"Vi er fuld gang med et kæmpemæssigt eksperiment uden kontrolforanstaltninger"

De seneste 50 år har vi opfundet cirka 100.000 syntetiske kemiske stoffer, hvoraf godt 10-15.000 anvendes.
Da vi ikke kender virkningerne af disse stoffer, er vi i fuld gang med et kæmpemæssigt eksperiment uden kontrolforanstaltninger, hvilket er foruroligende," siger generalsekretær i WWF Verdensnaturfonden, Kim Carstensen til Lone Dueholm fra månedsmagasinet In (nr 7, 25. juni 1998, side 117: Jeg finder nye løsninger på gamle problemer".)
"Nogle af stofferne ved vi er giftige, blandt andet DDT, PCB, med flere. Nogle er sandsynligvis ufarlige. Andre er betænkelige. Inden for de sidste år er man blevet opmærksom på, at flere af de syntetiske hormonlignende stoffer, der uden at være direkte giftige eller kræftfremkaldende, KAN have andre virkninger, som ikke kan undersøges med de metoder, man hidtil har anvendt. Op gennem 70erne og især i 80erne har man fundet lagring af kemikalier i isbjørne i Nordgrønland og i pingviner på Sydpolen. Man har desuden bemærker, at nogle dyr i stigende grad får feminine træk. I USA har man konstateret, at deres penis er blevet mindre. Tendensen til en mere feminin kønskarakter kan også konstateres hos fisk og hos de store hvaler. Det kan skyldes, at de syntetiske kemikalier, vi spreder i naturen, danner hunkøn. Vi kan i dag eftervise, at nogle af de østrogenlignende stoffer har en sådan virkning, blandt andet DDTR og PCB, samt en række andre stoffer.
En anden indfaldsvinkel til problemet er, at undersøgelser har vist, at mænds sædkvalitet er dalende, at man kan konstatere stigende tilfælde af testikelkræft, samt at der hos nyfødte drengebørn i stigende grad er abnormiteter i kønskarakteren. Desuden har man mistanke om, at de syntetiske hormonlignende stoffer på et ganske bestemt tidspunkt af fosterstadiet påvirker fosteret og senere fremkalder hyperaktivitet hos barnet. Problemet er, at vi ved alt for lidt om, hvordan kemiske stoffer virker i vores krop til at kunne fremkomme med de endelige beviser."

Dioxin i din krop

Landbrugsdyr fodres med dioxinholdigt fiskemel

Dioxin påvirker kønshormonerne, nedsætter immunforsvaret, virker potentielt fosterskadende og øger fremmedstoffers omdannelse til kræftfremkaldende forbindelser.
Dioxin stammer blandt andet fra metalforarbejdende og papirproducerende virksomheder, og fra afbrændingen af affald. Det spredes i luften, via vind og regn, og ender på markerne, så kvæget kan indtage det sammen med hø og græs. Og det ænder i havet, hvor det optages af fiskene, der sidenhen ender som fiskemel, som bruges som foder for landbrugets dyr.
Derefter ender det i os, og vi har ingen mulighed for at undgå det. Det ophoves i leveren, hvor det bliver siddende.
Sven Edelfors, lektor i toksilogi, forklarer i Politiken (den 26. december 1999):
Dioxin nedbrydes næsten ikke og halveringstiden i den menneskelige organisme er beregnet til at være 5-10 år, afhængig af alder. Jo ældre man er, jo længere tid tager det.
Halveringstiden angiver den tid, der går før halvdelen af kroppens indhold af dioxin er forsvundet. Når halveringstiden er 5-10 år, tager det 30-60 år før dioxinen er helt ude af kroppen, men da vi daglig får tilført dioxin med landbrugsprodukter og fisk, betyder det at dioxinmængden i kroppen vokser livet igennem.
Det betyder også, at børn fødes med et dioxin-indhold i kroppen, der svarer til moderens samlede dioxinindtagelse gennem livet indtil fødselstidspunktet. Hver ny generation starter altså livet med et dioxinindhold i kroppen, der er en hel del højere end det den forrige generation startede med.
Og sådan kan man blive ved.
Fænomenet er kendt i naturen, hvor specielt havpattedyr og rovfugle viser tegn på nedsat frugtbarhed og modstandsdygtighed på grund af et konstant stigende indhold af miljøgifte som dioxin.
"Der går nok nogle generationer inden vi når op på, ja vi ved ikke engang hvor meget der skal til, før vi dør," skriver Sven Edelfors som en kommentar til Bjørn Lomborg, der ikke mener, det kan betale sig at forsøge at gøre noget ved dioxinforureningen.
Måske dør vi af kræft, før vi dør af dioxin. Edelfors' pointe er således, at det interessante ikke er at vide, hvornår vi dør af dioxinforgiftning, men at vide, hvor meget - eller hvor lidt - dioxin der skal, til, før vi får misdannede børn eller bliver syge af infektioner, vi ikke kan bekæmpe.