er et multimedieshow om afrikansk musik - præsenteret af fire mennesker, som har den tæt inde på livet



Afrika - hva' ska' vi nu høre om Afrika for?
Sult, borgerkrig, AIDS...
Vi kender da historien om Afrika.
Nå ja, og så er der også nogle løver, giraffer og elefanter...
Hørte jeg nogen gabe?
Lad mig vende spørgsmålet om: Hvad skulle vi gøre uden Afrika?
Hvad skulle vi gøre uden de rytmiske lydbølger, som møder os, når vi tænder for radioen, når vi går i byen, når vi danser på diskoteket?
Hvad skulle vi gøre uden den musik, der giver os mulighed for at løsne op, slappe af og give os hen i dans og livsglæde?
Svaret på hvordan den rytmiske musik ville lyde i dag, hvis det ikke havde været for Afrika, er uvist. Men det ville sikkert lyde meget melodisk, meget harmonisk og temmelig urytmisk.


Myterne
Går vi nogle hundredtusinde år tilbage i tiden, stammer vi alle fra Afrika. Menneskehedens vugge siges at befinde sig på de østafrikanske savanner.
Siden da mistede vi et og andet. Blandt andet de solbeskyttende pigmenter i huden.
Og vi begyndte at danne os fordomme om Afrika som et "mørkt" kontinent, hvor folk - som i urtiden - løb halvnøgne rundt og slog hinanden ihjel med spyd.
Med tiden er andre myter kommet til.
Én af dem plantede den engelske sanger Peter Gabriel i min bevidsthed, da jeg i begyndelsen af 1980erne råhørte hans (unavngivne) "Rhythm of the Heat"-album:

Rhythm of the Heat

Looking out the window,
I see the red dust clear
High upon the red rock
stands a shadow with a spear
The land here is strong
Strong beneath my feat
It feeds on the blood.
It feeds on the heat
The rhythm is below me.
      The rhythm of the heat
The rhythm is around me.
      The rhythm has control
The rhythm is inside me
      The rhythm has my soul

Drawn across the plain land
to the place that is higher
drawn into the circle
that dances 'round the fire
we spit into our hands
and breathe across the palms
raising them up high,
held open to the sun

So conscious uncertain,
I'm showered with the dust
The spirit enters into me
and I submit to trust

Smash the radio
      (No outside voices here)
Smash the watch
      (Cannot tear the day to shreds)
Smash the camera
      (Cannot steal away the spirits)
The rhythm is around me.
      The rhythm has control
The rhythm is inside me
      The rhythm has my soul...


      Peter Gabriel



(Hvis du har mulighed for at høre sangen, så skru højt op!)
Kan du se det for dig? Støvet. Stråhytterne, trommerne...
Peter Gabriel rejste et spørgsmål inde i mit hovede: Ser Afrika virkelig sådan ud i dag?
Spiller de stadig på bongotrommer og danser sig i trance i skæret af bålets flammer i Afrika?
Jeg levede på det tidspunkt som rockmusiker, on the road hver eneste weekend. Jeg kunne - som Gabriel - godt trænge til lidt ny inspiration.
"Lad os tage til Afrika og se, om der er noget om snakken," sagde jeg til min kæreste, Linda.
Hun købte et spejlreflekskamera, jeg købte en båndoptager - og så tog vi afsted.
De svar, vi fandt, og de musikere, vi mødte, fortæller vi om i 'Afrika Live'.
Den væsentligste erfaring var, at selv om afrikanerne i høj grad stadig sætter trommen højt, så er den langt fra det eneste instrument, som Afrika har at byde på.
150 millioner afrikanere lever i en storby eller en provinsby, og til daglig lytter de kun til den moderne elektriske musik.
Alligevel er det trommemusikken, dens funktion og dens betydning, som jeg vil koncentrere mig om på de følgende sider.
Ikke for at underbygge klicheerne om "de trommende afrikanere". Men i et forsøg på at trænge dybere ind i forskellene mellem vores og afrikanernes måde at lytte til musik på. Omkring trommemusikken træder de nemlig allertydeligst frem.


Den afrikanske larm
Vestens rockmusikere henter masser af inspiration i afrikansk musik. Men når vi hører den ægte vare, kalder vi det mest for larm.
Det generer nu ikke afrikaneren.
Hans musik skal man ikke sidde pænt og lytte til, den skal man danse til. Og så ved han, at man kan blive "høj" på støj. De pulserende rytmer skal påvirke danserne - og gør det.
Køller mod skind, mod rustent metal, hele træstammer, bambusrør.
Mænd og kvinder, der synger, råber, danser. Rasledåser rystes utrætteligt frem og tilbage.
Fire trommeslagere buldrer luften tæt af lyd.
Larm!
Alle omkring dem hamrer løs på klokker og metalstykker. Danserne har bjælder om anklerne. Stamper i jorden, så støvet står op. Hvirvler om sig selv, kaster sig rundt i gruset. Spjætter ekstatisk med underlivet, mens sveden strinter til alle sider.
Der lyder rytmer, råb og skraldende larm fra alle sider. Folk stimler sammen på landsbyens små pladser. Spontane optog fylder gaderne med sang og trommer, udklædte spasmagere, skrålende fulderikker, kvinder med madgryder.
Store spande med vand bliver slynget ind over de bølgende menneskemasser. Det køler! Kvindernes opstemte hyl blander sig med utallige skringre fløjter og raslen fra blikdåserne.


Omskæringsfest i Makanjila
Makanjila, en afsides landsby i Malawi, er på den anden ende. Festen koger, nu på tredje dag. Alting syder af jubel og glæde.
Det hele er en fest for 24 af landsbyens unge piger og drenge. De er vendt tilbage efter at have været væk i mere end en måned. I en hemmelig lejr et sted ude i bushen er de blevet indviet i voksenlivets mange gåder. De har lært om ritualer, og om almindelig skik og brug. Ting, som de skal kende til, når de nu træder ind i de voksnes rækker.
I dag bliver de fejret som helte. Ligesom nybagte konfirmander herhjemme i Danmark. Men i Afrika holder man ikke familiens fest for sig selv. Hele landsbyen slutter op om festlighederne.
De stolte og lykkelige forældre deler mad og drikke ud til hvem, der måtte have lyst. På deres huse hænger store flag, som viser, at her er der udskænkning.
I tre dage har trommerne lydt. Mørket falder på, og trommeslagerne får flere dansere at spille op til. I skæret fra bål og fakler fortsætter festen under nattens stjernehimmel.


Høj af støj
For en europæisk tilskuer lyder det som en infernalsk gang larm. Traditionel afrikansk trommemusik virker ved første bekendtskab fuldstændigt kaotisk.
Men trommemusik kan faktisk være lige så smuk, fascinerende og intens, som den umiddelbart virker larmende og ensformig.
Det gælder for næsten alt traditionelt trommespil, at det i virkeligheden handler om meget andet end lige musikken. Drama, dans og et farverigt show er lige så stor del af traditionerne. Rytmernes funktion er først og fremmest at diktere dansernes bevægelser. Trommerne taler direkte til kroppen, de påvirker og hypnotiserer.
Engelske forskere har videnskabeligt påvist, at man kan blive høj af støj. Larm påvirker ikke bare dine trommehinder. Når larmen er rytmisk og utrætteligt bliver ved, trænger den dybere ind. Den påvirker din måde at tænke på.
Det havde afrikanerne nu ikke behøvet videnskaben til at fortælle dem. Dansere og trommeslagere har kendt effekten, lige siden urmennesket fandt på at spænde et skind stramt ud over en hul træstamme. Det at bruge dans som en måde at gå i trance på, er noget der kan dateres mindst 40.000 år tilbage i tiden - længe før vores civilisation - tilbage til de nordamerikanske eskimoer, yorobaerne i Vestafrika, shamanen i Sibirien.
Også i dag bruger shangoen i Trinidad, voodoo-kulten på Haiti, gnawerne i Marokko, ja til tusindvis af folkeslag jorden over, trance-dans til at komme nærmere åndernes verden.
Det skal larme, helst lige så det ringer for ørerne. Jo mere indtrængende støjen er, desto mere river den dig med. Og jo mere ensformig den er, desto bedre bremser den tiden. Når larmen først har boret sig ind bag trommehinderne, fortrænger den dine tanker. Væk er pludselig alle dagligdagens små trivielle problemer. Larmen trækker din bevidsthed ind i et vakuum, hvor de mest mystiske ting kan ske.
Tror du på forfædrenes ånder, så står du dem et skridt nærmere nu.
Jo mere rytmisk støjen er, desto mere rykker den i din krop, kaster dig sanseløst rundt. Slagenes puls finder udtryk i dine bevægelser. Det føles som om rytmens pulsslag breder sig ud, til der til sidst er så langt imellem slagene, at de falder sammen til ét.
Et einsteinsk tidsparadoks?
Da du ser solen stå op, finder du ud af, at tiden alligevel må være gået. Landsbyens velkendte gader står som i et nyt lys. Du ser på verden med nye øjne, mens du prøver at opleve, hvad det var, du oplevede.


Trance-dans er in
Rytmen kan virke som et rusmiddel med en utrolig kraft. Den rene rytmiske "larm" forplanter sig ud i kroppen som energi, bevægelse og frydefuldt velvære.
Men naturfolkene er ikke længere alene om at gøre brug af effekten. I 1990erne er nye "trance dance"-bevægelser begyndt at udbrede denne erfaring blandt unge i den vestlige verden.
Det startede på techno-diskotekernes dansegulve. Så bevægede det sig ind i institutter og sundhedsklinikker - og nu tilbage i pladestudierne i en ny, mere "etnisk" form.
Lyt for eksempel til hollandske Professor Trance & the Energisers. Deres album "Shaman's Breath" leverer 59 minutters nonstop polyrytmisk trommemusik.
Professor Trance hedder i virkeligheden Frank Natale og er en 53-årig trommeslager, der i 1978 stiftede et institut i Amsterdam, The Natale Institute. Her er han og hans "internationale stamme af kreative mennesker", som de kalder sig, begyndt at udforske nyshamanismen - hvilket vil sige: et opkog af de mange forskellige folkeslags danse- og trance-traditioner.
Nyshamanisterne har indtil videre institutter ikke bare i Holland, men også i Tyskland, Spanien og Italien.
Trance-dans er, hvad du selv gør det til. Der er ingen faste fremgangsmåder, ingen bestemte trin, ingen regler. Det er din dans. Og enhver har sin egen rytme, sin egen måde at bevæge sig på. "For at opdage din egen måde, er det vigtigste at skabe tid," understreger Professor Trance.


Hver musik til sin tid
Med båndoptagere og kameraer er mange europæere - som undertegnede - draget afsted til Afrika for at optage afrikanernes trommespil. Vi sætter vores mikrofoner op i landbyerne og optager al den vilde larm. Vi vender hjem igen, og det bliver måske udsendt på plade. Så også andre europæere kan lytte til det.
Og vi lytter og lytter og forsøger at forstå. Men nu står lydene kunstigt alene som "musik". Vi misforstår det hele, hvis vi tror, at afrikanernes trommespil er lytte-musik i vores forstand.
Landsby-afrikanerne opfatter trommespillet som en uadskillelig del af den fest eller den ceremoni, som det indgår i.
På mange afrikanske sprog har man slet ikke noget ord, der dækker hele begrebet "musik". Én type musik er til begravelser, en anden type er til underholdning og øldrikning. Og hver slags musik har sit eget navn. Det at lave musik er så indgroet en del af tilværelsens forskellige gøremål, at det ikke har noget navn i sig selv.
Trommerne bliver absolut ikke spillet for at behage øret. De bliver spillet, fordi de har to funktioner. De skaber en stemning, og de spiller op til danserne.
Dans er en af livets store fornøjelser. Men i Afrikas landsbyer danser man ikke bare for sin fornøjelses skyld. Trommemusikken giver danserne mulighed for at udtrykke sig - udtrykke følelser. Sorg ved begravelse. Jublende glæde ved et bryllup.
Musikken kan også indgå i ritualer for at helbrede sygdom. Gennem dansen forsøger medicinmænd at uddrive onde ånder i spirituelle danse - med trommernes kraft.
Respekten for det overnaturlige og det åndelige spiller en vigtig rolle. Trommen og dansen bruges til at få kontakt til de universelle kræfter, til forfædrenes ånder.
Til en afrikansk landsbyfest er alle indbyggerne sammen om at skabe musikken. Musik er ikke noget, man sidder og lytter til. Det er noget, man gør. Derfor bliver musikken også til en oplevelse for alle sanser, det er hele kroppens musik. Gennem sangen, dansen og håndklap bliver tilskuerne deltagere. Alle er sammen om at gøre landsbyen til et helt andet sted at være.
Herhjemme bliver vi som publikum bedt om at sidde pænt på vores flade i koncertsalens stole, mens vi lytter til afrikanerne spille på deres trommer.
Du kan sammenligne det med, at din ven inviterer dig på restaurant - og derefter beder dig om at indtage aftensmåltidet med et sugerør.


Grib glæden, mens du kan
Du skal ikke have været længe i Afrika, før du erfarer, at der er grundlæggende forskelle i den måde afrikanere og vesteuropæere tænker på.
Pas på. Nu bliver jeg nemlig voldsomt generaliserende - men det er nødvendigt at sætte tingene lidt på spidsen, hvis vi skal forstå den afrikanske musik.
En grundlæggende forskel er for eksempel, at mens europæeren hele tiden er travlt optaget med at planlægge morgendagen, drejer livet sig for afrikaneren i langt højere grad om at befinde sig godt i nuet.
En afrikaner ved, at i morgen er der atter en dag. Derfor tager afrikaneren sig god tid. Tid til at snakke med vennerne, tage sig af hinanden. Tid til at le, til at elske. Tid til at være.
"Det er den ro, I europæere godt kunne have brug for. Der er jo kun dette ene liv. Vi afrikanere, vi griber glæden, mens vi stadig kan," siger musikeren Bonga fra Angola.
Forskellen mellem europæisk og afrikansk tankegang afspejler sig også i musikken.
Afrikansk musik skal ingen steder hen. Den kører i cirkler, og den skabes for at give sine lyttere en følelse af velvære - her og nu.
Europæisk musik bevæger sig derimod fra punkt A til punkt B og skynder sig videre til C...
Vers, omkvæd, mellemspil.
Fremad efter en lige linje. Vi lægger planer og nedskriver vores musik lige så vel som vi planlægger vores kloaksystemer, vores møder med hinanden, vores liv.


Rejsen til Amerika
I den moderne, rytmiske musik mødes afrikanernes rytmefilosofi med europæernes harmonifornemmelser.
Det startede i USA. Da slaveskibene for nogle hundrede år siden sejlede millioner af afrikanere over Atlanterhavet, fik en ny verdensdel de rytmiske musiktraditioner at høre. Indtil 1950erne tilhørte den rytmiske musik de afrikanske slavers sorte efterkommere. I begyndelsen af århundredet med jazzen, i 1940erne kom rhythm'n'blues og rock'n'roll.
Men så tog hvide sangere som Bill Haley og Elvis Presley musikken til sig - og verdens musikhistorie blev ændret med ét slag.
I 1960erne begyndte Vestens blomsterbørn at søge bevidsthedsudvidende oplevelser. Det var i høj grad den nye rytmiske musik, som satte dét i gang.
I Europa kaldte den ældre generation rockmusikken for "larm". Netop! Det larmer - og det er meningen. For som afrikanerne jo hele tiden har vidst det: Larm påvirker, larm fortrænger, larm skaber sammenhørighed, river med.
1960ernes ungdomsoprør er historie, vil du måske sige. Men dén rytmiske musik, som udviklede sig ud fra det, har et fast tag i det meste af klodens befolkning i dag.


Afrikansk musik slår an
I 1980erne begyndte flere verdenskendte rockmusikere at vende blikket mod Afrika igen. Afrikanernes såkaldte jungletrommer havde fået et skær af fascinerende mystik over sig, efter at stribevis af rocksangere - som Peter Gabriel - havde beskrevet dem i romantiske vendinger. "Rhythm of the Heat".
Nu ville rockmusikerne lære noget mere konkret om de afrikanske rytmer. Og høre den ægte vare.
Paul Simon var blandt de første, som nåede ud til et stort publikum med sin plade "Graceland". Han indspillede musikken sammen med sydafrikanske musikere, og albummet solgte fem millioner eksemplarer i 1986.
Året efter drog Peter Gabriel på verdensturné med en af Vestafrikas store sangstjerner, Youssou N'Dour fra Senegal. Peter Gabriel - der iøvrigt har købt sig et sommerhus i Senegal - startede sit eget pladeselskab, Real World, der siden slutningen af 1980erne har udsendt over 50 albums med såvel kendte som ukendte kunstnere fra den tredje verden.
I samarbejde med afrikanske musikere indspillede Talking Heads deres "Naked" album i Paris, hvor der efterhånden var opstået et sydende miljø for afrikansk musik.
I slutningen af 1980erne opnåede de afrikanske kunstnere for første gang at trænge gennem den europæiske "lydmur" med hidtil uhørte, sekscifrede pladesalgstal.
King Sunny Adé fra Nigeria og Salif Keïta fra Mali solgte flere hundredtusinde eksemplarer af hvert album, de udgav.
Og det begyndte at syde og summe med afrikanske orkestre i snart hver eneste nordeuropæisk storby.
I 1980 kunne antallet af orkestre, der spillede afrikansk musik i Danmark tælles på én finger. I dag findes der over 100 orkestre og dansegrupper, der spiller afrikansk musik her i landet.


      © 2000 – Mik Aidt




I mange afrikanske kulturer opfattes trommen som drivkraften for alt, hvad der sker omkring den. Den er den pulserende kraft, der - som hjertet - pumper liv og mening i musikken.

Blandt adskillige afrikanske folk bliver trommen betragtet som besidder af liv. Trommen kan gøre alt det, en almindelig dødelig kan - og mere til.
Trommen besidder det overnaturlige, den har gudernes ånder i sig...



Oversigt