Til fuldmånefest
på Koh Pha Ngan

 


Man skal høre meget før ørerne falder af. Tag til fuldmånefest på den lille ø Koh Pha Ngan i Thailand og du vil befinde dig i risikozonen. For magen til højtgearet tropisk strandfest finder du ikke i nærmeste kloders omkreds. Og nu finder jeg et udråbstegn frem af skuffen, for det jeg taler om her, er ubetinget noget af det vildeste, der sker inden for party-life lige nu på... ja, hele planeten!
Stranden og musikken sætter kun rammerne. Det er de 8.000 danseglade partygale unge, som dukker op på stranden i løbet af aftenen, som skaber FESTEN. Men de fysiske rammer er også så tæt på perfekte, som man kan tænke sig for en hvid sandstrand under tropiske himmelstrøg ved fuldmånetide.

Det starter efter solen i smukke orange farver er gået ned på den anden side af den lille thailandske palmeø. Mørket falder på, stjernerne kommer frem, og ude i horisonten, hvor hav møder himmel, stiger en dybgul, fladtrykt appelsin af en måne op bag aflange sorte striber af skyer.
Med blinkende røde og hvide lamper begynder store speedbåde med tre motorer bagtil og thaifiskerbåde med deres osende motorer, der støjer mere end et trykluftbor, at ankomme til bugten. De sejler så tæt ind på strandkanten som muligt, hvorefter 30-50 mennesker springer ud i vandet, kvinderne løfter op i deres kjoler, og så vader de ind til land, hvor de fra første skridt i sandet bliver modtaget af pumpende technorytmer.

Næsten side om side er der stillet massive sorte højttalertårne og P.A.-anlæg op langs hele stranden. En lun brise løfter op i de mange kulørte flag og bannere, som er rejst på høje træpæle i sandet. De større bygninger, strandens permanente restauranter og natklubber, er i aftenens anledning omkranset af interimistiske boder, hvorfra der sælges drinks, shakes og alkohol, pizzastykker og thai grillmad i høje stabler. Det normale er at købe en lille plastikspand, som tre-fem forskellige flasker tømmes ud i og blandes med isterninger, og så ellers stikke tre eller syv sugerør i - alt efter hvor mange man ønsker at dele spanden med.

Bådfolkene, som er kommet tilrejsende fra de tilstødende øer, skiller sig ud fra fra "de lokale" festdeltagere, der mest består af unge engelske og israelske rygsækrejsende på krydstogt gennem Asien, som for en uges tid har slået sig ned ved i de mange bungalows her ved Haad Rin bugten. Ikke mindst fordi bådfolket bærer plastikbadges i snore om halsen, som de skal bruge for at komme med tilbage med speedbåden, der har bragt dem hertil. De ældre af mændene taler i mobiltelefon - noget som ingen ung jordomrejsende kunne drømme om - og er klædt i almindelige sko, lange bukser og skjorter. Dermed er du dømt "tilskuer". Hvis du vil være "deltager", er dress-coden for mænd i aften: bare tær, bar overkrop og et par shorts, suppleret med på huden påmalede flourcerende tegn - tatoo-agtige mønstre, tegn og bogstaver i ansigtet, på armene, brystet eller maven.

For kvinderne er standarden en bikinitop og et stykke farvestrålende stof viklet om lår og baller, med etniske mønstre og måske et par perlekæder. Tilsat maling på kroppen og de mest skøre hatte og masker, som gør stemningen til en hybrid mellem et nytårsparty, et karneval og en rockfestival. For småpenge kan man købe selvlysende ringe og stænger, som folk bruger til at sætte i håret, i ørerne, om halsen, eller laver et sæt briller ud af dem. Små drenge har godt gang i forretningen med at gå rundt og sælge lilla blomsterkranse.

Ved midnatstid står månen højt over os, og stranden er tætpakket i hele sin længde og bredde med mennesker, som danser eller sidder på tæpper ved små stearinoplyste borde.
Foran flere af de store diskoteker er der rejst to meter høje platforme på metalstativer midt på sandstranden, hvor folk springer op for at danse med armene i vejret, på samme måde som de gør det på alle trapper, mure og altanfremspring rundt omkring i den maleriske thailandske arkitektur på restauranterne. Synet minder om en reklame for et alkoholprodukt, men overgår alt, jeg nogensinde har set før - på film og i virkeligheden. Musikken, der brager ud, så det er umuligt at føre en normal samtale, er techno, house og trance. Flere af dansestederne har fløjet sine disc jockyer ind med deres pladestakke direkte fra hotte diskoteker i London. Hvert sted holder aftenen igennem fast i hver sin musikprofil, så man kan gå langs stranden og pejle sig ind på hvilken af de mange subgenrer, man mest har lyst til at danse til. Deep house, drum&bass, hard trance, og så videre. Et enkelt sted, Drop Inn, spiller gamle dansehits á la Abba og James Brown. Dette er ikke bare ét rave, det er 15 simultan-raves på én gang.

"It's a small world", står der på et banner over baren ved "The Original Full Moon Party Paradise Bungalows". Det var her, det hele begyndte, for ganske få år siden, da de første små flokke af rygsækrejsende begyndte at holde fuldmånefester, og nogle israelere fandt på at bygge den første restaurant og lodge ved hvad der dengang var en øde og ubeboet strandbred.
Nu er den skue for et imponerende panorama af dimensioner som ikke kan fotograferes, heller ikke selvom stranden ganske vist er oplyst af månens lys, tusindvis af kulørte lamper og stearinlys, samt endda i glimt også af en roterende laserprojektør, der på må og få kaster 15-20 skarpe stråler gennem luften - placeret på et klippefremspring i den ene ende af bugen kaster sine lysprikker hen over klipperne på bjerget i bugtens modsatte ende. Jonglører bidrager med at tegne flammende mønstre i luften bolde og stænger, de har dyppet i olie. Andre steder afbrændes træskulpturer eller store skilte, hvor flammerne tegner bogstavernes omrids.
En gang i mellem bliver der skudt fyrværkeri af, og bagefter leger laserprojektørerne med at tegne mønstre i røgen, som fylder luften efter hver kaskade. Der bliver sendt papirballoner op, som med deres orange flammer langsomt forsvinder højere og højere op i mørket under stjernerne, ud over bugten.

Jeg ser smil overalt. Ikke én gang ser får jeg øje på noget, der kunne minde om et optræk til vold, selvom folk uhæmmet hælder det billige alkohol i sig. Prisen for en pina colada drink eller en rom og cola er 15 kroner. En øl koster en tier.
I udkanterne af området, hvilket vil sige ved vandkanten og inde mellem palmerne, befinder sig det festival-obligatoriske antal mænd, som har drukket for meget eller spist for mange svampe og ligger og stener ud i deres eget bræk. Der bliver røget "græs" og spist piller, men det er ikke noget man ser eller hører noget til. Det thailandske politi er synligt til stede, og der er ingen der har lyst til at ende sin fest med at sidde i et thailandsk fængsel. Al handel med de for en rygsækrejsende forholdsvis kostbare stoffer er foregået ude omkring i bungalowerne i dagene op til festen.
Gennemsnitsalderen er som på et almindeligt diskotek: unge i starten af 20erne. I løbet af natten begynder også mange unge thailændere at tage del i festen. De er lige så opslugte af at danse som resten af flokken.

Festens udluftningssystem må siges at være ideelt, vi kan danse til vi segner uden at skulle kvæles i et lokale, som bliver mere og mere varmt og tilrøget. Så det gør vi. Danser, ryger og drikker. Det er mere fysisk anstrengende at danse i sand, men det glemmer man alt om, sålænge det står på. Som timerne skrider frem og solen står op, begynder folk at skabe sig mere og mere åndssvage. Op ad formiddagen bager solen umenneskeligt hårdt ned på alle de svedende udkoksede fuldmånefestdansere, og klokken 11 stopper den sidste DJ sin pladespiller, og de hundredevis af mennesker, som har danset nonstop hele morgenen, begynder så småt at diffundere hjem mod deres bungalows. Mange når først i seng eller op i en hængekøje ud på eftermiddagen. Hvem der har armen om hvem viser noget om, at der er opstået mange nye og uventede par-konstellationer i løbet af festen.

På restauranterne næste aften sidder folk og fortæller hinanden hvor meget - eller det lidt - de kan huske. "Det var mit livs højdepunkt!," udbryder den godt 20-årige engelske pige, som sidder ved bordet ved siden af.
Man skal høre meget før ørerne falder af. Mine to sidder der stadig, og to sammenrullede servietstumper har undervejs beskyttet dem en smule mod de mest voldsomme af musikkens frekvens-eksplosioner. Men stemmen har jeg ikke meget tilbage af.
Til gengæld har jeg fået et inspirationens lys i øjnene á la det, som jeg forestiller mig folk må have haft, da de kom hjem fra Woodstock i 1969: What a party – sikke en fest!


(Dagbogsnoter fra min sommerrejse: mikaidt.dk/notes)