagener.
Vi kører ind til Plateau for at samle Abdulais 'fiancé' op, hans kæreste, der hedder Awa og ser rigtig rigtig sød ud - (det kommer vi tilbage til). Ankommer ved 'Thiossanne', der set udefra ligner en hvilken som helt anden natklub, hvor vi tydeligvis er blandt de første, selvom klokken allerede har passeret midnat. Den store parkeringsplads er nærmest tom.
Entré per person: 3.000 CFA, hvilket tydeligvis føles som lidt af en formue for Abdulai og Awa. Abdulai betaler, (eftersom jeg gav ham et dertil beregnet forskud i eftermiddags på 6.000), og vi får tre blå billetter, som ved første checkpoint afrives halvdelen, mens man ved andet checkpoint afleverer den resterende bid. Jeg er glad for at jeg ikke har taget hverken kamera eller båndoptager med, for der hænger store skilte om at det er forbudt, og jeg bliver oven i købet kropsvisiteret.
Hvad jeg helt havde glemt at tage hensyn til, da jeg tidligere på aftenen iklædte mig en af mine nyerhvervede afrikanske skjorter, var, at det at gå på natklub i storbyafrika er som at gå ind i en slagterikøleboks, hvor jakke, halstørklæde og termoundertøj ville være mere passende til forholdene. Fire meterhøje aircondition-anlæg sørger for at temperaturen er på et niveau, som ville frembringe klager og halsbetændelser i enhver dansk natklub.
Stedet ligner en rimelig normal afrikansk natklub, på størrelse med det gamle Montmartre eller Kridthuset i København. Scenen ser til gengæld ikke ud af meget. Ja, man kan faktisk mere præcist beskrive den som: fuldstændig tom.
Nå, men de finder vel ud af at få stillet noget op, og da der bliver ved med at komme folk ind, må man gå ud fra at Youssou også vil dukke op på et tidspunkt.
Fordelen ved at komme tidligt er at man kan finde sig et sted at sidde. Tjenere går rundt og serverer, og Abdulai er ved at gå bagover, da det går op for ham, at den sodavand jeg byder ham koster 1.500 CFA, (tre-fem gange det normale på en restaurant). Både han og Awa nægter at blive budt på mere end én sodavand hele aftenen - de kan slet ikke komme sig over at det er så dyrt.
Klokken 01:30 sker der pludselig en hel masse på scenen, det vrimler frem og tilbage med roadies, der sætter stativer og instrumenter og monitors op, ruller ledninger ud, laver hurtige lydprøver og tester lyset. Allerede en halv time senere er alting parat, "Le spectacle va commencer," siger Awa, da bandet går på scenen og begynder at spille med en opsætning, der ikke lader et europæisk orkester noget at komme efter i hverken udstyrets omfang eller tekniske kvalitet.
En ældre herre med sort slips og sort jakkesæt synger et par sange, og bliver så erstattet af en yngre fyr i etno-mønstret skjorte.
Besætningen er tre percussionister, som hamrer deruda' med de mest fabelagtige polyrytmer, en trommeslager, to guitarister, to keyboardspillere og en forsanger. That's it.
Klokken 02:20 er vi alle godt varmet op, og så står Youssou der pludselig på scenen, han virker glad og veloplagt - yderst nobelt klædt i gråt jakkesæt, sort skjorte, gråt slips. Og for pokker, sikke en stemme. Den har han stadig intakt og i god behold. Natklubben er på dette tidspunkt ved at være pakket med mennesker, hvilket vil sige en 4-500 stykker, vil jeg anslå. Langt de fleste er senegalesere, vi er vel alt i alt en 15-20 af de bleghvide/lyserøde ansigter i forsamlingen.
Det bliver en hjertelig og varm koncert. Folk kender hans musik ud og ind, synger med, ved hvornår og hvordan hænderne skal løftes eller rystes eller svinges omkring.
Rytmerne er helt overvældende. Køleboks-temperaturen forstår man har været nødvendig, for der går ikke længe, før sveden pipler frem og den samlede menneskemængdes energiudladninger har varmet lokalet op til langt over stuetemperatur.
Lyden, ikke at forglemme, er helt eminent. Ikke for høj, som man ofte oplever at den er ved koncerter i Danmark, og med klar og veldefineret lyd på alle instrumenter. Det kører for dem!
Jeg får lyst til at gå helt amok til saba-rytmerne og kaste mig ud i en spastisk solodans ind mellem alle menneskene, ligesom et par af fyrene gør i den kreds af gæster, der holder sig ude foran det venstre højttalertårn og minder mig om en senegalesisk udgave af boheme-klientellet i filmen Moulin Rouge, klædt i silkesjorter og med masser af afrikanske smykker, den ene med sort vest, nitte-bælte og store solbriller, den anden i kæmpestor grøn pyjamas med snabelsko, den tredje er en sværg, den fjerde i rasta-outfit, og så videre - yderst skabagtige, ultrerede og også temmelig arrogante i deres udstråling. Det er tydeligvis Dakars elite, der mødes her til Youssous koncerter, hvor entreen er høj nok til at holde den almindelige gadepøbel fra døren. Tilsat lidt luksus-prostituerede i lyserødt velour og franske expatrioter med afrikanske kærester. 45-årig blegfed mand med briller, pjusket skæg, svindende hårpragt og strit-ører, akkompagneret af 25-årig afrikansk supergoodlooking fotomodel i lårkort. Det synes at være normalmodellen her i Afrika.
Klokken 04:00 trækker Youssou sig tilbage og så begynder showet for alvor for husarerne: én efter én kommer en kvinde på scenen og viser sin formåen med hofter og baller, mens orkestret og ikke mindst trommeslagerne spiller op til hendes bevægelser: “Bing!" – "Bing-bing!" – "Bing-bing-bing-bing!" - og publikum jubler med.
Hvor har Mik været, mens alt dette foregik omkring ham? I en anden verden centreret om et par øjne, som i øjeblikkets vakuum af dyb fascination synes at være det smukkeste par øjne jeg nogensinde har set i de 14 dage jeg har været i Senegal. Ærlig og uskyldsren, ægte skønhed. Hvad sker der? Er det mig, der står her på min sidste aften i landet og danser med Senegals smukkeste kvinde?!
Hendes ansigt minder mig om en af pigerne fra TLC, (eller er det All Saints?), en blanding mellem Whitney Houstons øjne og en mere afrikansk ansigtsprofil, udsøgt klassisk og elegant. Øjnene sidder langt fra næsen - smalle, aflange, mørke, feminine. Hvorfor er hun ikke forlængst en stor afrikansk filmstjerne?
Hendes hår er kort og "europæiseret", hvilket vil sige at de originale små krusede afrikanske krøller er strukket ud til noget, som mest af alt ligner en stiv paryk, page-klippet, med et enkelt velplaceret og absolut ikke tilfældigt bølgebrus i pandehåret på venstre side af midterskilningen.
Bortset fra at jeg ville have elsket at se hende med sit oprindelige hår, ligesom Angelique Kidjo, klæ'r det hende sådan set meget godt, også set med eurocentriske øjne. Jeg tæller ikke én afrikansk kvinde i lokalet med oprindeligt, sort, kruset hår. Alle som én har de enten kunstige hårforlængelse, parykker eller fletninger. Udglattet, farvet og manipuleret hår.
Hun er klædt helt enkelt: i en hvid, chiflon-agtig nederdel i flere lag, næsten-gennemsigtig og med flæser forneden, samt en rød, tætsiddende t-shirt, et par sandaler med moderat høj hæl og uden remme ved anklen. Men for pokker, hvad er det hun laver med den nederdel?!, måden hun griber fat i den midtfor og bevæger stoffet rundt og rundt, hiver op i den, op imod skridtet – sig mig, burde nogen ikke fortælle denne kvinde noget om anstændighed på et dansegulv?! Jeg husker ikke hvornår jeg sidst har været så seksuelt opstemt af blot at danse. Hendes krop og alle proportioner omkring den er ren æstetisk nydelse, hun er hele tiden ude efter kontakt, ude efter at jeg kigger på hende, lyser op i et gribende smukt og charmerende smil hver gang vores øjne mødes. Jeg har forelsket mig i de øjne, bedre kan episoden nok ikke forklares. I det hele taget måden hun danser på, måden hun bruger sine arme, sine hofter, sit hovede... med en sådan ynde og elegance, så udtryksfuld i sine bevægelser - i deres formidling af musikkens skarpe rytmiske markeringer. Uforligneligt afrikansk, uforligneligt feminint. Rytmerne hamrer løs, vi andre svæver luftigt afsted oven på dem.
Abdulai synes af en eller anden for mig ikke helt forståelig grund ikke at have noget i mod, at hans smukke kæreste så åbentlyst spiller op til en fremmed mand denne aften.
Der sker nu heller ikke noget ved det. Ikke andet end at vi smutter ud og køber nogle 'amburgers' og Abdulai kører os hjem. Først sætter han Awa af, et kort farvel og "held og lykke" fra bilvinduet, så hjem til Hotel La Madrague, hvor klokken i mellemtiden er blevet 05:30. Men hey, Afrika, tak for dansen, det var super!

posted by Mik Aidt at 16:06

 
Torsdag 11. juli

>Le Bien-être< står der på en af de store, fem meter høje billboard-plakat-reklamer langs med vejene, hvor man blandt andre også kan se landsfaderen Youssou N'Dour stå og gøre reklame for et Nissan farve-tv.
"Bien-être"... jeg forestiller mig at det betyder noget med velvære, 'the feel good factor', følelsen af at være en del af Det Gode Liv.
Bien-être: Yep, det er præcis sådan man har det, når man lige er checket ind på et nyt hotel ved stranden og bliver anvist sit værelse, og det viser sig at være - såvidt jeg kan bedømme - det fedeste mest 100-procent-feel-good-factor hotelværelse i hele Senegal. Intet mindre.
(Hvilket er noget man måske især påskønner som 'turisten' der fra tid til anden må minde sig selv om at "det var altså meningen det skulle være FERIE, det her.")
Afrika er fuld af overraskelser, once again. Da jeg forleden var forbi for at booke et værelse her lød beskeden at "desværre, alle værelser med vinduer eller balkon mod havsiden er optaget eller reserveret. Du kan få et med vindue mod parkeringspladsen." Hvilket fik mig til at kigge mig om efter andre hotelmuligheder. Hvorfor nøjes med second best?
Men i dag, hvor jeg så alligevel beslutter mig for at flytte ind på Hotel La Madraque, fordi min research rundt i byen i går fortalte mig, at Madrague - værelsessituationen til trods - stadig er det bedst placerede hotel, hovedstaden har at byde på, direkte ved strand og vand, og med svømmepøl til at skylle det klistrede saltvand af i, ja så giver de mig sgi værelse 18, der viser sig ikke bare at være et værelse med udsigt til havet, men med en fantastisk altan ud mod havet, hvor man kunne holde en hel havefest og hvor jeg nu sidder i dejlig svalende blæst og lyden af bølger, der slår op mod sandstranden, samt panoramaudsigt til det lyseblå hav, Peter Gabriels sommerhus-ø N'Gor som ligger en kilometer ude i vandet og er bebygget med huse og beplantet med palmer fra ende til anden, fiskerbådene som ligger og svajer for anker, og lige neden for balkonen: duften af grillet kød fra hotellets restaurant og svømmepølen, som er ved at blive fyldt op med rent vand. Var der nogen der sagde "tropical paradise"? Her kan jeg stå i timevis og suge til mig af synet af Det Gode Liv i troperne, suppleret med hvad der måtte være tilbage i min cognacflaske på indeværende tidspunkt.
Et rimeligt godt udgangspunkt for de næste tre dages Bien-être!
Glemte at fortælle, at rummet derudover er stort som en lejlighed, med sovepladser til fire personer, to badeværelser, (hvoraf dog kun det ene har toilet), aircondition, æstetisk indrettet med flettede kurvemøbler og lamper lavet af calabashfrugter, og for første gang i min tid her i Afrika en opfindelse jeg helt havde glemt eksistensen af og som gav mig et skoldende rap over nælderne: varmt vand i hanerne. Og så detaljerne, ja for det er detaljerne man lægger mærke til efter 14 dage i Afrika: Ikke en tom, ikke en kvart, ikke en halv toiletrulle... men en helt ny og fuld toiletrulle og to – ja, to! – ekstra, skulle jeg blive i bekneb. Er vi checket ind på første klasse, eller hvad?! ;-)
Det her er et sted, jeg ville ønske jeg kunne vise til nogen. Dele glæden med nogle flere. Selvom det nu også er cool bare at sidde og dyrke det her helt alene sammen med en flaske VSOP cognac, min bærbare og Gloria Gaynor i hovedtelefonerne. :-)
Nå, jeg tror jeg må ned og ha' mig en feel-good svømmetur inden frokosten. Af en eller anden grund er stranden, som plejer at være pakket med mennesker, fuldstændig tom her i dag. Nok fordi klokken endnu kun er 11 om formiddagen.
I aften har jeg en rendez-vous med en reggaemusiker, som en universitetsprofessor satte mig i forbindelse med, og i morgen tager jeg til late-night koncert med Youssou N'Dour. Lejer en bil (Abdulai) fra klokken 15 til 03.
Forvent ikke at høre mere herfra i de næste par dage. Det her er bare for cool-cool-qua til at man har tid til at rende afsted til cybercafeer! Gåturen her op til cybercafeen er nu en oplevelse for sig: mørke solbriller og hovedtelefoner med mit favoritremix af Gloria Gaynors 'Somebody Else's Guy' samt Goldtrixs 'Trippin' sat på loop giver nøjagtigt den distance og lægger det filter, som er nødvendigt for at kunne smile helhjertet og være i niveau med situationen - musikken gør at alt som passerer én føles som et herligt happy-go-lucky Jamaica-filmtrip, hvor det stinkende skrald og støvet og byggerodet og gadesælgerne der vil genere én og de dyttende biler, som vil forbi og de svedende vagtmænd i uniformer med skarpladte geværer og de hvide toubabs med solbriller (ligesom mine) der passerer i deres store Toyota Landcruisers og hele cirkuset bliver til en slags farverig historie om et land i Afrika, som man pludselig kan se på afstand - for dét det er... og hvortil svaret, sålænge man (som jeg) har lommen fuld af monetos, kun kan være 'thumbs up' og 'cool-cool-qua' og et smil der går helt fra venstre øre og til højre øre. Selv det lossepladsagtige wasteland, der ligger til højre og til venstre over det hele, bliver til kulørte plastikeffekter, når man passerer dem med et dejligt Sacred Spirit Memphis Blues remix i hovedtelefonerne. Musikken skaber et behageligt værn, som er nødvendigt, tror jeg, hvis man vil overleve i rollen som afslappet sommergæst, der IKKE lige har lyst til at tage Senegals miljøkatastrofer og økonomiske vanskeligheder personligt på sine skuldre i disse rimeligt dyrtbetalte turistferietimer.
Afrika tager lidt tid at komme ind i og ned i, men når man først lander og har fødderne komfortabelt placeret i det røde støv, er det et sprudlende, livsbestyrkende sted at boltre sig for frie tøjler. Farverne er stærkere, kontrasterne giver yderligere couleur.
Går pludselig turist-amok og køber syv - ved eftersyn sikkert rimeligt latterlige -postkort på tankstationen med et fedt Trousers Enthusiastic remix af Wes fra Cameroun i ørerne, og forestiller mig at dem vil jeg nyde at sidde og skrive nogle ord bagpå nede ved swimmingpoolen. Kan heller ikke dy mig for at købe lidt 'Bleu d'Auvergne' rockefort ost (25 kroner for 125 gram) og nogle oliven fra Dakar (tre kroner for 250 gram) - så er frokosten på Senegals fedeste altan hjemme.
Vel ankommet (fem minutters gåtur) til den lokale cybercafé rammer Afrika-virkeligheden én i fjæset: alt er nede, telefonvæsenets linje er brudt sammen, der er ingen forbindelse til internettet, kom igen om nogle timer, in-sha'-Allah.
Pas de probleme! så længe man har Wes og Gloria Gaynor i ørerne og kan kippe solbrillerne ned som værn mod gadesælgernes trængen-sig-på og cruise rundt i landskabet med regnbuefarvet syn på land og liv omkring én.

FAKTABOKS:
>>>HOTEL LA MADRAGUE, N'Gor, Dakar. Tlf (+221) 820 0223. Hotellet ligger fem minutters kørsel fra lufthavnen. Email: warung@sentoo.sn Singleroom pris pr nat: 24.000 CFA, dobbeltværelse: 30.000 CFA. <<<

Onsdag 10. juli

Tagterrassen i Yoff. Mit favoritsted at sidde og skrive dagbog henomkring skumringstid, i den lune blæst fra havet, med udsigt over hustage og mørkeblåt hav, og i dag en hel del skyer, som solens stråler brydes igennem som på et gammelt bibelsk oliemaleri. Der er fest, måske et bryllup, eller en barnedåb, hvad ved jeg, lidt længere nede af gaden - jeg kan se en masse mennesker er stimlet sammen, kan høre djembetrommerne og en gang i mellem bærer vinden også strofer af korsang i denne retning.
Derudover har jeg en legesyg vovse at tage mig af. Den har en gul bold, som den hele tiden kommer hen til mig med og vil have mig til at kaste hen af terrassegulvet. Hustaget er ret stort, så det bliver til en del løberi frem og tilbage.
Nu har tre søde unger på nabotaget opdaget mig. De kan lige akkurat få øjnene op i højde med muren. Smiler og vinker genert, halvvejs skjult mellem det blafrende vasketøj.
I dag lejede jeg en bil med indbygget wolof-talende chauffør, Abdulai, mest for sjov og for at få lidt mere fart på dagen, men også for at få ordnet forskellige småting, såsom at finde et hotel jeg kan bo på de næste par dage (lejligheden hvor jeg bor er reserveret til nogle andre fra og med i morgen), finde et renseri, hvor jeg kan få min jakke renset og noget tøj vasket grundigt igennem, turistindkøb på markedet, en tur til stranden, og besøge Alexis, som bestyrer computerne på AUF - et fransk universitets-institut med fokus på teknologisk udvikling, som findes i alle fransktalende lande i Afrika. I sandhed imponerende set-up, 70 computere i fire rum, 2 MB linje ud til resten af verden, et auditorium med storskærm og mulighed for online videokonference. Alt sammen i nydelige og velholdte, lyse lokaler. Alexis taler med begejstring om de databaseløsninger, som de har bygget op for universiteterne i de fransktalende lande, som giver både lærere og elever nogle helt nye muligheder for adgang til informationer og viden.
Velsmagende frokost i universitetskantinens sektion for lærere, sammen med tre andre fra instituttet, heriblandt Olivier, som fortæller mig en del om det senegalesiske musikliv, hvad er hot og hvad er not, og om kulturen i landet i det hele taget.
"Enhver der er noget ved musikken har skrevet en sang til sin mor. Det er tradition her. Det er moderen, som står for opdragelsen af børnene. Kulturen her er matriakalsk. Faderen ser børnene måske kun et par gange om ugen, og faderen har måske en eller flere koner - og børn med disse koner - andre steder i landet. Så man er ikke så tæt knyttet til sin far. Det er moderen eller moderens bror, du kommer til, hvis du har problemer eller brug for hjælp. Også økonomisk. 'Hvis du ikke har en morbror, er du ilde stedt', er der et wolof ordsprog, som siger."
Vi diskuterer lidt frem og tilbage om de gode og dårlige sider af den måde at organisere tingene på, holdt op imod det vestlige kernefamilie "far-mor-og-børn" princip.
Vi suser videre ind til byen med høj musik i højttalerne, Abdulai har en god samling kassettebånd i bilen. Jeg får lyst til at købe nogle bånd også, for at have lidt musikalske souvenirs med hjem, og vi kører ind til den markedsgade, hvor kassettebutikkerne ligger side om side. De har også CDer men de er rimeligt uinteressante, for det er de samme CDer som dem man kan købe i Europa. Kassetterne med den musik, som hele tiden spilles i radioen, kan man derimod kun få her i Senegal. At prutte om prisen med kassettesælgerne er en omstændelig affære, det tager laaaaang tid at få dem ned i nærheden af noget som er rimeligt. Jeg ender med at købe seks bånd for en pris af 9.000 CFA. I mellemtiden er bilens ene fordæk blevet blokeret af en parkeringsvagt, som kræver en bøde på 70.000 CFA for at have parkeret et sted hvor man åbentbart ikke må. For mig er det umuligt at se hvorfor, men eftersom vi ikke kommer videre uden at betale, er der ikke andet at gøre end at hoste op. Abdulai er helt med på at parkeringsfejlen er hans ansvar, jeg tilbyder ham dog efterfølgende at betale halvdelen af bøden. Vi runder nogle hjørner og Abdulai passerer det sted, hvor hans kæreste arbejder, hun kommer ud og sætter sig på bagsædet en kort stund.
Her opstår nogle minutter, hvor jeg sidder og oplever det at blive kastet ind i en forrygende tredimensionel film foran og rundt om mine øjne: Ved min venstre side sidder Abdulai og nærmest råber i munden på sin kæreste, der sidder på bagsædet, det foregår på wolof, mens mbalax-musikken brøler ud fra stereoanlægget og noget andet musik fra et par megastore højttalere på den anden side af gaden. Ved min højre side, uden for det åbne bilvindue, står en sælger og forsøger at overbevise mig om at jeg skal købe hans små kulørte stoftasker. Foran mig, på den anden side af bilens forrude, bliver en stor metalbakke med sirligt stablede stakke af kokosnød-stykker holdt frem, mens en taxi holder skævt og blokerer vejen til venstre for vores bil. Abdulai forsøger langsomt at møve bilen frem, vindspejlet på min side griber fat i nogle stoffer på en bøjle, til stor opstandelse inde fra fortovet, og i samme øjeblik løber kassetten ud og erstattes af radiostøj i dobbelt lydstyrke, en kvinde maser sig ind mod bilen med en kæmpe vanddunk på hovedet, luften er en tyk blanding af benzin fra en utæt beholder i bilen, bilos fra trafikken omkring os, parfumer fra de forbipasserende sælgere, der maser sig forbi, sved, solen bager ned på os direkte ind gennem foruden. Hey folks, jeg ville bare købe et par kassettebånd...! Det her er ikke ligesom at gå i Fona. Det er Afrika på godt og ondt. Det kan være bizart at kalde det ferie, men det er ihvertfald intenst.
En lang svømmetur halvvejs ud til øen N'Gor giver ro og ny energi. Forbløffende få senegalesere kan svømme, så selvom der er helt fluepapirsort inde ved bredden, hvor alle kan bunde, har man resten af havet helt for sig selv.
Expressoerne her i landet smager deliciøst, og endnu mere på en strandcafé med tæerne i sandet og mbalaxmusik i baggrunden. Suppleres senere op med en lige så superb mango - en af naturens syvende dessert-vidundere.
Havde egentlig hyret Abdulai indtil midnat (for en pris af 15.000 CFA), men kører hjem og giver ham fri allerede kl 19:00 for at kunne bruge den sidste time inden mørket falder på her på min favorit-skrive-spot. Det viser sig der ikke rigtigt sker noget i byen som er værd at køre ud efter på en almindelig onsdag aften.

Tirsdag 9. juli - Dakar

Starter dagen i lav sol på tagterrassen med banan, appelsin og mango. Og altså, de mangoer kunne man skrive sange om. De smager simpelthen bare for godt!
Sætter pris på at dette er en ferietur og ikke nogen reportagerejse, for jeg er forfulgt af teknologiske sammenbrud. Først var det mine hovedtelefoner, så kameraet, og i dag finder jeg ud af at min båndoptager også er helt umulig at få gang i. Ville optage nogle timer fra de senegalesiske radiostationer. På en eller anden måde lykkes det til sidst, men jeg tvivler på jeg vil kunne gøre det igen. Maskinen er kaputski. Jeg optager to timer fra 10:30 til 12:30 på 99,0 FM.
Syv-ni-tretten at den bærbare PowerBook holder stand. Sidder det meste af dagen og lytter til radio, mens jeg hamrer deruda' i tastaturerne på den.
Det er overraskende så lidt vestlig musik, der bliver spillet på radiostationerne. I langt overvejende grad er der lokal mbalax på alle kanaler, suppleret med lidt soukous i ny og næ. Næsten ingen reggae eller rap. Underligt nok, for jeg læste et eller andet sted at der skulle være op mod 3.000 rap-orkestre i landet.
Tager ud til Plage de N'Gor for lige at "digge" stemningen - den er god! - og tjekke emailen hos den nærliggende cybercafe. Hopper derefter i en taxi mod centrum, og genoplever hele turen, som jeg tog sidste søndag, da jeg ankom fra lufthavnen, denne gang i strålende solskin og på en hverdag. En HELT anden oplevelse. Farverig, fyldt af mennesker, positiv stemning. Sport og motion er kommet til Afrika i en grad jeg endnu aldrig har set før: en hel strand er okkuperet af joggere i hundredevis, frem og tilbage løber de allesammen i sandet.
Smyger mig ned af en af de travle handelsgader, ender med at kigge forbi Ganalé Hotel, mit udgangspunkt for en uge siden, hvor der som vanligt er Happy Hour mellem 18 og 20. Og hvem sidder dér ved et af bordene? Min gamle hollandske ven Kor van Bodegraven og hans franske assistent. De skulle være rejst sidste torsdag, men - som det næsten kunne have været forudsagt - deres udstyr ankom ikke til tiden. Faktisk regner de med at det ankommer i morgen, onsdag, med over en uges forsinkelse. De har begge måttet aflyse diverse opgaver og aftaler i Belgien og regner nu med at rejse hjem torsdag aften. Søndag skal Kor nemlig videre til Mongoliet, hvor hans kæreste åbentbart driver et velgørenhedsprojekt.
Et par af de bekendtskaber, de har spenderet deres tid med, kigger forbi - heriblandt blomsterprojektmageren og en ældre herre, hvis ene barn er handicappet og har en slem tandbetændelse. Kor fortæller om hvordan han har familier i Marokko, Tanzania og Venezuela som han i sin tid gav støtte til, da han først mødte dem, og som han bliver ved med at besøge med fem-syv års mellemrum. De klarer sig godt, fortæller han. For ham eksempler på at hans individuelle "ulandshjælp" faktisk har hjulpet.
Jeg sidder og tænker på at man burde lave en film om denne 58-årige Kor, der er ude at lave en dokumentarfilm. Han er en helt fantastisk original. Filmen skulle i så fald både inkludere eksempler på de film han har lavet verden over, og eksempler på den måde han driver sin egen lille private en-til-en "ulandsbistand" på.
Foruden interviews. Spørgsmålet er om han lige så åbent vil fortælle om hvordan han transporterede hash fra Marokko til Belgien i 1970erne - og alle hans mange andre anekdoter - ligeså snart filmkameraet begynder at rulle. Næppe.
Kor fortæller at siden han selv stillede sig bag kameraet for 35 år siden, eksisterer der kun meget få fotografier af ham selv. Han synes ikke der skal laves nogen dokumentarfilm om ham før han bliver 75 år.
De to herrer har selskab af Sofia, igen en yderst sofistikeret lady, som ovenikøbet taler flydende engelsk - noget man ikke er forvænt med her i landet. Hun smutter over i baren for at snakke med en veninde.
I samme bar sætter jeg mig på et tidspunkt og snakker med en franskmand fra Paris, som sidder og læser i en bog. Han er på besøg i 10 dage for at skrive en projektbeskrivelse til et nyt fransk bistandsprojekt, der handler om solenergi. Han spørger om jeg er studerende, og jeg spørger hvor gammel han tror jeg er. "27," siger han. Det er da meget rart at høre. Det minder mig lidt om, hvordan Linda lignede én på 18, da HUN var på min alder. Nå, men bortset fra det ser han meget dystert på fremtiden, for så vidt angår udsigterne til at få vedvarende energi til at slå igennem på verdensplan.
"Fint nok at man opfinder biler, der kan køre på brint og kun udskiller vanddamp," siger han. "Men hvad hjælper det, når det er så dyrt og forurenende at fremstille brint?"
På vej hjem sidder vi som sædvanlig lidt fast i trafikken, og vi kommer på et tidspunkt til at holde ud for en blå lastbil, som har sit udstødningsrør på højde med taxaens åbne vinduer, så det pumper direkte ind med bilos til et punkt hvor jeg føler jeg er ved at skulle kvæles. Så kommer der omsider gang i trafikken igen, og nogenlunde frisk luft strømmer ind af vinduerne igen.
Dejlig taxichauffør, i øvrigt. En ældre, gemytlig, muslimsk-skæget fætter. Han kender smutvejene gennem byen, så man undgår knudepunkterne, og da vi på et tidspunkt snegler os ud af en lige vej uden trafik, standser han, stiger ud og åbner kølerhjelmen, ryster og hiver lidt i nogle dimser og sætter sig ind bag rattet igen. Derefter kan vognen pludselig drøne deruda' med over 100 kilometer i timen. Han er typen, som man bare har det godt med fra første øjeblik man forhandler pris med ham, og venskabet udvikler sig undervejs, selvom ingen af os kan siges at være særlig gode til at tale fransk. Det ender med at han kører mig helt til døren, hvor jeg bor, selvom aftalen kun gik på at han skulle køre mig til vejkrydset ved hovedvejen.
Den første dag, da vi ankom hertil i Yoff, tænkte jeg: hvordan skal jeg nogensinde selv finde vej til dette sted? En unavngiven dør i en lang unavngiven forstadsgyde fyldt med døre og butikker. Men når man har været her et par dage bliver man stedkendt og kan slet ikke forestille sig det skulle være noget problem.
Tilbage i nabolaget er der strømafbrydelse og stearinlys alle vegne. Herligt, tænker jeg - turisten. For det giver en dejlig stemning. Aftenens højdepunkt er i den forbindelse turen til den mauritaniske slagter, som steger gedekød i stearinlysets skær. Der er ikke så mange kunder i aften, kun mig og to unge piger i det lille rum, bag de store røde kødskanker, som hænger på kroge i det rudeløse vindue ud mod gaden. De to piger siger ikke så meget til sådan en hvid mand som mig, men for pokker hvor ved de dog noget om hernede hvordan man skal klæde sig, hvis man gerne vil fremhæve sine forskellige fysiske fortrin. Moden p.t. er noget med en tætsiddende top med to tynde stropper og en meget lang og meget smal, tætsiddende nederdel af demin eller nylon, eller også en tilsvarende tætsiddende aftenkjole i silke eller plys, ja faktisk ligner de ofte hvad man derhjemme ville kalde en lang natkjole. Jeg sidder og nyder synet og den hyggelig stemning i det halvmørke lille lokale, der primært er oplyst af bålflammerne, som slikker op om kødet.
Lige nu... sidder jeg på balkonen ud mod gaden foran mit værelse og skriver disse ord i skærmens skær, det er skarpt nok til at lyse hele balkonen op. Der kommer en hestevogn forbi, fyren som holder tømmerne sidder og synger. Vi er tilbage i middelalderen. Der er ikke noget så hyggeligt som en strømafbrydelse, når man er i en forstad. Det er som at være rejst tilbage i tiden eller langt ud på landet for en kort stund.

posted by Mik Aidt at 18:59

 
Mandag 8. juli

Det meste af dagen går med at snakke, vaske tøj, lave mad, vaske op, en smuttur ud sammen med Marc og Daniel for at veksle penge i en bankautomat, købe frimærker på posthuset, og sådan.
Daniel bliver prakket nogle blå solbriller på af en høj fyr som står med den ene hånd fyldt med solbriller som var den et helt stativ. Det er utroligt at følge hvordan det med alle tænkelige kneb lykkes sælgeren at få held med sit projekt. Han hvisker Daniel i øret om hvor godt han ser ud med dem på, og han sørger for ret hurtigt at give Daniel dem i hænderne og nægter derefter at tage dem tilbage, før de er nået frem til en pris. Han opfinder en historie om at når Daniel tager de briller på vil han se alting positivt, selv de sværeste problemer vil synes lyseblå. Prisen bevæger sig nedad, fra 10.000 til 4.000, Daniel vil give 2.000, og lige inden bilen kører afsted, slutter de handlen af på 2.500 og begge parter er glade.
Pludselig er klokken 16, dagen er snart gået – jeg tager mig sammen og smutter hen til Plage de N’Gor for at sende nogle emails og tjekke Hotel La Madragues værelser ud. De har fem værelser med balkon ud til havet, men de er desværre alle reserveret ugen ud. Mmmm, lidt ærgerligt.
Sætter mig på en af de små restauranter for at suge ’ambiancen’ til mig. På stranden myldrer det med folk. Tusindvis af mennesker, faktisk. Mange der spiller tennis eller fodbold, svømmer, spiser, råber. Her skal man ikke komme hvis man søger fred og ro, that’s for sure! Men palmene er her, for et syns skyld, nogle få stykker, og det føles lækkert at have råd til at gå de fem trin op fra sandstranden og ind på terrassen foran en af de dyrere restauranter og bestille et glas iskoldt rosé (dobbelt pris af det normale: 2.000 CFA = 25 kroner), mens man har udsigt over det myldrende strandliv, bugten hvor 20-30 fisker-speedbåde ligger for anker, mens nogle aften støjende og osende stryger frem og tilbage mellem fastlandet og øen N’Gor, som afskærmer stranden og bugten for de voldsomme Atlanterhavsbølger, som ellers hærger de fleste andre strande. Det er på N’Gor at Peter Gabriel har bygget sig et sommerhus. Det kan man godt forstå. Det ville jeg også gøre, hvis jeg havde råd. Det siges nu godt nok at han aldrig kommer der.
Der er masser af hvide på stranden og i endnu højere grad på restauranterne. Franskmænd, italienere, libanesere. Mange af mændene er store, fede, overvægtige og grimme mafioso-typer. Andre er tydeligvis rygsækrejsende på jagt efter kulturelle oplevelser.
Anyways... What are you looking for?, spørger jeg mig selv.
Company? Or silence from company?
Hvad er det der får mig til at tænke at det vil være fedt at bo her i støj og larm fra tusinde strandgæster, fremfor et stille og roligt sted som mit værelse i en almindelig afrikansk forstad som Yoff Tonghor?
Hvad er det, der skiftevis driver én mod steder hvor der er action, liv, mange mennesker og tumult, hvorefter man nogle dage senere flygter fra dem mod øde steder, hvor man kan være alene og i fred og ro?
Sidder ved skumringstid, som her i Dakar er fra klokken 19:30 til 20:00, oppe på tagterrasen hvor vi bor og er egentlig godt tilfreds med at være netop her. Hele husets tag er indrettet som en terrasse, men Marc bruger det ikke til meget andet end til at hænge sit vasketøj til tørre.
Især her ved skumringstid bliver stemningen intens. Den klassiske: “Afrikansk Forstadsstemning.” Aftenbøn fra en moské i nærheden, vasketøj der strækkes ud i den behagelige tropevind fra havet, udsigt hen over hundredevis af flade tage, tv-antenner og palmekroner ud til det blå hav i horisonten. Huset ligger lige ved lufthavnen og med en halv eller hel times mellemrum kommer et fly lige hen over hovedet på én med en øredøvende larm. Jo større fly, desto lavere og mere larmende. Man kan følge hvordan de trækker hjulene ind og fortsætter ud over havet, mod Nord.
Franskmanden Marc, som vi bor hos, har en vagthund. Den ligner egentlig alle de andre hunde, som man ser her i området, blot er den renere og til at tale med. Ja, ikke bare det, den er både legesyg, kælen og har et stort kontaktbehov. Vi har lige haft en lille hyggelig samtale, hunden og jeg, og nu har jeg hundehår siddende overalt i tastaturet – det har jeg ikke prøvet før.
Lidt senere ankommer de to første af Daniels kursister. De andre otte kommer med et fly senere på aftenen, og så drager de samlet afsted til Sobo Badé.
Jeg tager en af dem, en 20-årig schweizer, med ned for at købe for 4.000 CFA grillet gedekød hos den lokale mauritanier, og fortæller ham lidt om hvad man skal passe på og sådan. Han kigger med store øjne på det liv, der udspiller sig omkring den mauritanske kødgrill, hvor en højttalende kvinde kommer forbi og overtaler mauritanieren til at hugge et stort stykke kød, hun skal servere for sin familie til aftensmad, op i nogle mindre stykker, hvilket han gør under stor latter og opstandelse i det lille lokale, for det sprøjter ud med kødstumper på alle os kunder, som står og venter. Øjeblikket efter kommer en anden forbi for at låne lidt gløder til sit strygejern.
Alt går som planlagt, de 10 kursister ankommer, og Daniel futter afsted sammen med dem mod Sobo Badé ved 1-tiden om natten.
Helt trist at vinke farvel, det har været nogle sjove og dejlige dage sammen med ham.
Vi snakker om at ses på Cuba næste gang. Dér arrangerer han kurser hver vinter.

Søndag den 7. juli

Har lært én ting: hvis ikke du har personlige kontakter, så lad være med at tage til et land som Senegal uden en Lonely Planet eller en lignende guidebog. Især hvis du kun har 14 dage i landet.
Det er eksempelvis først da jeg får kigget på et kort i Daniels Lonely Planet guidebog om Senegal, at jeg begynder at forstå hvordan Dakar hænger sammen. Det er nemlig ret forvirrende, når man kører rundt i bil, hvis man inde i sit hovede har en forestilling om at byen ligger ud til en nogenlunde lige nord-sydgående kystlinje. Når man ser kortet går der en såkaldt prås op for én, for kortet viser at byen ligger på en halvø, så der er vand både øst og vest for byen, samt en øst-vestgående kyststrækning 13 kilometer nord for byen.
I Lonely Planet guiden står sætninger som “Dakar is no place to be searching the streets with a rucksack on your back, especially after dark...” og så er den i øvrigt fyldt med levende beskrivelser af hvordan man kan blive snydt, bedraget, berøvet og overfaldet på gader, markeder og strande.
Tager sammen med Daniel på besøg hos en djembe-bygger inde i byen, Tam Tam Magic, hedder hans butik. Bestiller tre mini-djembetrommer til en pris af 12.000 CFA per styk (cirka 150 kroner), som det så er meningen jeg skal afhente på fredag.
Vi spadserer gennem et af byens madmarkeder, som selv om det er søndag er bugnende fuldt af grøntsager og fisk. Det myldrer overalt omkring én – sådan en Afrika-marked-gåtur er altid at ”få sig en på opleveren”: intensiteten rammer én lige i ansigtet.
For at komme hurtigere ind til centrum, som kaldes Plateau, springer vi på en ”bus” i farten, en ombygget kassebil uden vinduer, men hvor der er skåret huller i sidevæggene som fungerer som vinduer uden ruder. Youssou spilles for fuld drøn, også her. Han – og mbalax musikken generelt – er det man lytter til i butikker, busser og taxaer her i Senegal.
Snupper os en expresso på mondæn café i centrum med iskølig aircondition, og kigger også lige forbi en cybercafé og diverse musik- og turistbutikker. Køber tre alen afrikansk stof – det koster 1.000 CFA pr alen.
Senere på eftermiddagen en tur til stranden, som ligger en halv kilometer fra hvor vi bor i Yoff. Det er søndag og derfor er der helt sort af tusindvis af børn og unge i vandet. Jeg tror aldrig jeg har set så mange mennesker bade på én gang. Vildt intenst menneskemylder, og farverigt på grund af de mange fiskerbåde, der ligger trukket op på sandstranden. Rundt omkring imellem bådene ligger tre meter lange sværdfisk, og et stykke af stranden bagved ligger en regulær losseplads, hvor skraldet hober sig op ad en 10 meter høj skrænt. Det er en sær blanding af fiskere og fisk-handlende mellem badegæster, fodboldspillende drenge og madsælgere. Landsbykultur møder storbykultur. Både strandkanten og vandet er ulækkert og møgbeskidt, det svømmer rundt med kondomer, plastikposer, fiskehoveder, indvolde og alverdens former for uidentificeret skidt og stumper af skrald.
Well, vi går et par kilometer mod nord, hvor stranden er noget renere, og hopper i bølgerne anyways. Ligger med fødderne i sandet og spiser supervelsmagende mangofrugter og drikker cognac af et lille te-glas.
På vej hjem: Et sted på stranden lyder der sang og rytmer. En gruppe unge mænd fra Yoff danser i cirkel, med den nedgående sol som baggrund, rundt og rundt om fire fyre, som sidder i sandet og bruger plastikbaljer og benzindunke som trommer. De synger af livets lyst, og selvom de ser stenede eller fordrukne ud, er der ingen rusmidler indblandet, det er nemlig en form for islamisk religiøs musik, fortæller Daniel mig.
Senere på aftenen tager vi fra Yoff hen til Plage de N’Gor, hvor vi på en strandcafé sidder og snakker om kulturelle forskelle og forklaringer.
Plage de N’Gor ligger godt 13 kilometer nord for byens centrum, tæt ved lufthavnen, og er et område med hoteller og strandcafeer som virker charmerende og har lidt af det, som jeg ellers hidtil har savnet ved denne by: kontakt med strand og vand.
Overvejer at flytte derhen en af dagene.

posted by Mik Aidt at 18:22

 
Lørdag den 6. juli

Today was "touch-down" day.
Dagen starter med at Daniel viser mig, at den store kaktuslignende plante, der står nede i gården, er en aloe vera plante. Man skærer en af dens spidse blade af, og indmaden ligner en form for gelé. God at smøre på huden mod solforbrænding, og fyldt af gode vitaminer, hvis man spiser den.
Han skal hen og besøge en trommeslager og djembemager i en tilstødende landsby, cirka 20 minutters gåtur langs med stranden, og jeg tager med ham for the heck of it. Det bliver til en af de dage, hvor ingenting skete og det hele alligevel var uforglemmeligt, nærmest overvældende. Afrika - tilbage helt ind under huden på roots-Afrika, landsby-Afrika med alt hvad det indebærer af charme, humor og livsglæde. Hvor det "at vente" ikke er et udtryk for en forsinkelse eller dårlig planlægning, men er en kunstart som kan nydes i hver enkelt lille detalje.
Vi sidder i en baggård sammen med kvinder og småbørn og venter på herren i huset, som er på vej. Hvilke kvinder! Hvilke småbørn! Smukke. Søde. Morsomme. At se tre unger i tre-års alderen danse løs til høj musik fra transistorradioen, der konstant spiller senegalesisk mbalax-musik. At følge dem, mens de vasker tøj. Ammer. Lægger makeup. Alle livets gøremål synes at foregå inden for de afskallede mure i den lille baggård.
Vi trasker op til et "telecentre" for at telefonere. Man kunne skrive en hel roman om dét sted. En lille skurbutik med én dør og inde bagved døren en mand, der sidder bag et tomt skrivebord. I lokalet er bygget to telefonbokse. Telefonen i den ene af dem virker. Bagved boksene står en lang træbænk. Her kommer folk og sætter sig. Ikke fordi de skal telefonere, men bare for at snakke lidt.
En samtale til Dakar koster 100 CFA, svarende til 12 øre.
Daniel ringer til hotellet for at høre om manden vi venter på, Modou, er dér. Det er han ikke.
Jeg kan få et helt kick bare af synet af en forbipasserende stationcar-taxi med en lykkeligt udseende chauffør, der har armen ud af vinduet og giver "thumbs up" da bilen passerer os.
Da vi kommer tilbage til baggården får vi at vide at Modou lige har været der, men at han nu er gået hen til hotellet fordi han troede Daniel ville være dér. "Sæt jer og vent, han kommer snart."
Det gør han nu ikke. Timerne går. Vi bliver budt på et måltid med tørret fisk, tre mand om en skål på gulvet. Inspicerer nogle trommer, Modou er ved at bygge. Spiller lidt på dem. Tager os et par svømmeture i havet.
Klokken bliver 17 - det ved vi på tidspunkt ikke for ingen af os har ur på - men solen begynder at stå lavt og vi beslutter at vende næsen hjemad. Nu har vi ventet otte timer.
Det har været fedt. Klassisk Afrika. Jeg har nydt hvert minut.
Klokken 19: Taxa tilbage til Dakar, solnedgang bag baobabtræer, en hjemmerullet cigaret, cool-cool-qua!

>>> FAKTABOKS:
Sobo Badé ligger i Toubab Dialaw. Postadresse: Sobo Badé, Gerard Chenet et Sylvain Roux, BP 30, Bargny sur Mer, Senegal. Tel/fax: (+221)8360356, email: sobobade@metissacana.sn eller sobobade@sentoo.sn. <<<

Vi indlogerer os i et lille privat herberg, hvor der kun er to værelser til udlejning og hvor man har adgang til et stort køkken og bad. Rent og pænt.
Daniel byder på en syv-års-lagret Bacardi Reserva rom, som er en helt anden smagsoplevelse, end den rom, jeg hidtil har smagt.
Går ned ad gaden til en lille butik, hvor nogle mauritaniere sveder med at lave grillet kød. Vi udvælger tre t-bonesteak-agtige lunser, og det er en fornøjelse at stå og betragte deres talent for at snitte, grillstege og klargøre kødet, hvorefter det blandes op med rå løg, sennep, krydderier og salt og rulles ind i et stykke af en cementpose, af den samme person som for et øjeblik snittede det rå kød og som i mellemtiden har stået med adskillige bakterielugtende pengesedler mellem fingrene. Well, man lukker øjnene for hygiejneforholdene og nyder at det smagsmæssigt er en ligeså udsøgt fornøjelse at sætte tænder i som det var at se det blive tilberedt.
Daniel ringer efter en taxachauffør, han kender personligt, (rigtigt mange har mobiltelefoner efterhaanden) og vi sætter ud i trafikken, fit for fight, for at opleve af Dakars natteliv. Klokken er 23.
Det første sted vi ankommer er efter sigende en natklub, der hedder 'Kily'. Der er helt mørkt. Strømafbrydelse i bydelen, får vi at vide.
Der står en fyr i mørket og læner sig op ad sin knallert. Ellers er der ikke et øje. En stank af fisk og affald hænger over området.
Vi får en snak med ham under stjernehimlen.
"Bare vent," siger han. Der kommer et band, og lyset vil komme tilbage.
Vi har svært ved at tro ham. Skulle dette være det berømte hotte storbynatteliv i Dakar?
Vi kører videre til næste natklub, The Planet Café. Her er også mørkt, men dog stearinlys på bordene. En slags udendørs havecafé med sofagrupper under små teltpavillioner, en scene placeret i midten, en bar ude til højre.
Der er ingen musik. Kun lyden af trafik ude på gaden.
Jeg byder Daniel på en Castel øl, køber et glas rosé til mig selv, og vi sidder lidt dér i mørket og falder hen. Ja, faktisk falder Daniel i søvn, og jeg tænker han nok har brug for en lille "nøglesøvn" og går op i baren, hvor jeg med det samme kommer i snak med en ung franskmand, Alexis, som er i Dakar for at hjælpe universitetet med at få sit computernetværk op at køre.
To guitarister sætter sig på scenen og begynder at spille og synge akustisk i mørket, uden forstærkning. Det lyder smukt.
Pludselig er der elektricitet og stedet oplyses i gule og røde og blå farver og som ved et trylleslag er alt forandret. Les Frères Guissé går på scenen, en trio med to guitarer og percussion. De to guitarspillende frontfigurer synger som en drøm, og lyden på PA-anlægget er perfekt, helt uden forvrængning. (Det er man ikke forvænt med i Afrika.) Musikken minder om en blanding af Habib Koite og Lokua Kanza, på samme høje niveau, hvis ikke højere. Fabelagtig percussionist, og med stor indfølelse for musikkens stemninger. Præcision, dynamik! Talent! Kunst!
Og anderledes end den mainstream mbalax, som der går 12 alen på en meter af hernede. Eller hvordan man nu siger det.
Perfekt opbygning på en musikaften i Dakar: fra det absolutte nulpunkt til i sidste ende at blive en storartet og berigende koncertoplevelse. Tænk at en by der er så grim at se på har så smuk en musik at byde på.
"Here in Africa, nothing is straight," siger Alexis, mens han fortæller om sit arbejde og ser ud til at elske det, "It is never a line, it is a curve."
Han fortæller at et stort lydlederkabel nu er blevet rullet ud i havet rundt om hele Afrikas vestkyst, og at det kommer til at betyde store forandringer i Senegal allerede inden for få måneder.
Vi er hjemme igen ved 04-tiden dén nat.

Fredag den 5. juli

Jeg er glad for at jeg kører denne lille dagbog, for ellers ville jeg efterhånden ikke ane hvilken dag på ugen det var. Man taber hurtigt tråden i forhold til omverdenen, når man hverken har forbindelse til mobiltelefonen, internettet, CNN eller sproget, der tales.
Jeg havde helt glemt den her befriende følelse af at en dag er dag, uanset hvad dens navn ellers måtte være. Afrika: solen står op, dagen går i gang, de daglige overlevelsesrutiner gennemføres én for én i roligt tempo, krydres med lidt socialt samvær og inspirerende samtaler, solen går ned igen, stjernehimlen kommer frem. En dag er gået, i morgen kommer atter en dag. Uden navn. Ikke noget med nogen syv-dages cyklus, ikke noget med at fredag skulle være anderledes end mandag. En dag er en dag. God fornemmelse.
Er helt holdt op med at kigge efter "slanger". Nu er det bare: ud af sengen, ned og ha' et morgenbad i bølgerne, op og bestille lidt morgenmad, gerne en omelet og noget te, sidde og snakke lidt med en nytilkommen fyr fra Schweiz, op og hente den bærbare.

En fordel ved at være flyttet ud af mit lille isolerede tårnværelse og over i et større boligkompleks på tre etager, er at jeg nu har fået nogle naboer. En cirka 50-årig solbrun herre er flyttet ind i værelse nr 23, han præsenterer sig som Daniel, djembespiller og tourguide fra den fransktalende del af Schweiz, i gang med at forberede ankomsten af 10 kursister fra Europa. Jeg viser ham Ilyas annonce for djemberejser til Sinai i det seneste nummer af tidsskriftet Djembe, og han siger: "Ah, Djembe! Det blad kender jeg da godt, jeg fik en gang min bog anmeldt dér."
Så vi kender på en måde allerede hinanden, for vi skrev en del emails sammen i den forbindelse. Han har i alt udgivet tre bøger om percussion, og var tre gange i Cuba og to gange i Afrika med forskellige percussion- og dansekurser.
Daniel slår sig ned i en lænestol på balkonen, hvor jeg sidder og taster løs på den bærbare, og så ruller snakken deruda' i flere timer den formiddag og ud på eftermiddagen. Fantastisk dejlig følelse bare at kunne "gribe øjeblikket" på den måde og så lade det brede sig ud over et langt stykke tid uden hensyn til ure eller aftaler. Vi når vidt omkring på meget kort tid - for nu at referere samtalen lidt kort - igen: knap har man mødt hinanden og så står man og taler om rimeligt højtflyvende emner som situationen set fra kosmos, musikkens inderste væsen, afrikansk contra vestlig tænkemåde, skrivning som terapi, og den slags, og det er først da sulten begynder at melde sig, at vi har en grund til - midlertidigt - at runde samtalen af.
Daniel fortæller mig at stedet ejes af en kunstner fra Haiti, som også er ved at bygge et andet sted op nogle kilometer herfra, som skal blive til noget med "økoturisme" og at han desuden har startet noget op med udlejning af heste og cykler et sted inde i landsbyen.
Der sker noget med vejret denne aften. Vinden er stilnet af, og for første gang i min tid her i Senegal er der moskitoer i luften. Senere på aftenen regner det.
Stedet er blevet invaderet af en gruppe unge amerikanske turister, der opfører som om de er på lejrskole. De har en tourguide og holder sig mest for sig selv, heldigvis.

Torsdag 4. juli

Getting into the groove of relaxation. God mad, læsning i en hængekøje, svømmeture, frisk luft, lidt djembetrommespil. Sidde lidt i den lave eftermiddagssol og skrive på den bærbare. Hvad mere behøver man?
Jeg tog to gange Weekendavisen med i tasken fra Danmark, som jeg ikke nåede at læse i ugerne inden afrejsen, og jeg må sige jeg er imponeret af så meget godt læsestof, der er i de aviser, når man som her for en gangs skyld virkelig har tid til at læse dem grundigt igennem fra ende til anden.
Nogle unge amerikanske piger er ankommet i dag og deres højlydte snak ved et af restaurantens fliseborde får mig til at indse, hvor dejligt det har været at have haft nogle dage helt "alene" hvor alle omkring én kun taler enten wolof, fransk eller portugisisk. Der er vel i gennemsnit en 7-12 logerende her på ferieherberget, hotellet, lodgen, eller hvad man skal kalde stedet.
Mit dejlige tårnværelse, nr 5, er reserveret til nogle andre, og har åbentbart været det siden for længe siden, så jeg må pænt pakke og flytte til et andet mere beskedent et, nr 21, i en større, tre-etagers bygning lidt længere væk fra kysten. Anyways, ikke den store katastrofe, selvom jeg var helt forelsket i det tårnværelse. Sikke dog et herligt smølfeagtigt sted at bo!
Møder min nye nabo, en ung franskmand med hestehale, Benedict tror jeg han sagde han hed, og vi får en inspireret, kort snak på balkonen om Senegal, Jordens fremtid, Bush og politik - meget af inputtet fra min side inspireret af den bog, jeg omsider er kommet i gang med og nu sidder og nyder at læse: Tor Nørretranders 'Frem i tiden'. Snakken bliver kort, for han forlader stedet kort efter for at flyve hjem til Frankrig i morgen. Vi ender med i en humoristisk tone at blive enige om, at han må hjem og forfølge en karriere som politiker med ambitioner om intet mindre end at blive præsident - med den målsætning at gøre Jorden til et bedre og mere retfærdigt ressourcefordelt sted.
Ender dagen med en dejlig snak over et par glas rosé med et italiensk par, fra Venedig, som ligesom jeg bare er på en to ugers ferie rundt i landet - og som har et par gode tips med hensyn til steder, de synes var gode at besøge.

Onsdag 3. juli

En dag i fred og idyl med avislæsning, skrivning, nogle gode måltider, et par dejlige svømmeture og ellers ikke meget andet nyt at skrive hjem om. Sidder faktisk allerede her på anden-dagen i aftenskumringen og føler mig lidt rastløs: måske skulle jeg se at komme videre? Skal der ikke til at ske noget? Balancen mellem afslapning og at kede sig fordi man savner selskab er hårfin.

Tirsdag eftermiddag 2. juli 2002

Okay, nu ved jeg igen hvorfor det lige var jeg ville til Afrika. I dag fandt jeg mit tropeferieparadis hernede. Og det føles netop SPECIELT paradisisk og eksotisk, fordi det står i kontrast til den myldrende bikube af koks og moks, luftforurening og støj, som en by som Dakar byder én på.
Man skal lytte til hvad folk fortæller én i hotelbarer, for blot to ord skriblet ned på bagsiden af en kvittering kan gøre hele forskellen og har ihvertfald nu vendt op og ned på min rejse her i Senegal.
"Sobo Badé", stod der - utydeligt, fordi papiret var blevet vådt af rosévin.
Jeg tjekkede ud af hotellet her til morgen, gik ud på gaden og sagde navnet til en taxachauffør. Han kendte godt stedet: "Halvanden times kørsel syd for Dakar", sagde han. Vi forhandlede os frem til en pris - jeg blev sikkert snydt så vandet driver fordi jeg ikke i forvejen vidste hvad den burde være, men det er så den pris jeg må betale for min manglende research: 12.000 CFA, svarende til godt 150 kroner. (Har senere fundet ud af det faktisk var den korrekte pris.)
Så var det bare ind med taskerne på bagsædet, op for mbalaxmusikken på kassetten og afsted ud af byens hovedfærdselsåre, der mest af alt kan betegnes som én lang trafikprop med gadehandlere og tiggere, der vrimler ind og ud mellem de stillestående og diesel-osende biler. Og når jeg siger "os" her, så mener jeg i mange tilfælde en form for tyk, sort røg, som får bilen til at minde om de gamle damplokomotiver. Røgtågen er så tyk, at bilernes forlygter danner skarpt aftenede kegler gennem luften, når mørket er faldet på. Grimt at se på.
En lang gåtur i går rundt i byens travleste gader, med dertilhørende uundgåelig indånding af tyk bil- og knallert-os, fik mig i nat til at vågne op til lyden af astmahvæsende lunger - en påmindelse om hvordan jeg efter tre måneders ophold i en af verdens mest forurenede storbyer, Lagos, i en alder af 29 år for første gang blev ramt af astma, som det tog mig årevis at slippe af med igen. Helt væk er astmaspøgelset åbentbart ikke, måtte jeg i nat konstatere, hvilket så meget desto mere er grund til at sige farvel og tak til storbylivet og søge mod mere landlige omgivelser.

Det kan godt være der er nogle senegalesere, der bliver kede af det. Men jeg bliver nødt til at skrive, at Dakar er nok en af de grimmeste hovedstæder, jeg har oplevet i Afrika. Og det bliver først rigtigt grimt, misligholdt, og helt ubeskriveligt anti-æstetisk, når man begynder at køre ud af byen. Som en mareridtsforestilling om, hvordan helvede på Jorden kunne komme til at se ud efter at en verdenskrig og efterfølgende global warming har gjort sit, hvorefter udbombede bilvrag, rør og bygningsdele kan få lov at stå og ruste op eller vente på bedre tider der aldrig kommer, hvor industriel forurening og cementfabrikker trives på bekostning af planter og vandløb, uhæmmet befolkningstilvækst skaber Blade Runner-agtige handelsknudepunkter og farverige men kaotiske trafiksammenrend, hvor folk vader rundt mellem skrald, skidt og metalskrog. Hvor myriader af ens plastikposer spiddet på ørkenens buske lyser op som en form for håbløshedens blå blomster, hvor strandene gør det ud for lossepladser og offentligt toilet, hvor...
Ja, så er det man i dén grad værdsætter at have fundet frem til denne lille oase, 'Sobo Badé', hvor lyden af havets bølger, der brydes mod sandkysten, og gule undulater med knaldrøde øjne, der springer rundt i grønne trækroner, blandes med nogle geders brægen i det fjerne, og latter fra afrikanske kvinder, og hvor jeg nu sidder godt til rette i en blød lænestol på min veranda foran mit fabelagtige tårnværelse - med udsigt til stranden og bred horisont - bygget i en drømmeagtig, ja nærmest smølfeagtig arkitektur med snørklede trapper og et virvar af buegange, holdt i en stil der integrerer Malis organisk formede lerhuse med Orientens tradition for flisedekorationer og muslimsk buede vinduer og døre, alt holdt i naturens egne ru farver - sorteret, så der dannes elegante mønstre, suppleret med striber langs kanterne af lyseblå fliser eller hvide muslinger. Mellem de mange forskelligt formede bygninger med små spir og udspring, runde stråtage og sekskantede tårne, er der grønt og frodigt. Området gennemkrydses af klinkede gangstier, stenskulpturer, mellem træerne er der spændt et par hængekøjer ud, ved en terrasse ud mod havet er der sat en række lænestole op, der er sågar et springvand - alt er lavet med en eventyrlig æstetisk sans for skønheden i det håndlavede og det mangfoldige. En sand fryd for øjet. Jeg sidder her på min altan og føler mig som en hobbitprins i Ringenes Herre.
Stranden kommer man ned til ad en snørklet, stejl trappe. Sandet er blødt, vandet perfekt i temperatur, og der har jeg så allerede ligget nogle gange og flydt omkring i de rolige bølger, som - ulig mange andre steder langs Vestafrikas kyst - ikke er meget større end Vesterhavets, mens jeg tænker: Today, I did the right thing!
Til frokost en form for fisk i tyk kokossovs med lime og nogle grønne krydderier, til aftensmad kylling i rød tomatsovs efter den uforlignelige, klassiske og formidable vestafrikanske opskrift, la cuisine Africaine. Restaurantens kok har forstået hvad det her går ud på!
I nogle af herbergets andre værelser bor et fransk og to italienske par. Så der er ikke ligefrem overfyldt med gæster blandt de syv runde borde under et åbent stråtagsdække, som udgør restauranten.
Klokken fire om eftermiddagen kommer nogle unge afrikanere forbi med masser af trommer, de stiller op nede ved strandkanten. De spiller eminent, tilsyneladende bare for sjov og for at øve sig. Jeg sidder på terrassen højt oppe på klipperne med udsigt over hele stranden og lytter til dem, mens jeg læser Weekendavisen, indtil solen går ned ude over havet og mørket falder på. En let brise gør varmen helt anderledes behagelig, end den var i Dakar.
Om aftenen sidder jeg med åbne vinduer oppe på mit tårnværelse, lytter til bølgerne, der slår ind mod stranden, multiquadrofonisk, i rolige bevægelser fra venstre mod højre, foruden nogle få, dæmpede cikader. Kigger på de smukke stenklinker, som dækker væggene, kan se som fra en malerpensel på mine arme, hvor jeg inden min time på stranden fik smurt solcreme på (bleghvidt) og hvor jeg ikke gjorde det (kogende rødt), undrer mig over hvorfor her ikke er nogen moskitoer og tænker i øvrigt: det her er nok det mest eksotiske hotelværelse, jeg endnu nogensinde har boet på.
Slangen i paradiset lader vente på sig.

Mandag aften 1. juli 2002

Det dér 'happy hour' stunt i hotelbaren hver aften mellem 18 og 20, det begynder virkelig at fænge. I aften kom det meste af aftenen til at gå med at snakke med 58-årige, hollandske Kor van Bodegraven, som er i Senegal for at lave en dokumentarfilm om Goree Island sammen med sin assistent, og de sidder nu på femte dag og venter på at deres filmudstyr skal ankomme i en fragtkasse og er efterhånden ved at være frustrerede og nervøse, for på deres returbillet står der, at de skal flyve tilbage til Europa på torsdag.
Så for dem går ventetiden med 1) cigaretter, 2) at sidde i hotellets bar og nyde godt af happy hour princippet, (som de eneste i baren er de tyvstartet med at begynde at drikke allerede klokken 1 om eftermiddagen) og 3) at køre en slags "affære" med hver sin senegalesiske pige. Ja, for "prostituerede" er der ingen der kalder dem, selvom det er det de er. Smukke, elegante og intelligente ser de ud, in any case.
Kor van Bodegraven er lidt af en festoriginal, og så kan han fortælle i timevis, om hvordan han har lavet dokumentarfilm i Bolivia, Mongoliet, Senegal og fem andre landet rundt om på kontinenterne. Sjovt at snakke med de to hollændere, og interessant at konstatere, at de åbentbart også syntes det var sjovt at snakke med mig. Det er jeg egentlig ikke vant til. Men efterhånden som man bliver ældre lærer man åbentbart noget om hvad det betyder for en god konversation at give folk modspil eller for en tid at foregive at være rygende uenig med dem - at det giver en gnist og et potentiale for underholdning, som kan holde dampen oppe i timevis, som man sidder dér på barstolen og gradvist bliver mere og mere beruset.
Ville have brugt aftenen på at researche på hvordan jeg bedst kommer ud af byen i morgen tidlig, men sådan gik det ikke helt. Jeg må have indtaget noget der svarer til mindst en hel flaske rosé (otte glas) plus at være blevet budt på et par shots af husets bedste single malt whisky, Glenfiddish.
Så jeg endte på en terrasse-restaurant rundt om hjørnet til en late night dinner og en hyggelig snak med den kvindelige energibombe af en tjener, som var i supergodt humør. Jeg fik lært et par forskellige udtryk på fransk.
Tidligere på dagen var jeg blevet nærmest helt følelsesmæssigt berørt af et andet restaurantbesøg - på den lille lokale restaurant, der ligger lige ved siden af Hotel Ganalé.
Første gang - som nyligt ankommet vesteuropæer - skal man lige synke en ekstra gang og tage sig sammen for at gå hen til de to saloondøre og træde ind i mørket i den lille restaurant, hvor plastikduge, indretning og billige priser på menukortet fortæller én med al tydelighed, at her er du "nede med de lokale" med alt hvad det indebærer af spekulationer om madens kvalitet, hygiejne og beskaffenhed. Men skam dig, Mik, fordi du skuer hunden på hårene, for dette lille sted leverer intet mindre end det bedste måltid og den mest kærlige, årvågne og hensynsfulde servering, du endnu har mødt i Dakar. En tjener som er superopmærksom og hele tiden et skridt forud i forhold til dine tanker og behov. Behov for en flaske "kildevand" i stedet for postevand? For en ekstra serviet, fordi du har brugt den første til at skrive noter på? Jeg er bare nødt til at give den pige et drikkepengebeløb, der er ud over hvad hun er vant til.

posted by Mik Aidt at 17:44

 
Mandag

Det er helt bevidst, at jeg ikke har taget nogen guidebog eller landkort med mig, at jeg ikke har arrangeret eller researchet noget på forhånd, at jeg i det hele taget ikke har forberedt mig på denne tur, ud over lige at sørge for at få de obligatoriske vaccinationer. Pointen er, at jeg har lyst til dumpe ned i Dakar som om jeg var dumpet ned fra månen, men med ører og øjne åbne, for så at se hvad der vil ske. Eller OM der mon vil ske noget.
Effekten - so far - har været overvældende.
Det tager lige noget tid, før man begynder at få en vestafrikansk hovedstad ind under huden. Nogle timer, ihvertfald, som minimum.

Tilbage på hotellet er der pludselig liv i baren, som før var tom og lukket. Happy Hour mellem kl 18 og 20 er noget som åbentbart trækker folk til fra hele byen. Hallo! Selskab! Langsomt fyldes lokalet med senegalesere og engelsk- eller fransktalende europæere, expatriots, volunteers, turister og hvad de ellers kaldes - en blandet landhandel af unge i farvestrålende afrikanske gevandter og afro-fletninger, og ældre destingverede gentlemen i blå jakkesæt med brede overskæg i bedste britiske kolonistil á la 1830.
På en af de høje stole ved bardisken sidder en humørfyldt amerikaner og ligner en glad turist, klædt i løse orange shorts, sandaler og gul sports-undertrøje, solbrændt og good looking, lidt Kevin Kostner-agtig, med et koldt glas rosévin foran sig - en drik som jeg forgæves forsøgte at opdrive på hver eneste café, restaurant og natklub, som jeg besøgte i løbet af den foregående uge i London. Englænderne drikker ikke rosé, heller ikke om sommeren, fandt jeg ud af. Men det gør man til min positive overraskelse her - til cirka en tier per glas, og så følger der oven i købet ristede peanuts med.
I de år i 1980erne, hvor jeg rejste meget i Afrika, var vin en aldeles uopdrivelig luksusvare, med mindre man befandt sig på Hilton. Og Ganalé Hotel her er ikke ligefrem Hilton, selvom standarden så absolut er god og ikke mindst renlig. Der er vel en 25 værelser i alt, og prisen er 25.000 CFA for et enkeltværelse, svarende til 317 kroner per nat. Men her er hverken altaner, charme eller svømmepøl, og gaden som hotellet ligger i, ligner en hvilken som helst af de andre i området, hvilket vil sige denne skønsomme blanding af ting som er ved at falde fra hinanden og ting som er ved at blive bygget op. Det ligner et forstadskvarter, men nej, dette ER skam Dakars hotte centrum, forsikrer amerikaneren mig med et grin.

Udenfor bliver det mørkt, og flere glas kold rosé udvikler sig til en lang, underholdende snak med den lystige amerikaner, der viser sig at være diplomat, oprindeligt fra Washington, men det meste af sit liv arbejdende skiftende steder i Afrika, hvor han ser ud til at befinde sig som blommen i et æg, også selvom hans fransk ikke er meget bedre end mit. Vi er cirka jævnaldrende og sidder dér i baren som to seniorkloge Afrikarotter og taler om Afrika-politik og ikke mindst om "nine one one" (som den 11. september kaldes i USA) og islams rolle i Senegal, herunder amerikanernes forskellige uheldige udenrigspolitiske tiltag i Afrika - Peter arbejdede blandt andet på den amerikanske ambassade i Nairobi, da den blev sprængt i luften, og mange af hans kolleger blev dræbt… - og som anekdoterne kører ud af tangenterne begynder feel good faktoren at være for opadgående, og da happy-houren forlængst er forbi, beslutter jeg mig for at gå ud i gaderne og se mig om efter et sted at købe noget aftensmad. På min tidligere vandretur kunne jeg ikke få øje på nogen restauranter, ud over nogle meget interimistiske gadekøkkener, men det viser sig nu, at det skyldes, at de alle som én først åbner efter kl 19.

I de mørke gader med sporadisk gadebelysning vrimler det nu med mennesker og liv, som det har det med at gøre det under tropiske himmelstrøg, og inden længe står man på et gadehjørne og er i snak med én lille kvik spirrevip som præsenterer sig som Samba og som snart efter tilstødes af en ven, der er kora-spiller, og de insisterer på at invitere mig ned til et sted, hvor der vil være live musik senere på aftenen, "Café de l'Etudian" eller noget i den stil, så vi slentrer i Afrika-tempo ned gennem hovedgaden, og undervejs dukker en fætter mere op, som har en butik på byens marked, hvor han sælger smykker, og han beretter om, at han lige er blevet far i dag og er meget lykkelig.
"Studentercafeen" er en typisk afrikansk natklub: åben gård omgivet af små overdækkede stalde med borde og bænke. Musikken spiller fra et stort PA-anlæg, og i udkanten af det endnu tomme dansegulv står et par piger og danser, tydeligvis prostituerede.
En engelsktalende fyr fra Gambia, som også siger han er musiker, men som mest ligner én der er ude på at blive budt på en øl, slutter sig til flokken, og snakken går på fransk, engelsk og wolof, og de virker egentlig søde nok, selvom jeg ikke helt kan gennemskue hvad de egentlig er ude på eller om de pønser på et eller andet. Sådan virker det nu ikke, og det er egentlig ret befriende med den meget ligefremme og uskyldige måde tingene kører på her (jeg har stadig Lagos i baghovedet hele tiden - et land hvor man ikke tager NOGEN chancer med folk man ikke kender, hvis man har sit liv og sine penge kær), så det ender med at jeg giver en omgang øl til dem alle fire, mest fordi jeg har lyst til at fejre min ankomst tilbage på kontinentet og hvorfor så ikke gøre det med fire spøjse afrikanske "venner", der ligesom tæger er lynhurtige til at bide sig fast, så de nærmest ikke er til at få rystet af sig igen.

Det lykkes nu nogenlunde let og i al fordragelighed, med henvisning til at jeg er sulten og vil ud finde mig noget at putte i maven, efterfulgt at et lille kulturelt foredrag om at nu har de siddet og prædiket om ting, som jeg skulle lære om deres kultur, og nu måtte de altså lige forstå noget om MIN kultur, og det var, at jeg havde lyst til at spise alene.
På vej ud er Samba lynhurtig til at prøve om han kan få hægtet en af sine "veninder" på mig - hun ser faktisk rigtigt godt ud - i lang, sølvhvid selskabskjole... men ellers tak, jeg får sagt grundigt farvel til hele flokken og får omsider lov at vandre ud i gaderne for mig selv. Man skal se sig for, hvor man går, for pludselig kan man være ved at falde over en mand eller en hund, som ligger i sandet og sover, eller der kan være en åben kloak, man lige kunne hygge sig med at falde ned i. Men ellers giver Dakar indtryk af at være en uskyldig og tryg by, hvor folk slapper af og tager det "tranquille", som gadedrengene hele tiden sagde: "Senegal c'est tres tranquille!"

Folk sidder og slapper af på mure og bænke overalt. Tranquille.
Kvinderne går klædt som om de er på vej til bal eller skal på scenen og synge sammen med Whitney Houston: i stilfulde, lange, tætsiddende selskabskjoler med tynde skulderstropper af et syntetisk, skinnende materiale á la nylon eller silke.

Køber lidt kebab-kød på vejen hjem fra en travl libanesisk-ejet burgerbar. Man lægger hurtigt mærke til at der er rigtigt mange arabere i gadebilledet. De sidder i bilerne, på altanerne, bag kasseapparaterne i butikker og restauranter. USA-diplomat-Peter fortalte mig, at de har været her i mange generationer, helt tilbage fra 1500-tallet. Lidt lissom på Zanzibar. Det er tydeligvis dem, som sidder på en stor del af handelen i denne by.

Hjemme på det nedkølede hotelværelse er der CNN og en lille cognac fra flyveren, og så er det ellers med at komme ned i omdrejninger. Forrige nat i London blev lidt rigeligt kort, for en festlig aften i Brick Lane, hvor et helt overvældende opbud af indiske restauranter ligger side om side, endte med en smagstest-for-sjov af otte forskellige whiskytyper, hvilket naturligvis udartede sig til at klokken blev fire om morgenen, hvorefter jeg temmeligt dehydreret måtte op allerede klokken fem for at nå mit fly i Heathrow. Det kan være anstrengende at rejse, men jo og ja, sjovt er det altså også.

Nå, nu må jeg heller spare lidt på ordene. Så meget epokegørende er der jo i virkeligheden heller ikke at berette om, endnu da, og det er ikke meningen at hele ferien skal gå med at sidde og skrive foran en computerskærm. :-)

posted by Mik Aidt at 16:34

 
06/30/2002 8:42:49 PM Soendag
OK, saa langt saa godt: Jeg er landet med begge ben paa jorden i Dakar og sidder nu foran en computerskaerm med fransk tastatur og en lille blaa seddel ved siden af hvor der staar at jeg har faaet skaermtid fra 17H42 til 18H42 for en pris af cirka seks kroner.

Efter at have smidt taskerne paa hotellet, traskede jeg lidt rundt i gaderne og fik oeje paa et skilt hvor der stod "CYBER 24/7" med store bogstaver. Efter en tur ind i baggaarden vendte jeg om, for det saa ud som om, at hvad det end var, skiltet annoncerede for, maatte det vaere lukket for laenge siden, for jeg kunne ikke faa oeje paa andet end et par laaste doere, bunker af murbrokker og grus og storskrald. Paa vej ud moeder jeg en libaneser, der viser mig op af en bagtrappe og hen over et tag - og her er den saa, revolutionen der nu ogsaa er kommet til Afrika: internet-cafeen... - et lavloftet lokale med lystofroer, en tyk stank af sved og 15 computerskaerme, hvor 15 personer sidder ved hver sin og taster sig ud i den store verden.

Det har snart taget mig en halv time at finde ud af hvor tasterne gemmer sig paa dette tastatur; og imellemtiden er jeg ved at komme mig oven paa det saakaldte kulturchok, som man kan faa af at vaere landet i en by, som SLET ikke ser ud som man havde forestillet sig.
Maaske er det bare meget laenge siden jeg har vaeret i Afrika, saa jeg helt har glemt hvor rodet, beskidt og slum-agtigt her er... - eller maaske er det bare Dakar, der er saadan: meget mere stoevet, fugtigt og provinsby-agtig end jeg husker mange af de andre afrikanske hovedstaeder, jeg har vaeret i. Byen er simpelthen meget mindre og mindre 'udviklet' end jeg havde troet.
Hele byen er hyllet ind i en slags oerkendis - luften er brun og tyk.

Naa, men rejsen gik fint - min bagage forsvandt i Brussels og blev fundet igen; ankomsten i Dakar lufthavnen var lige ved at give mig sved paa panden, fordi jeg ikke havde nogle penge i den lokale moentfod, ikke kendte kursen, og maatte konstatere at banken var lukket og at man som vanligt i afrikanske lufthavne bliver overfaldet af nogle ikke specielt hyggelige typer, som ikke er til at ryste af sig.
Siddende i den hoejt skramlende gule taxa, alene med chauffoeren, kan jeg ikke lade vaere med at med at faa lidt Lagos-lufthavns-paranoia, da han drejer vaek fra hovedvejen og ind i et forstadskvarter - og kort efter standser bilen i naerheden af en gruppe maend, der staar og haenger ved et gadehjoerne. Hvad nu? Bagagerummets bagsmaek var gaaet op, viser det sig. Slap af, Mik! Han stiger ud, hamrer den paa plads, og saa fortsaetter vi med at skramle deruda', langs med klippekysten, store atlanterhavsboelger, duft af salt og tang, en halv times koersel, indtil vi standser ved Hotel Ganalè og jeg stikker ham hvad der svarer til 20 kroner.

Hotellet er superfint, med tv, aircondition og fint toilet - og ejet af en dansker, som jeg skal moede i morgen tidlig.
Jeg skifter den gennembloedte skjorte ud med en t-shirt og trasker ud i gaderne for at indsnuse lidt af den soevnige soendagsstemning og koebe mig et par flasker vand. Jeg har ikke gaaet mange minutter foer to unge og ret spooky udseende maend kommer op paa siden af mig, bagfra. Den ene lader som om han vil proeve at saelge mig noget, mens den anden aabner den lille baeltetaske, som jeg har min mobiltelefon i (som i oevrigt desvaerre IKKE virker hernede, kan jeg konstatere) og det gaar op for mig, ja, at nu er jeg i Afrika.

Nevertheless, jeg er rigtigt glad for at vaere her - og glaeder mig til at se hvad morgendagen kommer til at bringe.

Mere senere. Nu er klokken 18H42...

KH Mik
posted by Mik Aidt at 20:42

 
Starting up a diary on the web....
posted by Mik Aidt at 15:44